Klart nej til a-kraftværker i Danmark

MENINGSMÅLING: Danskerne afviser bygning af a-kraftværker her i landet, viser ny måling. Mændene er splittede på spørgsmålet, mens kvinderne er meget massivt imod.
Påstanden om, at danskerne siger ja tak til a-kraft, er forhastet. Ny meningsmåling viser nu, at danskerne stadig er stærke modstandere af a-kraftværker her i landet.
Påstanden om, at danskerne siger ja tak til a-kraft, er forhastet. Ny meningsmåling viser nu, at danskerne stadig er stærke modstandere af a-kraftværker her i landet.Foto: colourbox.com
Erik Holstein

Svaret er nej - og der er ingen tvivl.
Når vælgerne stilles over for det enkle spørgsmål om, hvorvidt de er tilhængere eller modstandere af bygning af et a-kraftværk i Danmark, er modstanden overvældende. 60 procent siger nej til a-kraft her i landet, mens knap 25 procent siger ja. Det viser en ny meningsmåling fra A&B Analyse udført for Altinget | Christiansborg.

Målingen står tilsyneladende i modsætning til en Gallup-måling i Berlingske fra sidste uge, hvor det blev konkluderet, at "danskerne siger ja tak til a-kraft".

Men Gallup-målingen spurgte ikke til, om danskerne går ind for bygning af et a-kraftværk i Danmark, men blot om man er enig eller uenig i, at "a-kraft kan blive en vigtig brik i løsningen af klimaproblemerne". 

Kvinder entydigt mod kernekraft
Den nye A&B målings undertal viser, at modstanden mod a-kraftværker i Danmark er størst blandt vælgere under 50 år, men også blandt den ældste del af befolkningen er der et klart flertal imod. 

Målingen viser en helt uhørt stor kønsforskel i dette spørgsmål:
Således er mændene delt i to lige store grupper - 46,1 procent for, 45,9 procent imod - mens der hos kvinderne er et enormt flertal imod kernekraftværker i Danmark. 71,5 procent af kvinderne går imod, mens kun 9,9 procent er for. Det er ekstremt sjældent, at der er så stor kønsforskel til et politisk spørgsmål.

DF-vælgere står af
Delt op på partier findes massive flertal mod danske a-kraftværker blandt oppositionens vælgere. Det samme gælder Dansk Folkepartis vælgere, hvor der er næsten tre gange så mange modstandere som tilhængere. Det vil givetvis vække til eftertanke i DF, der på det sidste har åbnet en dør for en diskussion af a-kraft.

Regeringspartiernes vælgere er splittede på spørgsmålet. Hos Konservative er der et relativt klart flertal imod at bygge a-kraftværker i Danmark, mens der hos Venstre-vælgerne er et lille flertal for a-kraft i Danmark. Officielt afviser de to regeringspartier, at atomkraft er under overvejelse her i landet.

Småpartier på banen
Hvis man skal finde fuldtonede tilhængere af at bygge danske a-kraftværker skal man enten over i Konservativ Ungdom - eller i et af de to mini-partier, Kristendemokraterne og Liberal Alliance. Alliancens energiordfører Villum Christensen er således et af de eneste folketingsmedlemmer, der åbent støtter a-kraft i Danmark:

"CO2-regnskabet passer simpelthen ikke, hvis vi kun erstatter de fossile brændstoffer med vind og sol. Det er så enkel en problemstilling, at det nærmer sig det pinlige, når man ikke erkender det," siger Villum Christensen og tilføjer:
"Derfor kan vi ikke se andre muligheder end at bygge et a-kraftværk i Danmark."

Villum Christensen opfatter det klare nej til danske a-kraftværker som et resultat af, at "danskerne mangler viden om spørgsmålet":
"Teknologien har ændret sig kraftigt i de sidste 25 år. Man kan ikke bruge et gammelt sovjetisk kernekraftværk som Tjernobyl som bevis på, at a-kraftværker er farlige i dag."

Ingen a-kraft i baghaven
SF's energiordfører Anne Grete Holmsgaard kalder det en misforståelse, at CO2-regnskabet kun kan komme til at stemme ved hjælp af a-kraft:

"Der er masser af seriøse vurderinger, der viser, at vi kan nå målet ved at gøre den vedvarende energi mere udbredt og langt mere effektiv - samtidig med at man laver energibesparelser i vores boliger. Det er jo ikke ligefrem vindressourcer, vi mangler i Danmark," siger Holmsgaard, der ikke er det mindste overrasket over A&B-målingens resultat:

"Danskerne er helt klare på det her. Der er ingen, der ønsker at have et a-kraftværk liggende i baghaven."

Useriøs  og upræcist
At Berlingske i sidste uge kunne fortælle, at danskerne nu er blevet tilhængere af a-kraft, betegner Holmsgaard som "helt useriøst":

"Man stiller et meget upræcist spørgsmål, der ikke siger noget om, hvorvidt man ønsker a-kraft her i Danmark. Når man på den baggrund konkluderer, at danskerne siger ja tak til a-kraft, trækker man den langt ud over, hvad den kan bære," siger Anne Grete Holmsgaard.

Det var onsdag ikke muligt at få en kommentar til kritikken fra Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen.

Dokumentation

Spørgsmål:
"Er du tilhænger eller modstander af at bygge et atomkraftværk i Danmark?"

 Total
Tilhænger24.7
Modstander60.1
Ved ikke15.2

 

 




 
 DFKVSRSFEL
Tilhænger22.036.442.018.712.58.911.8
Modstander62.750.036.468.087.579.288.2
Ved ikke15.313.621.613.3 0.011.9 0.0

Undersøgelsen er foretaget på nettet af A&B Analyse for Altinget.dk i perioden 11.-16. december 2009. Den er baseret på 1002 repræsentativt udvalgte svarpersoner.

Grafik: Christian Mølgaard


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024