Lektor: En CO2-afgift på landbruget er ren symbolpolitik

Danske landmænd undlod at deltage i demonstrationerne, hvilket tilskrives deres organisationers adgang til politiske beslutninger gennem de korporative strukturer i dansk politik.

Landbrug og Fødevarer anfægtede i stedet forslaget om en CO2-afgift på landbruget med henvisning til en CO2-afgifts forskellige samfundsøkonomiske konsekvenser for landbrugsproduktion.

Ydermere fremførte interesseorganisationen, at landbruget allerede betaler en CO2-afgift på lige fod med andre erhverv i Danmark.

Ifølge juni 2022-aftalen om en grøn skattereform for industrien, som indfases fra 2025, vil landbrugsfødevaresektoren i 2030 være omfattet af en generel CO2-afgift.

Spørgsmål trænger sig på

Spørgsmålet om en CO2 afgift har været heftigt debatteret blandt flere politiske partier og stakeholders. Og med god grund. 

For er en CO2 afgift den rigtige løsning på bæredygtighedsproblemet? Flere spørgsmål presser sig i den forbindelse på.

Landbrug- og fødevaresektoren udgør en vigtig økonomisk aktivitet i Danmark, der bidrager til eksport, handel og tværnationale samarbejder.

Sevasti Chatzopoulou
Lektor, RUC

Hvordan bidrager sådan en CO2-afgift til et bæredygtigt landbrugsfødevaresystem, når alle andre parametre forbliver de samme? Og har en CO2-afgift hovedsageligt til formål at fremme dansk klimadiplomati og symbolsk klimapolitik, både herhjemme og i udlandet?

Kan en CO2-afgift løse det alvorlige biodiversitetsproblem? Hvad er de potentielle socioøkonomiske implikationer ved en sådan skat? Hvad vil der ske med de landbrug, der ikke har råd til at betale CO2-afgiften? Hvordan kan en sådan afgift påvirke den danske forbrugers kostvaner over for lokalt producerede fødevarer?

Og endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt en CO2-afgift er den rigtige strategi til at adressere magtdynamikken inden for landbrug- og fødevareværdikæden, nemlig dominansen og rentabiliteten af de internationale konglomerater, der repræsenterer forarbejdnings- og detailfødevareindustrien?

Uden svar på disse spørgsmål risikerer vi at træffe forhastede beslutninger, der ikke nødvendigvis bidrager til en mere bæredygtig fødevareværdikæde.

Fødevareautonomi er afgørende

Landbrug, der ikke har råd til CO2-afgiften, vil enten forlade sektoren eller blive købt af større landbrug, hvilket kun vil bidrage til større koncentration i en allerede industrialiseret landbrugssektor.

Priserne på dansk fødevareproduktion vil stige markant, hvilket vil resultere i ulige konkurrence med lavprisimporterede fødevarer, der normalt ikke pålægges en CO2-afgift i oprindelseslandet. En CO2-afgift vil således ikke sikre en CO2-reduktion, den risikerer i stedet at øge CO2-udledningen på grund af transport. 

Nye produktionsformer bør tage højde for andre aspekter – såsom kultur og traditioner, der kan bidrage til social sammenhængskraft i landdistrikterne.

Sevasti Chatzopoulou
Lektor, RUC

Endelig har de seneste års kriser, for eksempel covid-19 og krigen i Ukraine, vist, at fødevareautonomi for et land fortsat er vigtigt ud fra et sikkerhedsperspektiv. Forsyning af fødevareimport kan ikke garanteres i tider med pandemier eller konflikter, hvilket understreger den geopolitiske dimension ved fødevarer og landbrug.

Landbrug- og fødevaresektoren udgør en vigtig økonomisk aktivitet i Danmark, der bidrager til eksport, handel og tværnationale samarbejder.

Ydermere kan politiske instrumenter, der kun fokuserer på et aspekt af bæredygtighed, nemlig reduktion af CO2, have skadelige socioøkonomiske konsekvenser, hvilket fører til ubalancer og uholdbare resultater. I stedet er der brug for en grundig genovervejelse af det centraliserede og industrialiserede landbrugsfødevaresystem, som vi ser i Danmark.

Grundlæggende ændringer i landbrugets organisationsstrukturer og produktionsmetoder kan muliggøre en transformation hen imod et bæredygtigt landbrugsfødevaresystem.

Social sammenhængskraft i landdistrikterne

Derfor er en integreret tilgang nødvendig. En tilgang, der tager hensyn til konsekvenserne for miljøet og biodiversiteten, som omfatter sundhed og sikkerhed, fødevareautonomi samt transnationale relationer.

Nye produktionsformer bør tage højde for andre aspekter – såsom kultur og traditioner, der kan bidrage til social sammenhængskraft i landdistrikterne, så de bliver attraktive opholdsrum.

Ny forskning og investering i teknologi kunne muliggøre biosolutions (for eksempel udvikling af nye fødevareprodukter, der er tolerante over for klimaændringer og bidrager til reduktion af CO2-emissioner) inden for en lovgivningsramme, der reducerer usikkerheder og potentielle risici.

Sådanne løsninger kræver tid og investeringer i forskning og innovation.

Danmark bør desuden arbejde for grundlæggende ændringer i landbrugspolitiske virkemidler og fødevareproduktionsmetoder for bæredygtige landbrugsfødevareløsninger på EU-plan og på international plan for at hindre ulige konkurrence for de danske landmænd og dyre priser for forbrugerne.