Sikke en dokumentar! Men jeg har tre alvorlige problemer med 'Den sorte svane'

Den balancerer mellem journalistik og reality

Vi anede nok, at rockere og andre hærdede kriminelle svindler med skat og stikker af fra deres gæld. Men vi får et unikt indblik i, hvor mange pæne mennesker, der står parat til at hjælpe dem med at udfylde papirerne – uanset om det handler om at skjule falske fakturaer i et konkursbo eller om at dumpe forurenet jord på almindelige marker.

Hatten af for det – og måske især for at afsætte de nødvendige ressourcer og den enorme mængde tid, der skal til for at løfte så omfattende en dokumentar.

Det er sket i et samarbejde mellem TV 2, et hold af graverjournalister og Mads Brügger, der jo er chefredaktør på Frihedsbrevet, men som tidligere har produceret flere fascinerende tv-programmer på kanten mellem virkelighed og fiktion.

Det samme kan man sige om Den sorte svane: den balancerer på kanten mellem journalistik og realityshow. Mellem virkelighed og fiktion. Og det spørgsmål, der står tilbage, er om afsløringernes tyngde står mål med de journalistiske chancer, der er taget undervejs?

Jeg er selv i tvivl om svaret. Men jeg har tre alvorlige problemer med serien: Kilde-håndteringen, de mange løse tråde og manglen på åbenhed om de etiske overvejelser. 

Lad os tage dem en ad gangen. 

Kildehåndteringen

Den alvorligste indvending er måden, som seriens hovedkilde, Amira Smajic, optræder på. Eller er hun egentlig kilde?

Det fremgår i rulleteksterne til de fem afsnit, at Amira Smajic har fået betaling for at optræde som muldvarp. Det er en af journalistikkens fundamentale grundregler, at man ikke betaler kilder, men det har TV 2 altså valgt at gøre i forhold til seriens muldvarp.

Derfor skal hun reelt nærmere betragtes som en del af redaktionen. Hun har efter alt at dømme også en kontrakt med TV 2, der angiveligt indebærer, at hun får en form for beskyttelse, og at hun ikke må begå kriminalitet, imens hun fungerer som muldvarp.

Som seer får man meget sparsom information om denne kontrakt. I første afsnit opremser Mads Brügger kort kontrakten – men han kalder det "spilleregler", næsten som om det var en realityserie og ikke en tv-dokumentar.

Den sorte svane er spektakulært fjernsyn. Men det er også en yderst vovet dans rundt om de presseetiske principper

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Rollen som betalt muldvarp forudsætter, at både journalisterne og vi som seere har tillid til Amira Smajic. Men hun er bund-utroværdig, og det er hendes motiv for at medvirke også. Det har TV 2 muligvis været opmærksom på, men det er besynderligt, at man ikke deler den information med seerne.

TV 2 har med åbne øjne accepteret at løbe en kæmpe risiko for uforvarende at blive en brik i et internt opgør i den kriminelle underverden. Et opgør, der vel at mærke udkæmpes mellem folk, der ikke viger tilbage for vold og måske endda drab.

Faktisk viser det sig, at det sandsynligvis er lige præcis det, der er foregået – og det blev kun opdaget ved at en ren tilfældighed. Det er i hvert fald den fortælling, dokumentaren selv fremlægger.

Eller som Mads Brügger siger i TV 2-podcasten Dato:

"Hvis man betragter det her som fiktion, så gør det hende jo meget mere interessant som karakter og figur. Men det her er jo virkelighed. Og jeg er lykkelig for, at redaktionen opdager det. For vi kunne sagtens have været i en situation, hvor vi ikke have opdaget, hvad der foregik bag vores ryg, og så havde publiceret for efterfølgende at opdage, at hun har drevet gæk med os."

Det havde været en journalistisk skandale, vel sagtens den største i TV 2's historie.

Dokumentaren balancerer på kanten mellem journalistik og realityshow. Mellem virkelighed og fiktion.

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Forundringen over Amira Smajic' rolle bliver ikke mindre af, at hun i de fire første afsnit optræder som en slags ekspert, der hjælper seerne med at afkode de bizarre hændelser i de kriminelle netværk.

Kilde eller medarbejder? Muldvarp eller ekspert? Alle fire dele på én gang! Og ovenikøbet også skurk i det sidste afsnit.

Det er noget rod, og man må håbe, at TV 2 selv har kunnet finde rede i det undervejs. Men det efterlader et indtryk af, at hensynet til den dramatiske fortælling – eller den interessante figur, for at bruge Brüggers udtryk – er sat over hensynet til god, journalistisk etik.

Mon ikke også, det er af hensyn til dramaturgien, at TV 2 helt undlader at rejse tvivl om Amira Smajics troværdighed i de første fire afsnit? Det er effektivt, men ikke særlig hæderligt. 

Forvirringen bliver endnu større, når man tilføjer, at Mads Brüggers eget medie, Frihedsbrevet, for nogle år siden bragte en stribe meget kontroversielle beretninger fra den kriminelle underverden, skrevet af en anonym skribent med synonymet "Den sorte svane" – altså samme titel, som i dokumentaren hæftes på Amira Smajic.

Det kunne tyde på, at Mads Brügger og TV 2 har brudt det helt fundamentale princip om kildebeskyttelse.

I første afsnit opremser Mads Brügger kort kontrakten – men han kalder det "spilleregler", næsten som om det var en realityserie og ikke en tv-dokumentar. 

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

De løse tråde

Hvis Amira Smajic optræder i mange forskellige roller i dokumentaren, skyldes det måske, at der stort set ikke optræder andre kilder – altså bortset fra de mange mennesker, der dukker op på de skjulte optagelser.

Det efterlader en helt utrolig mængde løse tråde, ikke mindst i betragtning af, hvor længe dokumentaren har været undervejs.

På et tidspunkt oplyser Amira Smajic overraskende, at hun er blevet opsøgt af politiet, som angiveligt kendte alt til hendes kriminelle aktiviteter. Men vi hører aldrig fra politiet – og får ikke engang oplyst, om TV 2 selv har forsøgt at få oplysningerne bekræftet.

Den besynderlige episode med eks-rockeren Fasar, der rejser til Pakistan efterlader tilsvarende mange flere spørgsmål end svar. Et andet sted i dokumentaren påstås det, at kriminelle i stort omfang snyder offentlige tilskud til bosteder, men påstanden får lov at hænge i luften.

Når man har seernes opmærksomhed i fem hele afsnit, er det ikke godt nok, at man slet ikke går til de ansvarlige myndigheder for at høre, hvorfor det angiveligt kan være så nemt at slippe afsted med hvidvask af penge. 

Det er tydeligt, at TV 2 efter offentliggørelsen har taget fat på en hel stribe journalistiske opfølgninger på dokumentarens mange tråde. Men det er besynderligt, at en trods alt fem timer lang tv-dokumentar efterlader så mange ubesvarede spørgsmål. 

De etiske overvejelser

TV 2 er et af de medier, der har den bedste praksis i forhold til at dele svære etiske overvejelser med seere og læsere. Mediet har ofte bragt faktabokse eller hele artikler, der forklarer, hvilke overvejelser der ligger bag en journalistisk beslutning.

Den besynderlige episode med eks-rockeren Fasar, der rejser til Pakistan efterlader tilsvarende mange flere spørgsmål end svar. 

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Men i sagen om Den sorte svane, der uden tvivl er en af de vanskeligste i TV 2's historie, fylder overvejelserne stort set intet.

Der er ingen tvivl om, at Den sorte svane afslører forhold af stor samfundsmæssig interesse.

Men hvor langt var TV 2 klar til at gå for at få de afsløringer i kassen?

Det fremgår tydeligt af dokumentaren, at Amira Smajic adskillige gange ansporer sine kontakter til at gå videre med planer, der er klart ulovlige. Så meget, at tv-holdet på et tidspunkt advarer hende – men det virker mest til at blive brugt som endnu en dramatisk effekt; der er ingen refleksion, som deles med seerne.

Og så har vi slet ikke talt om risikoen for, at nogle af de dybt kriminelle folk, som Amira Smajic omgiver sig med, skulle ty til vold. For nu at stille det på spidsen: Er afsløringerne i Den sorte svane så epokegørende, at det var værd at sætte både kilders og medarbejderes liv på spil for dem?

Helt til stregen...

Den sorte svane er spektakulært fjernsyn. Men det er også en yderst vovet dans rundt om de presseetiske principper.

I dokumentarens første afsnit siger Mads Brügger til Amira Smajic: "Du må gå helt til stregen, men du må ikke gå over den". Det virker som om, TV 2 selv har haft samme aftale med sig selv i forhold til de presseetiske regler.

Amira Smajic holdt ikke den aftale. Gjorde TV 2?