Anmeldelse af 
Michael Ehrenreich

6 A'er: Enestående værk sætter spot på autokratiernes samarbejde om at aflive demokratiet

De tårnhøje forventninger til Anne Applebaums nyeste bog indfries til fulde. Med 'Autocracy, Inc.' leverer hun et afgørende bidrag til at forstå den voksende konfrontation mellem demokratierne og autokratierne. Det er international journalistik fra øverste hylde, skriver Michael Ehrenreich.

Det er ikke nyt, at Rusland og Kina driver omfattende propagandavirksomhed på internationalt plan, ikke mindst i Europa. Heller ikke, at de og andre autokratier samarbejder, skriver Michael Ehrenreich. På billedet ses Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping ved et møde i maj 2024.
Det er ikke nyt, at Rusland og Kina driver omfattende propagandavirksomhed på internationalt plan, ikke mindst i Europa. Heller ikke, at de og andre autokratier samarbejder, skriver Michael Ehrenreich. På billedet ses Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping ved et møde i maj 2024.Foto: Sergei Bobylev/AP/Ritzau Scanpix
Michael Ehrenreich
Autocracy, Inc. - The Dictators Who Want to Run the World
Anne Applebaum
Doubleday, New York, 207 sider

 

Under en middag i februar 2023, et år efter invasionen af Ukraine, sad journalisten, historikeren og forfatteren Anne Applebaum overfor en europæisk diplomat, som netop var vendt hjem fra Afrika. Inden afrejsen havde han mødt en gruppe studerende og var blevet chokeret over at opdage, hvor lidt de vidste om krigen.

De havde uden videre gentaget rækken af russiske påstande om, at ukrainerne er nazister, givet Nato skylden for invasionen og generelt anvendt det samme sprogbrug, som aften efter aften går igen på de russiske tv-nyhedsudsendelser.

Diplomaten forsøgte sig med flere forklaringer: Måske var det arven fra kolonitiden, eller Vestens forsømmelser af Det Globale Syd? Eller måske de lange skygger fra Den Kolde Krig?

”Som så mange andre europæere og amerikanere, der forsøger at forklare verdens gang udelukkende på baggrund af deres egne erfaringer, overså han den enkleste og mest indlysende forklaring”, skriver Anne Applebaum i sin nye bog 'Autocracy, Inc.'

Nemlig de bevidste fremstød fra Rusland og Kina for at påvirke medier og befolkninger med nøje planlagt propaganda over det meste af verden, også i Europa og USA, og nogle gange forstærket af enten betalte eller ulønnede tilhængere af det europæiske og amerikanske yderste højre.

Opgør med begrebet 'demokrati'

Propagandaen har opnået betydelige resultater. Den har bidraget til at underminere USA's forsøg på at opbygge international solidaritet bag Ukraine og håndhæve sanktionerne mod Rusland.

Formålet er intet mindre end at tage livet af demokratiet som begreb på globalt plan og erstatte det verdensbillede, der blev skabt efter Anden Verdenskrig med autokratiernes egen model.

Michael Ehrenreich

I selve USA har propagandaen stukket en kæp i hjulet på Biden-regeringens bestræbelser for at konsolidere den amerikanske befolkning bag krigsindsatsen.

Konsekvenserne kender vi alle: en bekymrende stor del af Det Globale Syd har vendt sig imod krigsindsatsen, og i USA har bistanden til Ukraine i flere omgange været blokeret i Kongressen. I Europa bredte begrebet ”krigstræthed” sig sidste vinter med alarmerende hast, indtil det lykkedes at slå det ned.

Det er ikke nyt, at Rusland og Kina driver omfattende propagandavirksomhed på internationalt plan, ikke mindst i Europa. Heller ikke, at kineserne på linje med Iran, Nordkorea og en stribe andre lande yder våbenhjælp til Rusland. Og heller ikke, at de pågældende lande samarbejder.

Det nye og skræmmende i ”Autocracy, Inc.” er omfanget af samarbejdet. Formålet er intet mindre end at tage livet af demokratiet som begreb på globalt plan og erstatte det verdensbillede, der blev skabt efter Anden Verdenskrig med autokratiernes egen model.

Stilskifte under Den Kolde Krig

Kampen føres over en bred front. Udover propagandafremstød drejer det sig om opkøb af medier, leverancer af ”alternativt” indhold til aviser og tv-stationer, erhvervelse af private virksomheder og ejendom, våbenbistand og træning af politistyrker, leverancer af råstoffer, støtte til oppositionelle i demokratiske lande, ofte på det yderste højre og meget, meget mere.

Med et udtal af eksempler fra Zimbabwe og Mali til Venezuela og Cuba over Iran og Belarus samt - naturligvis - Kina og Rusland væver Anne Applebaum autokratiernes indsats sammen til et slagkraftigt netværk, hvor korruption, hvidvask, forfølgelse af deres modstandere og regulære mord på deres farligste kritikere anses som helt legitime metoder.

Læs også

Hendes fem tidligere bøger har vakt betydelig international opmærksomhed. Det samme bør ske med ”Autocracy, Inc.” som et afgørende bidrag til at åbne vores øjne for, hvad der er i gang i konfrontationen mellem demokratierne og autokratierne. Og hvad der står på spil.

Den hårdeste fremfærd udvises ikke overraskende mod de pågældende landes egne befolkninger. Applebaum dokumenterer et interessant, om end ikke mindre horribelt, stilskifte i forhold til perioden under Den Kolde Krig.

Dengang fremhævede Sovjetunionen og Kina deres egne lande som rene modelsamfund, der var alle andre overlegne. Det var, hævdede man, kun et spørgsmål om tid, før den kapitalistiske verden ville give efter. Men dén går ikke længere i vor tid med hurtige informationsstrømme.

I stedet forsøger autokratierne med alle midler at smadre individuel tænkning i deres befolkninger. Målet er at skabe passive mennesker, der adlyder af frygt for konsekvenserne, hvis de ikke retter ind. Som stiltiende accepterer regimet, og - som i Ruslands tilfælde - dets beslutning om at gå i krig.

Autokratiernes brutale metoder

Metoderne rækker fra brutal undertrykkelse til nøje orkestreret misinformation, der skaber tvivl om, hvad der er sandt og falsk. Hertil kommer stadige smædekampagner mod den demokratiske verden, der beskrives som utryg, kaotisk, dekadent, farlig, aggressiv og en trussel mod samfundsordenen.

Hvad kan og skal demokratierne stille op i den bredere konfrontation med autokratierne?

Michael Ehrenreich

Eller som diktatoren Putin med sigte på USA selv udtrykte det i efteråret 2022 på et møde i Moskva, her citeret fra bogen:

”Vi kæmper ikke alene for Ruslands men for hele verdens frihed… Vi siger åbent, at én dominerende magts diktatur - vi ser det, alle ser det nu - er i forfald. Det er, som man siger, ved at falde fra hinanden og er simpelthen farligt for dem omkring os”.

Ja, man tror næsten ikke sine egne øjne. Men det fremgår af bogens noter, at Applebaum har citatet fra det russiske telegrambureau Tass. Så det må være ganske vist.

Efterfølgende bemærker hun selv tørt: ”Det ironiske er selvfølgelig, at det er Rusland, som er en ægte fare for alle i Ruslands nærhed, hvilket er årsagen til, at de fleste af naboerne, herunder nu også Sverige og Finland, genopruster og forbereder sig til at kæmpe imod russisk kolonial besættelse”.

En smørrebrødsseddel af tiltag

Indsatsen for Ukraine skildres på daglig basis i nyhedsmedierne. Men hvad kan og skal demokratierne stille op i den bredere konfrontation med autokratierne? Applebaum vier et afsluttende kapitel til en lang smørrebrødsseddel af tiltag.

Overordnet må demokratierne helt væk fra tanken om, at autokratierne kan ændres i demokratisk retning ved at handle med dem. Dette har de europæiske lande med Tyskland i spidsen allerede lært på den hårde måde med hensyn til afhængighed af energi.

Bevidstheden om risikoen ved energiafhængighed må, understreger hun, udstrækkes til samhandel på andre områder. Også dette er på vej, hvad hun er fair nok til at påpege. Både USA's regering og EU-Kommissionen arbejder nu i denne retning.

Læs også

Konkret foreslår hun, at opkøb af fast ejendom og private virksomheder gøres mere gennemsigtige, og at det internationale finansielle system i det hele taget gøres mere transparant, så autokratierne ikke kan anbringe midler og så at sige æde demokratierne op indefra.

Hun mener, at propaganda-indsatsen kan undermineres ved at klæde den af. Det vil sige møde misinformation med troværdig information på globalt plan. Dét kan intet land klare alene, men en koalition af demokratier kan, hvis man sætter sig for at gøre det.

Der er en lang række andre forslag, og det er i det hele taget en styrke ved bogen, at Applebaum ikke nøjes med at kritisere vestlige politikere og andre beslutningstagere for manglende overblik og svigtende handlekraft. Hun viser selv vejen frem.

Enestående overblik

Det er international journalistik fra øverste hylde.

Michael Ehrenreich

Kender man Anne Applebaums tidligere bøger, og følger man hende som skribent ved magasinet ”The Atlantic” må der være høje forventninger til en ny bog fra hendes hånd.

De bliver indfriet til fulde med ”Autocracy Inc.”, som heldigvis er på vej i dansk oversættelse.

Emnet er aktuelt og relevant. Overblikket er enestående. Påstande bakkes op af konkrete eksempler, og stilen er skarp og kontant. Det er international journalistik fra øverste hylde.

Eneste svaghed er, at udtalelser, begivenheder, påstande med mere ikke knyttes til de enkelte noter, der samlet strækker sig over 27 sider. Dét gør det noget besværligt at anvende ”noteapparatet”, som man kaldte det i gamle dage.

Men det er en detalje i den store sammenhæng bag ”Autocracy Inc.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

Xi Jinping

Præsident, Folkerepublikken Kina, generalsekretær, Kinas kommunistiske parti

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024