Der er masser af plads til kommunale visioner

Af professor Jens Blom-Hansen
Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Kommunerne vånder sig i statens jerngreb, hører man ofte. Og hvis nogen troede, at kommunalreformen i 2007 ville føre til mere lokalt råderum, tog de fejl. Der skete nærmest det modsatte. Statens styring forekommer i dag mere detaljeret end nogensinde.

Tag for eksempel folkeskoleområdet. Den nye folkeskolereform er kun den seneste i en lang række ændringer af folkeskoleloven. Loven er faktisk blevet ændret mere end 50 gange de sidste 20-25 år, og dens samlede omfang er næsten fordoblet.

Der er fyldt på med regler om mentorordninger, henvisning til specialundervisning, elevplaner, læreplaner, nationale test og om mange andre givetvis velmente ting.

Der er oprettet et særligt evalueringsinstitut (EVA) for folkeskolen, som kigger kommunerne over skuldrene. Og hvor staten slipper, tager kommunernes egen forening, KL, ofte fat.

Det sker for eksempel ved forhandlingen af lærernes arbejdsvilkår. Her forhandler KL på kommunernes vegne traditionelt overenskomster på plads, som går ganske tæt i reguleringen af lærernes dagligdag. Det er igen givetvis velment, men konsekvensen er et reduceret lokalt råderum.

Danmark har en af verdens mest decentraliserede offentlige sektorer, hvor usædvanligt mange vigtige samfundsopgaver er lagt i hænderne på kommunerne. Derfor har vi brug for kommunalpolitikere med visioner. Det gælder ikke mindst, når økonomien presser på, som den har gjort i de senere år.

Jens Blom-Hansen
Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

KL giver også mange råd, anbefalinger og vejledninger til kommunerne i det daglige. Tag for eksempel den nylige opfordring til kommunerne om ikke at lave lokalaftaler om lærernes arbejdstid. Igen er det givetvis velment, men konsekvensen af KL's råd er ofte standardisering i den kommunale sektor.

Så man kan måske godt forstå, at kommunerne vånder sig. Men har de egentlig grund til det? Er det ikke naivt at tro, at staten vil overlade væsentlige samfundsopgaver til kommunerne uden at interessere sig for, hvordan de løses?

Og faktisk har den kommunale klagesang over manglende lokalt råderum ofte svært ved at holde til et nærmere eftersyn.

Tag igen folkeskoleområdet. Det er slående, hvor meget de centrale myndigheder har interesseret sig for kommunernes opgaveløsning de seneste år. Men det er samtidig slående, hvor mange vigtige forhold der reelt er overladt til lokale beslutninger.

Hvor skal skolerne ligge? Hvor store skal de være? Hvordan skal skoledistriktsgrænserne drages? Hvor store skal klasserne være? Hvor mange timer skal der undervises i de enkelte fag? Hvilken uddannelsesprofil skal lærerne have? Hvor mange elever skal "inkluderes", og hvor mange skal henvises til specialundervisning? Skal der undervises i engelsk i 1. og 2. klasse? Hvor stort et budget skal den enkelte skole have?

Dette er eksempler på grundlæggende og meget væsentlige spørgsmål, hvor den enkelte kommune har et vidtgående lokalt råderum.

Situationen på folkeskoleområdet minder om de fleste store kommunale opgaveområder. Staten bestemmer noget, og den enkelte kommune bestemmer noget andet. Det kommunale råderum er ikke ubegrænset, men heller ikke fraværende.

Danmark har en af verdens mest decentraliserede offentlige sektorer, hvor usædvanligt mange vigtige samfundsopgaver er lagt i hænderne på kommunerne. Derfor har vi brug for kommunalpolitikere med visioner. Det gælder ikke mindst, når økonomien presser på, som den har gjort i de senere år.

Men økonomisk smalhals er ikke nødvendigvis skidt for innovation, nytænkning og visioner. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. Og råderummet til lokalt at gennemføre nye måder at spinde på findes.