Podcast: Nu er slutspurten om udligningsordningen skudt i gang
AJOUR: Socialdemokratiets lækkede dokument under udligningsforhandlingerne betød, at partiet for første gang var en smule presset. Men så tog coronakrisen over, og nu begynder forhandlingerne igen med stor folkelig opbakning til S.
Henrik Axel Lynge Buchter
PodcastredaktørAbonner i iTunes | Spotify | Acast
Det er efterhånden længe siden, at der er blevet talt om andet end coronavirus i den offentlige debat.
Men mandag eftermiddag indledte regeringen påny forhandlingerne om en ny kommunal udligningsordning med møder med ikke mindst Venstre og Radikale.
Inden coronakrisen var udligning et af de emner, der beskæftigede toppolitikerne på Christiansborg, og ikke mindst det lækkede dokument, som Socialdemokratiet ved en fejl kom til at sende til Jyllands-Posten.
I dokumentet stod beskrevet, hvordan Venstre skulle grilles i medierne for de sager, partiet tog med ind i forhandlingslokalet. Et rum, der ellers bliver set som fredet.
Derfor havde Venstre gode kort på hånden til forhandlingerne dengang, men siden da er der løbet meget vand gennem åen, og nu står Socialdemokratiet og regeringen stærkere i meningsmålingerne end længe.
Hvordan skrider de forhandlinger frem? Har dokumentet stadig betydning for forhandlingerne – og kan Venstre stadig presse Socialdemokratiet til forhandlingerne?
De spørgsmål svarer Altingets kommunalredaktør, Kim Rosenkilde, på i dagens udsendelse.