Ny Folkemøde-ledelse skal finde nye veje: "Vi kigger en del på Roskilde Festival og Smukfest"

Til næste ordinære generalforsamling vil den nye bestyrelse fremsætte forslag til ny struktur for foreningen Folkemødet. Et væsentligt element handler om at åbne op for flere medlemmer end de nuværende – men hvilke medlemmer?

Folkemødet er Danmarks største demokratifestival, men som med tiden har fået hug for selv at være temmelig udemokratisk. Det skal den nye bestyrelse lave om på - forventningen er at der ligger et forslag til næste ordinære generalforsamling.
Folkemødet er Danmarks største demokratifestival, men som med tiden har fået hug for selv at være temmelig udemokratisk. Det skal den nye bestyrelse lave om på - forventningen er at der ligger et forslag til næste ordinære generalforsamling.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Da foreningen Folkemødet onsdag valgte ny bestyrelse, gav generalforeningen samtidig den nye bestyrelse en bunden opgave frem til næste generalforsamling:

Foreningens struktur skal gøres mere åben og mere demokratisk.

"Når folk i pressen og i almindelighed siger, vi driver en demokratifestival, men selv ikke er særligt demokratiske som organisation, så må jeg give dem ret," siger næstformand Carsten Grønning.

Læs også

Den nyvalgte formand Mathias Faaborg har været medlem af foreningen siden april, hvor han også blev valgt ind i bestyrelsen. Da blev han første gang opmærksom på governance-konstruktionen.

Den nuværende konstruktion kan ses som lidt af et lukket kredsløb, hvor medlemmerne godkendes af bestyrelsen, som til gengæld vælges af medlemmerne. Der kan maksimalt være 28 medlemmer.

"Da jeg blev opmærksom på det, tænkte jeg, at nogen har brugt meget tid på at sætte det sådan her sammen, og dernæst tænkte jeg, hvorfor har de mon det?" siger han og giver selv en del af svaret.

Hver forening har sin model, og der er mange parametre at pille i. Folketingets partier har for eksempel meget forskellige tilgange – nogen har en hovedbestyrelse med flere hundrede medlemmer, mens andre har 14

Mathias Faaborg
Formand, Folkemødet

"Bornholms Regionskommunes rolle i foreningens tilblivelse er en del af forklaringen. Og så er forventningerne til Folkemødet vokset i takt med, at Folkemødet er vokset. Der var måske heller ikke supermange, der gik op i governance i 2016 - måske var der - men jeg er under alle omstændigheder enig i, at vi skal i retning af mere åbenhed og demokrati."

Hvad vil det kræve?

"For at svare på det skal man først svare på, hvad åbenhed og demokrati betyder. Hver forening har sin model, og der er mange parametre at pille i. Folketingets partier har for eksempel meget forskellige tilgange – nogen har en hovedbestyrelse med flere hundrede medlemmer, mens andre har 14."

Nu sagde du selv medlemmer – skal Folkemødet kunne rumme flere medlemmer end de nuværende 28, som vedtægterne beskriver?

"Ja det synes jeg. Det vil både skabe demokrati og åbenhed."

Hvem skal kunne være medlem?

"Det ved jeg ikke endnu." 

Næstformand Carsten Grønning vil godt sætte ord på nogle af de mulige svar på det spørgsmål, som den nye bestyrelse nu skal til at afveje fordele og ulemper ved:

"Skal foreninger, privatpersoner eller politiske partier kunne være medlem?" nævner han og tilføjer:

"Man skal tænke sig om – for vi skal ikke ud i en situation, hvor nogen kan kuppe Folkemødet ud fra særinteresser," tilføjer han.

Fondsretning eller foreningsretning? 

Mathias Faaborg venter, at debatten i bestyrelsen kan komme til at gå højt, ikke kun om hvem der kan vælges, men også om hvordan man skal kunne vælges, og hvor længe man skal kunne sidde?

Derudover indskyder han, at godt nok er Folkemødet en forening, som kan beslutte på egne vegne, men fordi foreningen er vævet sammen med regionskommunen, skal den kommunale partner i sidste ende også være med på vognen.

Vi skal ikke ud i en situation, hvor nogen kan kuppe Folkemødet ud fra særinteresser

Carsten Grønning
Næstformand, Folkemødet

Og vognen kører med et tungt og vigtigt læs. Ved generalforsamlingen blev fem forskellige modeller for organisering og struktur præsenteret.

"I min verden er der to af dem, der kan bruges. Man kan groft sagt vælge en fondsmodel eller en foreningsmodel – eller en kombination med elementer fra begge dele. Vi kigger en del på Roskilde Festival og Smukfest i forhold til foreningsmodellen. En fond kan være dyr at etablere og tung i hverdagen," siger Carsten Grønning og uddyber de mulige fordele ved fondsmodellen: 

"Så vidt jeg forstår, er der fordele ved at man kan lægge overskud et andet sted og ved momsfritagelse. Men hvis man ikke har en fornuftig økonomi, er det måske ikke den vej, man skal," siger han.

Foreningen får frem til næste generalforsamling juridisk bistand til at klarlægge de forskellige implikationer ved de forskellige modeller.

Læs også

En fembenet hest, der kan flyve

Valget af model vil formentlig også få betydning for, om fremtidige generalforsamlinger bliver åbne eller lukkede. Det har været et spørgsmål, som den tidligere formand Vibe Klarup har skullet tage stilling til og stå på mål for, da foreningen tidligere i 2024 besluttede at lukke generalforsamlingen.

Folkemødet er både en lokalforening og et event der skal afvikles professionelt. Hvis det var en stor virksomhed, ville generalforsamlingen også være lukket, men i en lokal idrætsforening ville den være åben

Carsten Grønning
Næstformand, Folkemødet

"Det kan da godt være, at dele af den kan være åben – det kommer an på hvilken vej, vi går. Folkemødet er både en lokalforening og et event der skal afvikles professionelt. Hvis det var en stor virksomhed, ville generalforsamlingen også være lukket, men i en lokal idrætsforening ville den være åben," siger næstformanden. 

Hele arbejdet med at få sat retning – hvad enten det bliver en foreningsretning eller en fondsretning – skal under alle omstændigheder ske i tæt samarbejde med Folkemødets nye direktør. Og at få ansat sådan en er en anden vigtig – og formentlig den mest presserende – opgave for den nye bestyrelse.

Efter generalforsamlingen står det fast, at Carsten Grønning og Mathias Faaborg – altså det nyvalgte formandskab – er med i ansættelsesudvalget, men det er ikke endelig afgjort, om der skal flere med.   

Hvad er det vigtigste, den nye direktør skal kunne?

"Hm, der er mange ting: man vil gerne have den fembenede hest, der kan trække vejret under vand og flyve. Men skal jeg alligevel hive noget ud, der har prioritet, er det kompetencer inden for ledelse, økonomi, fundraising og logistik med tanke på, at vores vigtigste aktivitet er et arrangement," siger Mathias Faaborg.

"Bringe ro. Det står ikke i opslaget. Ellers handler det om ledelse, økonomi og om at kunne afvikle Folkemødet som event. Og så på sigt videreudvikling og hvor skal vi hen i fremtiden. Men retning kan også udstikkes af bestyrelse og forening sammen – for mig at se skal motoren først og fremmest virke," lyder det fra Carsten Grønning.

Læs også

Skal der repræsentanter fra medarbejdergruppen i sekretariatet med?

"Vi har aftalt, at når vi er nede på en to-tre kandidater, kommer nogen fra medarbejdergruppen med. Det kunne selvfølgelig godt have været før, men vi gør det sådan her af hensyn til fortrolighed, for mange ansøgere vil jo være i andet job," fortæller Carsten Grønning.

Når du siger sådan, er det så fordi, du ikke tror, medarbejderne kan holde tæt?

"Næ, det tror jeg godt de kan, det er bare sådan vi har aftalt."

Det er endnu ikke besluttet hvem fra medarbejdergruppen, som skal deltage i ansættelsen af den nye direktør.

Skal der fremover være en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen?

"Det indgår som en del af den diskussion, vi skal have. Jeg er selv vant til, at direktøren deltager på alle bestyrelsesmøder og eventuelle fagmedarbejdere, når det er relevant. Men ledelsen skal omvendt også have sit ledelsesrum, så det er en balancegang. Jeg vil hverken sige 100 procent for eller imod," siger Mathias Faaborg.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Grønning

Formand, Bornholms Idræts- og Kulturcenter, bestyrelsesmedlem, Foreningen Folkemødet, leder og tidligere ejer, Nordbornholms Røgeri

Mathias Lysholm Faaborg

Spejderchef, Det Danske Spejderkorps, formand, Foreningen Folkemødet, bestyrelsesmedlem, Spejder Sport, administrerende direktør, Luxplus
kandidat i development economics (SOAS, London Uni. 2008), bachelor i statskundskab (Aarhus Uni, 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024