Debat

Sophie Løhde: Altingets kortlægning af et nyt regionsråd er en ommer

Altingets kortlægning af, hvordan regionsrådet i en kommende Region Østdanmark vil blive sammensat, bygger på tvivlsomme antagelser og rammer ved siden af, skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Altinget rammer med sin kortlægning af mandatfordelingen på tværs af partier og geografi i en kommende Region Østdanmark ved siden af, skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Altinget rammer med sin kortlægning af mandatfordelingen på tværs af partier og geografi i en kommende Region Østdanmark ved siden af, skriver indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sophie Løhde
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter at vi i regeringen har fremlagt vores udspil til en sundhedsreform, har Altinget foretaget det, som mediet selv omtaler som en "kortlægning af mandatfordeling på tværs af partier og geografi, som den ville se ud, hvis fusionen af Region Sjælland og Region Hovedstaden havde været gennemført ved valget i 2021".

På baggrund af kortlægningen er Altinget nået frem til, at et "flertal i ny østdansk kæmperegion kan findes inden for 35 kilometer fra Rådhuspladsen." Pointen i artiklen er altså, at de folkevalgte i den kommende Region Østdanmark ikke vil repræsentere hele regionen, men at langt hovedparten vil være forankret i eller tæt på København.

Hvis det skulle ende sådan, vil det set fra min stol være problematisk. For det er helt afgørende, at også borgere fra det østlige Danmark vil være godt repræsenteret i det nye regionsråd.

Læs også

Det fremgår også meget klart af vores udspil. Og vi har allerede annonceret, at vi kommer til at følge udviklingen tæt og samle op efter regionsrådsvalget for at vurdere, om der skulle være behov for at justere valgmodellen.

En ommer

Men der er imidlertid intet, der tyder på, at beregningen skulle blive til virkelighed, og jeg mener, at Altinget med sin kortlægning rammer ved siden af. Det hænger blandt andet sammen med, at man ikke har medregnet valgforbund eller Enhedslistens mandater. Det spiller naturligvis ind på resultatet af beregningen (læs Altingets svar på kritikken nederst i indlægget, red.).

Der er intet, der tyder på, at Altingets beregninger skulle blive til virkelighed, og jeg mener, at Altinget med sin kortlægning rammer ved siden af. 

Sophie Løhde (V)
Indenrigs- og sundhedsminister

Kortlægningen bygger også på den fejlagtige antagelse, at alle vælgere i hele Østdanmark kun vil stemme inden for deres gamle regionale grænser, sådan som de i sagens natur har gjort i Altingets skrivebordsberegninger.

Det er i øvrigt ikke sådan, som Altinget helt misforstået lægger til grund, når de skriver om, hvor meget mandater "koster," at hver enkelt kandidat skal have nok personlige stemmer til et mandat. Vi skal jo ikke vælge løsgængere. De opstillede kandidater skal blot have nok personlige stemmer til at få et mandat i partiet.

Selvom jeg medgiver, at det er vanskeligt at spå om fremtiden og forsøge at regne sig frem til, hvordan et nyt regionsråd vil blive sammensat efter valget i november 2025, vil jeg alligevel vende tommelfingeren nedad og sige til Altinget: Det er en ommer.

Sjællandsk stemmesluger

Det er i øvrigt værd at notere sig, at det nuværende valgsystem, som vi lægger op til at videreføre, ikke har ført til en skæv geografisk spredning af mandaterne i de regioner, hvor der ligger store byer.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets opgørelse over geografisk spredning af mandaterne – som Altinget også nævner i artiklen – viser derimod, at København er underrepræsenteret i Region Hovedstaden, ligesom Aarhus er underrepræsenteret i Region Midtjylland. Derimod er for eksempel Bornholm overrepræsenteret.

Læs også

Stemmetallene indikerer, at det måske endda kan være en fordel at komme fra et område uden for de større byer, hvor borgerne historisk er langt mere tilbøjelige til at stemme personligt på en lokal kandidat. Det er værd at skrive sig bag øret hos partierne, når de skal opstille kandidater.

Jeg kan også konstatere, at den mest populære østdanske kandidat målt på antal personlige stemmer, nemlig Heino Knudsen (S), kommer fra Nakskov i Region Sjælland. Det på trods af, at der blev afgivet mere end dobbelt så mange stemmer i Region Hovedstaden i 2021.

Heino Knudsen fik ved valget mere end 50.000 personlige stemmer. Hans Toft (K), der blev valgt ind i Region Hovedstaden med næstflest personlige stemmer i de to sjællandske regioner, fik til sammenligning 35.000.

En kontrafaktisk betragtning

Jeg vil desuden gerne anholde den påstand, at det dyreste mandat til regionsrådsvalget fremover bliver i Region Østdanmark. Det er nemlig ikke korrekt. Hvis man ser ud over landkortet, så vil et mandat i Region Nordjylland med 25 regionsrådsmedlemmer koste cirka fire procent af stemmerne, mens et mandat i Region Østdanmark med regeringens udspil vil koste cirka 2,4 procent.

Som Altinget også selv bemærker, er kortlægningen udtryk for en 'kontrafaktisk betragtning'.

Sophie Løhde (V)
Indenrigs- og sundhedsminister

Det er altså muligt at få en geografisk spredning af politikere i regionsrådene, men som professor i statskundskab ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær ganske rigtigt peger på i artiklen, har partierne et vigtigt arbejde foran sig i forbindelse med opstillingerne for at bidrage til en bred repræsentation.

Det er jo trods alt partierne og deres medlemmer, som beslutter, hvordan kandidaterne skal være opstillet på listerne.

Og herefter er det jo heldigvis op til vælgerne at tage stilling til, hvilke kandidater, de mener, bedst repræsenterer dem. Og som Altinget også selv bemærker, er kortlægningen udtryk for en 'kontrafaktisk betragtning.'

Hvordan regionsrådet i Region Østdanmark præcis kommer til at se ud efter valget til næste år, har vi endnu til gode at se. Jeg følger altid regionsrådsvalgene med stor interesse, og valget i 2025 bliver med garanti ingen undtagelse. 

__________________

Nicheredaktør for Altinget Kommunal Kim Rosenkilde har forholdt sig til indenrigs- og sundhedsministerens kritik i en replik: 

"Altinget anerkender, at der er tale om en hypotetisk og illustrativ beregning af mandatfordelingen i en ny Region Østdanmark. Disse forbehold ved opgørelsen fremhæves også flere gange i den konkrete artikel samt i den medfølgende uddybende artikel 'Valget genberegnet: Sådan ville regionsrådet i Region Østdanmark se ud' 

Af den uddybende artikel fremgår ligeledes alternative beregninger, som viser betydningen af valgforbund. Her er der foretaget beregninger med afsæt i valgforbundene ved RV21, som gjaldt i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden. Disse alternative beregninger rykker på et enkelt eller to mandater.

Enhedslistens medlemmer er ikke – som det også fremgår af artiklerne – taget med i den geografiske opgørelse over mandaterne i den hypotetiske beregning af et regionsråd for Region Østdanmark med afsæt i valgresultatet ved RV21.

Det skyldes, at partiets kandidater som de eneste af dem, der har opnået repræsentation, er opstillet på partilister, og antallet af personlige stemmer derfor ikke på samme måde er afgørende for, hvilke kandidater der får de enkelte mandater.

Det fremgår imidlertid også af artiklen, som ministeren henviser til, at der også uden at medregne Enhedslistens mandater ville være et flertal af kandidater (mere end 21) i et sådan regionsråd, som ville være "forankret 35 kilometer eller færre fra Rådhuspladsen". 

Altinget omtaler i øvrigt ikke noget sted et mandat i Region Østdanmark som "det dyreste mandat". Det fremgår af artiklen, at 'prisen' på et mandat opgjort i antal stemmer er væsentligt højere end for et folketingsmandat.

Ministeren har ret i, at relativt set vil der skulle en større andel af stemmerne til for at få et mandat i Region Nordjylland, hvis antallet af medlemmer her reduceres til 25. Det samme vil i øvrigt gælde for Region Midtjylland med 31 regionsmedlemmer." 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Ulrik Kjær

Professor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
ph.d. (Odense Uni. 1999), cand.oecon. (Odense Uni. 1994)

Heino Knudsen

Direktør, DanskHåndbold, fhv. regionsrådsformand (S), Region Sjælland
erhvervsuddannet

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024