Sundhedseksperter: Uklar ansvarsfordeling truer sundhedsreformen

Manglende styring kan føre til fragmenteret behandling og varierende sundhedsydelser, både i form af type, mængde og kvalitet, afhængig af patienternes geografiske placering.

Reformen har et potentiale til at forandre sundhedssektoren og skabe bedre sammenhæng i patientforløbene på tværs af sektorgrænser. Men reformens styringsmodel understøtter ikke, den ønskede udvikling og adresserer ikke udfordringer med fordeling af ansvar og beslutningskompetence mellem sundhedssektorerne.   

Sundhedsråd uden magt

Lad os komme med nogle eksempler.

I forslaget skal sundhedsrådene være den drivende kraft i udbygningen af det nære sundhedsvæsen. De skal skabe rammerne for sammenhængende patientforløb og skal håndtere samarbejde mellem sygehus, kommune og almen praksis om de nære sundhedsopgaver som almen lægehjælp og de plejeopgaver, der varetages af kommunerne.

Dermed skal sundhedsrådene navigere mellem både regionale og kommunale interesser og samtidig relatere til almen praksis. 

Det er en udfordring, at sundhedsrådene ikke har en selvstændig beslutningskompetence. Sundhedsrådene skal handle inden for regionens økonomiske og strategiske prioriteringer og har samtidig kun en begrænset økonomi. I det lys minder sundhedsrådene mest om en handlingslammet skolebestyrelse, der ikke bliver den drivkraft, de er tiltænkt.  

Der lægges i forslaget ganske vist op til, at sundhedsrådene får en selvstændig økonomisk ramme til at prioritere udvalgte opgaver i det nære sundhedsvæsen. I hele træskolængder svarer beløbet til cirka 450 kroner per borger.

Den begrænsede økonomi til at opstarte egne initiativer rækker knap til en skoleudflugt og kan derfor heller ikke kompensere for den manglende beslutningskompetence. 

Konkurrence i almen praksis

En anden betydelig udfordring er en styringsstruktur, som understøtter udflytningen af opgaver til almen praksis.

I forslaget er der lagt op til forandringer, der kan få vidtrækkende konsekvenser for hele praksissektoren. Overenskomsten om almen praksis erstattes med en smal rammeaftale om opgaver og økonomi, regionerne får øgede styringsbeføjelser, og med forslaget om at udvikle andre klinikformer lægges der op til, at almen praksis bliver konkurrenceudsat.

Det forandrer rollen for almen praksis, som går fra at praktisere under en forhandlet overenskomst til at være lægevirksomheder i konkurrence med andre udbydere.

Sundhedsrådene minder mest om en handlingslammet skolebestyrelse, der ikke bliver den drivkraft, de er tiltænkt.

Kent Kristensen, Børge Obel m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Uden en stærk reguleringsramme og incitamenter er der en risiko for, at konkurrenceudsættelsen fører til fragmentering i ydelserne og tab af kontinuitet i patientbehandlingen.  

Samtidig skal almen praksis have en større koordinerende rolle i at skabe sammenhæng i patientforløbene.

Forslagets ønske om mere behandling i hjemmet og en større koordinerende rolle vil kræve styring på tværs af sektorerne og en fælles datastruktur, men styringen må samtidig ikke blive så stram, at almen praksis ikke har råderum og kompetence til at træffe de beslutninger, der er nødvendige for at skabe sammenhæng i patientforløbet.  

Infrastruktur er nødvendig, men ikke løsningen

En tredje udfordring er målet om en fælles platform til datadeling på tværs af sektorerne og integrationen af teknologi med de eksisterende arbejdsgange.

I reformen lægges der særlig vægt på brugen af især datadeling, telemedicin og AI-værktøjer for at bringe sundhedsydelserne tættere på borgerne. Teknologi er ikke en løsning i sig selv.

En velfungerende digital infrastruktur er forudsætning for at optimere sundhedsvæsenet, men for at skabe værdi skal de fungere i samspil med de organisatoriske rammer. Udfordringen er derfor at skabe en sammenhæng til arbejdsgangene på sygehus, i hjemmesygepleje og i almen praksis. 
 
Fælles digital infrastruktur, datadeling, telemedicin og AI-værktøjer muliggør udflytning af patientbehandling til eget hjem og kan forbedre patientforløb ved at reducere behovet for hospitalsbesøg, ved brug af fjernkonsultationer og digital overvågning.

Udfordringen er at få den anvendte teknologi integreret, ikke kun med de eksisterende teknologiske løsninger, men også på tværs af sektorovergangene mellem sygehus, kommune og almen praksis. 

Fragmenterede forløb

I forslaget oprettes der et Nationalt Center for Sundhedsinnovation med formålet at fremme brugen af sundhedsteknologi samt Digital Sundhed Danmark, der skal understøtte udviklingen af en digital infrastruktur til deling af sundhedsdata på tværs af sektorgrænser.

Men uden beslutningskompetence ser det i den foreslåede struktur ud til at blive en svær opgave. 

På trods af reformens potentiale til at styrke nærhed og tilgængelighed i sundhedsydelserne, risikerer uklar ansvarsfordeling og begrænset beslutningskompetence at skabe fragmenterede patientforløb.

Reformen har ikke indbygget tilstrækkelige med incitamenter, der kan kompensere herfor og dermed sikre de ønskede forbedringer.