Hvor langt er regeringen nået med kulturpolitikken?
![En musikhandlingsplan er et af de initiativer, regeringen har sat i søen siden 2011.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/129953/11773.jpg)
Henrik Pedersen Noe
Samtlige mere eller mindre konkrete punkter på den kulturpolitiske del af regeringsgrundlaget er enten gennemført eller igangsat på datoen for regeringens toårs-jubilæum.
Daværende kulturminister Uffe Elbæk (løsgænger) fik blandt andet gennemført en obligatorisk fireårs-aftale om Det Kongelige Teater og stod samtidig bag nye initiativer som musikhandlingsplanen "Én musikscene – mange genrer 2012-2015" med særligt fokus på den rytmiske musik.
Nuværende kulturminister Marianne Jelved (R) har, siden hun tiltrådte posten i december sidste år, blandt andet lanceret initiativet "Danmark læser", hvor der er afsat 20 millioner kroner til at stimulere læselysten hos danskerne. Og i oktober kan hun se frem til at skulle forhandle en aftale igennem om omlægning af mediestøtten.