Alternativet melder sig ind i arbejdstidsdebatten med to nye forslag

Torsdag holdt Alternativet som det sidste af Folketingets partier sit sommergruppemøde. Få overblik over de vigtigste forslag fra partiet her.

Politisk leder i Alternativet Franciska Rosenkild flankeret af Christina Olumeko og Torsten Gejl til pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde
Politisk leder i Alternativet Franciska Rosenkild flankeret af Christina Olumeko og Torsten Gejl til pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemødeFoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Oskar Hammer Sylvestersen

En tidsopsparing på 100.000 kroner til alle over 25 år og en permanent trepartsinstitution, der skal sikre mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Det var de to vigtigste forslag, som Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, torsdag præsenterede i forbindelse med partiets sommergruppemøde, der blev afholdt på BaneGaarden i Sydhavnen i København.

Få overblik over de to forslag her.

100.000 kroner til alle borgere

Alternativet vil give alle danskere over 25 år en opsparing på 100.000 kroner, som skal stige med 5.000 kroner årligt.

Opsparingen skal gøre det lettere for danskerne at holde pauser fra arbejdsmarkedet, forklarede Franciska Rosenkilde:

”Tid er en enorm ressource for danskerne, og det skal vi tage langt mere alvorligt, end vi gør nu. Hvis vi giver mulighed for, at danskerne kan bestemme over deres egen tid, så vil det give langt mere værdi og overskud i tilværelsen.”

Ifølge Alternativet skal man selv bestemme, hvornår og med hvilket formål man vil have pengene udbetalt. Det kan være, når man har små børn, rejser eller videreuddanner sig.

Man skal kunne få udbetalt penge fra kontoen i månedlige rater i perioder, når man ikke er i beskæftigelse eller arbejder på nedsat tid.

Forslaget vil ifølge Alternativet koste omkring 200 milliarder kroner i det første år, når alle danskere skal have de 100.000 kroner. Pengene til denne udgift skal tages fra statens formue. Derefter skal de årlige 5.000 kroner finansieres ved at hæve pensionsafkastskatten og ved gradvist at fjerne rentefradraget.

Der blev af de fremmødte journalister sat spørgsmålstegn ved finansieringen af forslaget, men Franciska Rosenkilde mener, at den øgede fleksibilitet vil skabe et økonomisk overskud. 

”Vi kan se, at stress koster de danske virksomheder og arbejdsgivere cirka 16 milliarder om året. Der er mange udgifter ved at have et samfund, som vi har, hvor vi driver folk igennem uddannelse og arbejdsliv, og de udgifter er vores forslag et svar på," sagde Franciska Rosenkilde.

Læs også

Permanent trepart for arbejdsmarkedet

Alternativet foreslår også at nedsætte en permanent trepartsinstitution, der skal fremme aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og skabe større frihed og fleksibilitet for den enkelte arbejder. 

Formålet med en permanent trepart er ifølge partiet at skabe en kulturændring på de enkelte arbejdspladser, så det bliver lettere og mere normalt at gå ned i tid, tage pauser fra arbejdsmarkedet og tilrettelægge arbejdstiden individuelt.

Alternativet fortæller, at deres forslag til en permanent trepartsinstitution skal være tilsvarende den, som regeringen tidligere har forslået. Regeringens bud på en permanent trepartsinstitution blev dog lagt i graven, da Fagbevægelsens Hovedorganisation valgte at takke nej til at deltage.

Men det er dog ikke noget, som slår Franciska Rosenkilde ud. Hun tror nemlig på, at denne trepart vil kunne skabe forandring. 

”Der er højst sandsynligt mange danskere, der tænker: ’det føles dejligt i hjertet det her, det vil jeg da foreslå til min arbejdsgiver, at de skal deltage i’ – og på den måde påvirker det her forslag jo, hvordan de forskellige parter arbejder.”

Hvad skal treparten arbejde med?
  • En permanent trepart skal arbejde for at det bliver en overenskomstmæssig ret at gå ned eller op i tid på den enkelte arbejdsplads. Alternativet vil have et ”fundamentalt opgør” med 37-timersnormen.
  • Der skal komme en udvidelse af fritvalgsordninger og opsparing af frihed. Ifølge Alternativet skal det sikre, at flere danskere får fleksibilitet til selv at vælge, hvordan de vil prioritere mellem løn og arbejdstid på forskellige tidspunkter i deres arbejdsliv.
  • På grund af den høje pensionsalder, skal det være lettere for danskerne at holde pauser i deres arbejdsliv. Den foreslåede trepart skal derfor arbejde for, at alle lønmodtagere på sigt får overenskomstbestemte rettigheder til at gå på orlov i længere eller kortere perioder efter behov.
  • Danskerne skal have ret til firedags arbejdsuge. Selvom en del arbejdspladser allerede har tidsopsparingsordninger, flekskonti og tidsbanker, mener partiet, at disse ofte har relativt lave loftsgrænser. En permanent trepart skal sikre, at tidsopsparingsordninger udbredes, og at de eksisterende modeller forbedres. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Franciska Rosenkilde

MF, politisk leder (ALT)
cand.scient.geo. (Københavns Uni. 2015), BA i Sundhed og Ernæring (Metropol Suhrs, 2010)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024