Kommentar af 
Niels Frid-Nielsen

Niels Frid: DR skal åbne sit arkiv

Selvom DR har fået 110 millioner kroner som en del af det nye medieforlig, jubler de ikke. For de er også blevet pålagt at åbne deres arkiv, skriver Niels Frid-Nielsen. *Indlæggets rubrik og underrubrik er ændret efter publicering. 

DR har i medieforligt fået 110 millioner kroner over de næste år. Til gengæld skal det statsejede medie åbne sine arkiver for danskerne.
DR har i medieforligt fået 110 millioner kroner over de næste år. Til gengæld skal det statsejede medie åbne sine arkiver for danskerne.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rettelse 25. august 14:03: Altinget er efter publicering af Niels Frid-Nielsens kommentar blevet gjort opmærksom på, at det ikke er DR’s såkaldte Mediearkiv med blandt andet råbåndsmaterialer, der skal gøres offentligt i forbindelse med medieaftalen. Der er derimod tale om DR’s arkiv med allerede færdigproducerede radio- og tv- udsendelser. Det betyder, at der ikke er belæg for flere af de påstande og eksempler, der fremføres i indlægget. Derfor er den oprindelige rubrik og underrubrik også ændret. Altinget beklager fejlen

-----------

Det ligner en ren foræring. Medieforliget, der for første gang i ti år nyder opbakning fra et bredt flertal af politiske partier, forærer DR 20 millioner kroner i 2023 og 30 millioner kroner om året i perioden fra 2024 til og med 2026.

Der er tale om en gave fra staten til DR på i alt 110 millioner kroner. Den eneste betingelse er, at de mange millioner kroner skal bruges til at give danskerne fri og gratis adgang til DR's arkiver.

Man skulle tro, at DR knapt kunne få armene ned i bar begejstring. Men det virker faktisk ikke som om, at DR ligefrem og proaktivt kaster sig jublende over den spændende opgave at give mediearkivet (som DR's arkiv kaldes) tilbage til de danskere, der siden 1926 har betalt for programproduktionen i DR.

Jeg har set en programmedarbejder kalde tidligere statsminister Poul Schlüter for et "fascistsvin" i DR's mediearkiv.

Niels Frid-Nielsen
Journalist, kulturkommentator

Faktisk er der gode grunde til DR-ledelsens mangel på begejstring. Mediearkivet er nemlig fyldt med sjofle bemærkninger, intriger, eder, forbandelser og anden snavs.

Jeg har hørt en tidligere topchef brokke sig over udgifterne til DR Koncerthuset i DR's mediearkiv. Jeg har set en programmedarbejder kalde tidligere statsminister Poul Schlüter for et "fascistsvin" i DR's mediearkiv. Jeg har selv bandet, svovlet og i det hele taget småsludret, intrigeret og fremført platte vittigheder i DR's mediearkiv i de år, jeg arbejdede i huset.

Sagen er nemlig, at folk siger de særeste ting, inden de går på, det vil sige i optagelse i radio- og tv-studierne. Inden et interview begynder – live eller forud produceret – foregår der ofte lidt småsnak mellem journalist/vært og den, der skal interviewes.

Der er tale om en slags opvarmning, hvor de verbale muskler løsnes, gæsten gøres tryg og tilpas før det kommende interview. Journalisten benytter ofte vittigheder og muntre bemærkninger som en del af det professionelle arbejde med at sikre en god stemning i studiet. Til visse tv-produktioner hyrer man endda stand up komikere til at fyre upassende jokes af inden udsendelsen begynder.

Det er klart, at den slags snavs, grovheder og sjofel tale i DR's mediearkiv kan virke upassende, hvis de uden videre offentliggøres udenfor sammenhæng.

Her burde DR's ledelse fra første færd have grebet fat om ondets rod og erklæret, at man selvfølgelig var parat til at give danskerne deres mediearkiv kvit og frit tilbage, men at man kun vil offentliggøre de dele af arkivet, der allerede har været offentliggjort.

Med rettidig omhu havde åbningen af arkivet været mere uproblematisk for DR i dag.

En anden bekymring går på, at de 100 millioner kroner vil række som en skrædder i helvede, når først DR's tunge administration går i gang med at sprænge budgettet. DR har ikke gode erfaringer med økonomistyring, og derfor regner man sikkert allerede med, at offentliggørelsen af mediearkivet vil blive dyrere end beregnet.

Det vil nemlig kræve en del administration at gøre mediearkivet tilgængeligt for befolkningen. Mange optagelser er arkiveret under kryptiske titler, forkortelser og datoer.

DR er så stort et hus, at den enkelte journalist kan være nødt til at sikre, at et solointerview ikke udsendes af andre, inden det bringes i den tiltænkte udsendelse. Arbejdet med at forsyne optagelser med brugervenlige titler kan realistisk set godt gå hen og blive temmelig omfattende.

Der er også frygt for, at demokratisering af mediearkivet vil føre til nye fyringsrunder. DR viste ved forrige fyringsrunde, at man foretrak it-support fremfor programmer. Det er derfor ikke helt ubegrundet, når programmedarbejdere i dag frygter, at næste gang vælger direktionen at fyre journalister for at få råd til bibliotekarer, der kan administrere arkivet.

Mediearkivet er digital kulturarv, der vil kunne berige familier over det ganske land. Et åbent mediearkiv vil gøre kulturarven levende til hverdag for familien Danmark.

Niels Frid-Nielsen
Journalist, kulturkommentator

Til al det er der bare at sige, at DR-ledelsen må besinde sig på, at DR er et mediehus, der er sat i verden til at producere udsendelser til radio, tv og internet i den rækkefølge.

Uanset hvor forhippet DR-direktionen er på at være en del af den fagre nye digitale verden, er DR først og sidst et mediehus, der skal producere udsendelser. Når radio nævnes i DR's navn, er det, fordi netop radiomediet er bærende for den demokratiske samtale herhjemme. Radio er billig og nemt at producere – og radio kan lyttes over alt morgen, middag og aften.

Men der skal også mange radiotimer til at producere de gyldne øjeblikke, der kan sikre DR en gylden fremtid som danskernes foretrukne producent af indhold. 

Sagen er jo, at en fri og gratis åbning af mediearkivet vil vise danskerne, at DR er langt mere end en samling røde lejesvende, der indoktrinerer befolkningen med venstresnoede synspunkter.

DR er også:

  • Tipsfodbold
  • Gunnar "Nu" Hansen, Kim Schumacher og Jørgen Mylius
  • Tine Brylds samtaler med unge i Tværs på P4 i P1
  • Kaj og Andrea
  • Thomas Winding i børne-tv
  • Casper og Mandrilaftalen
  • Holdningsløse Tidende og andre satiriske formater
  • Radio Rita
  • Danske atleter og kunstnere der præsterer på alverdens scener
  • Historiske øjeblikke fra det 20. århundrede

Med en gratis åbning af mediearkivet vil DR bogstaveligt talt give programindholdet tilbage til de skatteydere, tidligere licensbetalere, der har betalt for DR's gyldne stunder. Mediearkivet er digital kulturarv, der vil kunne berige familier over det ganske land. Et åbent mediearkiv vil gøre kulturarven levende til hverdag for familien Danmark.

Forhåbentlig vil DR's åbning af mediearkivet føre til, at TV2 og andre mediehuse lader sig inspirere til at åbne deres arkiver, ligeledes til glæde for danskerne.

Åbningen af mediearkivet kan og bør blive et fantastisk visitkort for DR - og et bevis på, hvor langt vi er nået med digitaliseringen i Danmark.

*I en tidligere version var indlæggets rubrik: "DR skal åbne sit mediearkiv. Det er fyldt med sjofle bemærkninger, intriger og anden snavs". Det er ændret, da der ikke er tale om DR's interne såkaldte mediearkiv, men derimod om arkivet med tidligere sendte og færdigproducerede radio- og tv-programmer. Altinget beklager fejlen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Forfatter, kulturkommentator på Altinget, foredragsholder, journalist
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024