EL: Kultur er ikke kun for eliten

Af Søren Søndergaard (EL)
Kulturordfører

Frem for alt handler det om, at vi både tør og formår at tænke kulturen ind i alle andre politikområder.

Søren Søndergaard (EL)
Kulturordfører

For et par uger siden var jeg på Kulturmødet på Mors og deltog i den forbindelse i min første debat med de andre kulturordførere.

Egentlig blev jeg lidt skuffet. Ikke over Kulturmødet eller de andre ordførere i sig selv. Men over, at vores debat i for høj grad kom til at handle om, hvordan forholdene for eliten fremmes og forbedres.

Jeg har intet imod elite. Jeg synes også, at der skal være gode forhold for de bedste til at stræbe efter det ypperste. Hvad enten det drejer sig om musik, malerier, dans … eller idræt.

Men er det virkelig vores største kulturpolitiske problem i dag?

Sammenhængskraften forsvinder 
Kigger man sig omkring, er det åbenlyst, at der foregår en ghettoisering af det danske samfund, hvor parallelsamfund vinder frem. Hvis man tror, at det alene handler om sociale eller udlændinge-ghettoer, så sidder man formentlig allerede solidt fanget i ét.

Tendensen rammer alle dele af samfundet, hvor vi mere og mere omgås dem, som ligner os selv. En tendens, som forstærkes af det politisk nærede ønske om at gøre os til kunder i ”Det danske samfund A/S” i stedet for medborgere. Når man er utilfreds med sit barns skole, så bliver man ikke aktiv i forældrerådet, men flytter barnet til en anden skole.

Der er mange samfundsmæssige forklaringer på denne udvikling. Men det ændrer ikke ved, at udviklingen er farlig. For hvis udviklingen får lov til at fortsætte, og vi mere og mere mister forståelsen og empatien for ”de andre”, så forsvinder sammenhængskraften på et tidspunkt. Så kan det blive alles kamp mod alle.

Kultur – det dyrkede – er et redskab til at fastholde sammenhængskraften. Men det kræver, at kulturpolitikken netop handler om de mange og ikke de få.

Fire kulturpolitiske grundpiller
For mig bygger god kulturpolitik på fire grundpiller: folkeoplysning, dannelse, nyskabelse og mangfoldighed.

Skal disse grundpiller kunne bære, så kræver det, at en lang række ting er i orden. For eksempel at der er nem og lige adgang til biblioteker, museer og højskoler. For eksempel at alle børn og unge har reel mulighed for at få støtte til at udvikle deres talenter, hvad enten det er i den daglige skoleundervisning, på musikskolen eller i fodboldklubben. Og for eksempel at der er ordentlige vilkår for skabende kunstnere.

Bare på de få områder, som jeg nævner her, er manglerne til at tage og føle på. Og det kan ikke løses ved at flytte lidt kulturpenge fra hovedstaden til provinsen, nedlægge en scene på Det Kongelige Teater eller sælge Danmarks Radio til Rupert Murdoch. Det handler om noget langt større – om en kulturel oprustning. Selvfølgelig drejer det sig også om penge, men frem for alt handler det om, at vi både tør og formår at tænke kulturen ind i alle andre politikområder. Men vil vi?