Forfatter: Misvisende debat om ytringsfrihed

Af Egon Clausen
Forfatter og medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd

Regulære landsbytosser og hæmningsforladte dilettanter kan definere sig som kunstnere og påberåbe sig den kunstneriske ytringsfrihed som en ret til at håne og spotte diverse mindretal

Egon Clausen
Forfatter og medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd

Debatten om ytringsfrihed løber som en skygge ved siden af mange debatter om helt andre emner.

Ofte er den både aggressiv og diffus, for ingen ved tilsyneladende, hvad der menes med ytringsfrihed, og hvor dens grænser går, og helt galt bliver det, når man kommer til den kunstneriske ytringsfrihed, for ingen tør sige, hvad der er kunst, og hvori kunstnerisk kvalitet består.

Går ud over muslimer
Det medfører, at regulære landsbytosser og hæmningsforladte dilettanter kan definere sig som kunstnere og påberåbe sig den kunstneriske ytringsfrihed som en ret til at håne og spotte diverse mindretal, mens redaktører og journalister bliver beskyldt for at krænke ytringsfriheden, blot fordi de gør deres pligt og siger nej tak til indlæg, de ikke vil offentliggøre.

Debatten kan være både hård og dum. Sommetider får man det indtryk, at kravet om ytringsfrihed bruges som et argument for retten til at pisse på alle og enhver, man ikke bryder sig om. Det går især ud over muslimer.

Det muslimske spøgelse er nemlig altid med i baggrunden i disse år. Stærke kræfter ønsker åbenbart at gøre dette gespenst så stort som muligt. For et par år siden havde ugebrevet A4 således et vist held med at påstå, at danske forfattere underkastede sig en massiv selvcensur af frygt for muslimer.

Store medier hopper med på bølgen
Påstanden havde ikke noget på sig, men blev ikke desto mindre genfortalt i alle de store medier. I nyhederne på DR så man således flere gange en skælvende kvindehånd, der skrev på et stykke papir, mens en alvorstung stemme fortalte, at den pågældende havde opgivet at skrive en roman af frygt for muslimsk terror, og som om det ikke var nok, havde denne frygt også medført, at forfatterinden ikke turde opgive sit navn, så seerne måtte nøjes med den skælvende hånd og en tåget fornemmelse af, at der nok var noget om snakken.

Sådan fungerer det: Vage antydninger, gentagelser, lette fordrejelser og påtaget alvor, men intet konkret. Ingen navne. Ingen beviser. Alt var uklart, bortset fra hensigten, som gik ud på, at der igen skulle hetzes mod muslimer, og nu gentager det sig.

Forleden kom endnu et spørgeskema fra A4 med uklart formulerede spørgsmål om selvcensur, religiøse følelser og angst for muslimer. Mange forfattere nægter gudskelov at svare. Det skyldtes ikke, at ytringsfriheden er dem ligegyldig, men fordi spørgsmålene ikke rammer i plet.

Gode tekster kræver selvcensur
Den seriøse forfatter ved nemlig, at gode tekster kræver stærk selvcensur. Han eller hun ved også, at kravet om at udtrykke sig kan melde sig som en nødvendighed, der er så stærk, at den tilsidesætter al pænhed og alle hensyn.

For mange er det en idealtilstand, men den kan være svær at leve med og kan udløse både angst og bekymring, men det skyldes ikke, at man er bange for muslimer, men at man frygter, at evnerne ikke slår til, eller at man ikke er modig og hensynsløs nok til at fortælle den sandhed, der venter på at komme frem.

Denne angst og bekymring er en del af de vilkår, som den skabende kunstner lever med. Men at reducere sådanne eksistentielle vilkår til frygt for islamisk terror er at degradere dem til polemik i døgnets debat, og det er ganske enkelt for småt.