Går kulturkronerne til kunsten?

Selvfølgelig skal der være nogle mennesker til at drive et teater, men det helt centrale må være, at kunsten er det, der får de fleste penge.

Lars Salling
Formand for Danmarks Teaterforeninger

Af Lars Salling
Formand for Danske Teaterforeninger 

"Målet kan vel ikke være, at der skal ligge et teater på hvert gadehjørne?"

Det retoriske spørgsmål kom fra teaterleder Pelle Koppel, Teater V, under den debat om prioritering af kulturmidlerne, Danmarks Teaterforeninger netop har arrangeret.

Debatten sluttede en tredages teatermesse, hvor alle de producenter, der har forestillinger på turné i næste sæson, præsenterer dem for de frivilligt drevne teaterforeninger og for kulturhuse og andre teatre.

Baggrunden for Koppels udsagn var, at begrebet "kulturmidler" er ret luftigt.

Det er et overordnet beløb, men hvor mange af de millioner kroner, der hvert år bruges på scenekunstområdet, går reelt til selve kunsten? Til den enkelte forestilling?

I det tal, man bruger, når man for eksempel taler om et enkelt egnsteater eller Det Kgl. Teater, er det det samlede beløb, man bruger. Dermed altså også de penge, der går til administration, til husleje og el-udgifterne.

Flere penge til kunsten
Men hvorfor er det interessant at tale om, hvor mange penge, der er til at skabe kunst for?

For os i teaterforeningerne er det overordentligt interessant. Teaterforeningerne er publikumsorganisationer.

Det vil sige, at teaterpublikummet er medlemmer af foreningen og blandt publikum vælger man en bestyrelse af frivillige kræfter, der påtager sig at arrangere en teatersæson sammensat af forestillinger fra professionelle teaterproducenter.

Så i teaterforeningerne er der ingen udgifter til administration, mens husleje og andre udgifter svinger fra kommune til kommune.

Derfor er det interessante for os i teaterforeningerne netop kunsten. Selve forestillingen.

For publikum er det helt afgjort ønskværdigt, at der er flest mulige midler til at skabe kunst for, så man i provinsen også kan se nogle af de store, meget omtalte forestillinger fra København eller kan få besøg af Den Jyske Operas forestillinger.

Så for publikum over hele landet er det ikke uvæsentligt, at det er dét, de fleste kulturkroner bruges på, frem for administrationen af et teater.

Selvfølgelig skal der være nogle mennesker til at drive et teater, men det helt centrale må være, at kunsten er det, der får de fleste penge.

Derfor er det ikke uvæsentligt at udskille denne budgetpost i en diskussion om fordelingen af midlerne.

I debatten i søndags sagde Liberal Alliances kulturordfører, Mette Bock, at hun ikke nødvendigvis ville sige nej til, at kulturen skulle have flere midler.

Men det ville ikke ske med hendes stemme, før man havde set på de enkelte institutioners forbrug til administration og andre udgifter. Set på om noget kunne gøres anderledes.

Dansk teater trænger til det gennemsyn.
Før i tiden var det med Kulturministeriets udgivelse "Kulturens penge" lettere at udskille tallene fra hinanden for alle grene af kulturlivet.

Det gavner dybest set ikke scenekunsten, hvis vi bliver ved med at tale generelt. For selv om det kan være næsten umuligt at samle hele teatermiljøet om noget som helst, kan vi vel blive enige om, at det vigtigste er, at kunsten har midler til at skabe værker af høj kvalitet?

Så nej, der skal ikke ligge et teater på hvert gadehjørne. For det vil betyde, at en stor del af midlerne går til mursten.

Men der må godt være teater på – om ikke hvert så på – hvert andet gadehjørne.

For publikum kan møde det gode teater på mange måder og i mange slags rum.