Have: Dialog er eneste våben i kampen for ytringsfrihed

Af Christian Have
Kreativ direktør, Have Kommunikation

Det kan være en omstændelig og ofte langtrukken proces altid at skulle tale om tingene. Men det er den eneste måde, vi som samfund kan udvikle os på, hvis ikke det demokratiske fundament skal smuldre under os.

Christian Have
Kreativ direktør, Have Kommunikation

Den kunstneriske ytringsfrihed er fundamental for samfundsudviklingen. Det er, når vi udtrykker os kunstnerisk, at vi tillader os selv at være mest radikale.

Det gør vi, fordi vi i kunsten ikke er bundet af de regler og normer, der kendetegner vores øvrige liv, hvor vi agerer som samfundsborgere i henholdsvis en politisk, religiøs, familiær og professionel kontekst.

I kunsten kan vi give udtryk for, hvordan verden kunne se ud på en helt anden måde. Og vi kan give udtryk for, hvordan vi egentlig opfatter den, når førnævnte bindinger er lagt på hylden.

Det er dermed gennem kunsten, at vi har en helt særlig mulighed for at lægge kimen til samfundsmæssig forandring. Det gør den kunstneriske ytringsfrihed til selve forudsætningen for den generelle samfundsmæssige ytringsfrihed og udvikling.

Dialog er eneste våben
På det nyligt veloverståede Kulturmøde på Mors pointerede Jyllands-Postens Flemming Rose, at vores samfund i de kommende år kun vil blive mere og mere multikulturelt – og at dette netop kræver, at vi styrker den kunstneriske ytringsfrihed. Fordi den naturligt kommer under øget pres, når forskellige kulturer og toleranceniveauer møder hinanden.

I et demokratisk samfund har vi kun ét våben, når vi føler, at den kunstneriske ytringsfrihed er truet. Og det er dialogen.

Dialogen er en essentiel del af kunsten, fordi kunsten altid rækker ud over sig selv og sine egne grænser. Et kunstværk er altid en dialog mellem den givne afsender og værkets potentielle, tiltænkte og egentlige modtagere. Og det er grunden til, at den spiller så vigtig en rolle i et demokratisk samfund.

For mange bliver det naturligt at se skeptisk på kunsten, fordi den så nemt indtager rollen som katalysator for provokation. Selvfølgelig skal kunsten kunne provokere. Men der er mange måder at provokere på. Provokationen kan sagtens have som formål at gå i dialog, når forskellige tanker og idéer udfordres og anskues på nye måder. Det har en række kunstnere så glimrende eksemplificeret gennem deres kunst – eksempelvis Jens Galschiøt, Anders Morgenthaler og Hassan Preisler.

Misbrug gør større skade end gavn
Det er et andet formål, end når man decideret går efter at forulempe personer og idelogier, som man ikke er enig med – politisk, religiøst eller kulturelt. I sådanne tilfælde er der ikke tale om dialog. Provokation for provokationens skyld udspringer af et ønske om konfrontation.

Fordi den kunstneriske ytringsfrihed dermed kan misbruges til at gøre større skade end gavn, er der et behov for at placere et ansvar for dens anvendelse. Men snarere end at indskrænke ytringsfriheden juridisk eller gennem æstetisk smagsdommeri, bør ansvaret for ikke at gå over grænsen placeres hos den enkelte kunstneriske udøver – og ikke i det politiske eller religiøse univers.

Når grænserne så alligevel krydses fra tid til anden, må vi gribe til det selvsamme våben som før: nemlig dialogen. Det kan være en omstændelig og ofte langtrukken proces altid at skulle tale om tingene. Men det er den eneste måde, vi som samfund kan udvikle os på, hvis ikke det demokratiske fundament skal smuldre under os.