Debat

Have: Øget kunststøtte er garant for ytringsfrihed

DEBAT: Et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv kan sikre vores ytringsfrihed. Derfor bør kunststøtten og kulturbudgetterne være markant større, skriver Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation.

Et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv sikrer ytringsfriheden, skriver Christian Have, kreativ direktør, Have Kommunikation.
Et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv sikrer ytringsfriheden, skriver Christian Have, kreativ direktør, Have Kommunikation.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Have
Kreativ direktør, Have Kommunikation

Det samfund, der tør opmuntre til skarpe, frie og begavede kunstneriske ytringer, er et samfund med minimal risiko for at bukke under for ekstremistiske bevægelser og tankemønstre.

Christian Have
Kreativ direktør i Have Kommunikation

Der er et argument, der lyder, at den kunstneriske ytringsfrihed er forudsætningen for den generelle samfundsmæssige ytringsfrihed. Godtager vi dette argument, stiller det kunsten og kulturen i et andet lys, end vi almindeligvis betragter den i.

Fakta
Kunstneres ytringsfrihed er med digitaliseringen og globaliseringen for alvor kommet på dagsordenen de seneste år. Ikke mindst efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som nu har lagt satire om profeten Muhammed på hylden.

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Er den kunstneriske ytringsfrihed truet? Er censur og selvcensur en del af hverdagen som kunstner? Og går der en grænse for ytringsfrihed?
Deltag i debatten!

Sen dit indlæg til [email protected]

I mit foregående indlæg i dette tema præsenterede jeg netop dette argument. Jeg påpegede, at det er, når vi udtrykker os kunstnerisk, at vi tillader os selv at være mest radikale. Fordi vi i kunsten ikke er bundet af de regler og normer, der kendetegner vores øvrige liv, hvor vi agerer i henholdsvis en politisk, religiøs, familiær og professionel kontekst. Fordi vi i kunsten kan give udtryk for, hvordan verden kunne se ud på en helt anden måde – og hvordan vi egentlig opfatter den, når førnævnte bindinger er lagt på hylden.

Dermed er det gennem kunsten, at vi har en helt særlig mulighed for at lægge kimen til den samfundsmæssige forandring og udvikling.

Dette gør kunsten – og kulturen i bredere forstand – til så meget mere end underholdning, billetsalg, oplevelsesøkonomi, hitlister eller tidsfordriv forbeholdt et vist udsnit af befolkningen. Det gør kunsten til selve demokratiets livsnerve. Til noget virkelig dyrebart, som vi derfor må værne om.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Sats langt mere på kunst og kultur
Ét aspekt er at sikre selve den kunstneriske ytringsfrihed. Et andet er at sikre den højest mulige kvalitet af ytringerne. For des mere begavede, skarpe og originale disse ytringer er, jo mere værdi har de set i dette perspektiv. Jo mere vil de modarbejde vores egen intolerance, de ekstremistiske gruppers intellektuelle bevægelsesfrihed – og dermed de samfundsmæssige konfrontationer, der kan koste dyrt på helt andre budgetter.

Derfor bør vi satse mere markant på kunsten og kulturen og skabe langt bedre rammebetingelser for den kunstneriske skabelse.

Lad os opruste kunststøtten og kulturbudgetterne. Lad os forbedre de kunstneriske formidlingsplatforme og sikre langt bedre driftsvilkår for institutionerne. Lad os opprioritere drama- og forfatterskolerne og de øvrige kunstneriske uddannelser. Lad os skabe initiativer for børn og unge og i samme åndedrag indse, at den kreative folkeskole ikke blot er en hyggelig idé, men en decideret nødvendighed. Og lad os bruge kræfter på talentudvikling og sikre den stærkest mulige fødekæde, der kan sikre, at den bedst mulige kunst når ud til det størst mulige publikum.

Et mindre sårbart samfund
Det samfund, der tør opmuntre til skarpe, frie og begavede kunstneriske ytringer, er et samfund med minimal risiko for at bukke under for ekstremistiske bevægelser og tankemønstre.

Ingen demokratiindskrænkende tilnærmelser går fri i sådan et samfund. Ethvert forsøg på at begrænse ytringsfriheden vil blive mødt af billedkunstens pensel, teatrets udtryk, musikkens noder, filmens fagter og litteraturens skarpe pen. Og det vil blive diskuteret af publikum, af det øvrige kulturliv, af den frie presse og af de folkevalgte politikere.

Med angrebene på Salman Rushdie, Kurt Westergaard, Charlie Hebdo og Krudttønden har vi allerede set talrige eksempler på de kræfter, der ønsker at begrænse den kunstneriske ytringsfrihed. Og det gør de, fordi den er så vigtig – fordi den netop er værd at gå efter.

Der er ingen bedre måde at sikre ytringsfriheden på end ved at have et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv. Og det er hovedårsagen til, at vores investering i dette område bør være markant større.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Have

Kultur- og medierådgiver, grundlægger og ejer, Have Kommunikation & PR, forfatter, tv-vært
Dansk, Københavns Universitet

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024