Jelved: Kulturbesparelser er unødvendige

Af Marianne Jelved (R)
Kulturordfører og tidligere kulturminister 

Kulturbesparelserne er enten en bevidst handling, hvor man tænker, at ”det skidt” også skal bøde, for så vigtigt er kultur altså ikke, eller det er helt og aldeles udtryk for uforstand.

Marianne Jelved (R)
Kulturordfører

Det er en træls situation, som kunst og kultur er kommet i.

De udsættes for besparelser, som andre former for virksomheder kan kompensere for ved at effektivisere driften. Der er jo ikke tvivl om, at en fremstillingsvirksomhed, der laver græsslåmaskiner, hele tiden må overveje, om produktionen kan gøres hurtigere og smartere.

Og det kan den mange gange: der automatiseres, laves nye maskiner, lettere materialer, modeller, der er børnesikret osv. Derfor er vores køkkenudstyr af en helt anden karakter, end det var hos min mormor og senere hos min mor. Priserne falder også, fordi der er mere effektivitet i hele virksomheden.

I tresserne var der måske 250.000 heltids landbrugsbedrifter. I dag er der måske 10.000. Der er sket en fantastisk udvikling i maskinparken, og mange af bedrifterne kan klares af få medarbejdere. Der er ikke store karle- og pigehold. Så der er meget, der er forandret gennem den nyere tid.

Kun fantasien sætter grænser
Nu tager de blå partier så fat i kulturen. Den må også kunne gøres billigere. Nu er det jo kun fantasien, der sætter grænser. Effektiviser dialogerne i ”Inden for murene”. Halver alle orkestre i landet – eller halver antallet af orkestre.

Gør det samme ved teatrene. Eller udbyd teatrene til private virksomheder. Hvis ikke de kan sælges, så luk dem. Hæv entreindtægterne og billetindtægterne, så vi kan halvere den offentlige støtte.

Der er masser af muligheder, så vi kan sænke bilafgifterne med 30 procentpoint og fastfryse grundskylden. Det er til størst fordel for de bilejere, der har råd til de dyreste biler, og for de grundejere, der bor nord for København. Det er så også dem, der har råd til at betale mere i entre og for en teaterbillet. Så det skal nok gå alt sammen.

Unødvendige besparelser 
Det gamle klassesamfund stikker sin sorte snude op. En gang besparelser på kultur, der jo ender med at ske uden den store revolution, fordi de, der mister mulighederne, først opdager det, når tilbuddene udebliver.

Det mest triste er, at gik det første gang, så går det også næste gang. Og så vænner vi os til det. Men det kan jo være, at de blå mener, der er for meget kultur i landet. Og at kunstnere kan nøjes med at være kunstnere i weekenden, så de kan passe et almindeligt job i verden. Det må jo være frivilligt, hvad man bruger sin fritid til, når man kan forsørge sig selv.

Det allerværste er, at det slet ikke er nødvendigt at skære 600 millioner kroner ud af de godt fire milliarder kroner, der går til statens kultur- og kunstinitiativer. Finansloven står og falder ikke med de 600 millioner kroner. Kulturbesparelserne er enten en bevidst handling, hvor man tænker, at ”det skidt” også skal bøde, for så vigtigt er kultur altså ikke, eller det er helt og aldeles udtryk for uforstand. Enten – eller!