Kulturinstituttet i Bruxelles finder ny chef
Per Erik Veng skal fra efteråret være chef for Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles. Han forlader dermed ambassaden i Berlin, hvor han er presse- og kulturchef.
![Sara Ridder](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4813-sara-ridder-2-48.jpg)
Sara Ridder
RedaktionsassistentDen nuværende presse- og kulturchef på den danske ambassade i Berlin, Per Erik Veng, får nyt arbejde til efteråret. Han bliver chef for Kulturinstituttet i Bruxelles, som opgraderes til at dække såvel Benelux-landene som det tyske sprogområde, dvs. Tyskland, Østrig og Schweiz.
Han har været seks år på ambassaden i Berlin og arbejdet med internationalt samarbejde, med kulturudveksling og formidling af dansk kunst, kultur og kreativitet. Tidligere har han i 19 år arbejdet som kunstnerisk og administrativ chef for DR Symfoniorkestret og DR-korene.
Kulturinstituttet arbejder på at styrke indsatsen for, at danske kulturaktører kommer med i de samarbejder, der giver øget adgang til de finansieringsmuligheder, som EU-systemet rummer. Hovedkontoret er placeret i København og instituttet har afdelinger i Skt. Petersborg, Riga, Warszawa og Bruxelles.
"Vore nabolande mod syd er nogle af de vigtigste markeder for dansk kultur. Der er et stort og meget rigt kulturliv samt en omfattende interesse og nysgerrighed – også i forhold til Danmark. Kulturen er i dag endnu væsentligere end nogen sinde i forhold til at skabe sammenhængskraft for et land i interaktion med den omgivende verden - især med de omfattende udfordringer, den gamle europæiske verden står overfor,” udtaler han i en nyhed på instituttets hjemmeside.
Kulturinstituttet har tidligere haft chefer som Else Christensen-Redzepovic og Klaus Bondam. Per Erik Veng tiltræder stillingen 1. september.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/5327/per-erik-veng.jpg)