Baglandet vragede to af partitoppens profilerede forslag. Men Mette Frederiksen har fuld kontrol over sit parti

Til stor glæde for baglandet, der var vilde med den klassiske S-udgave af Mette Frederiksen, der havde Arne-pension, indgreb mod boligspekulanter og en stram udlændingepolitik som omdrejningspunkter. Mærkesager, der igen blev hevet frem på kongressen.

Det seneste kursskifte kom umiddelbart efter EU-valget, der tydeligvis chokerede Mette Frederiksen. Indtil da havde hun haft en stålsat tro på, at de elendige meningsmålinger blot var løse advarsler fra baglandet, og at vælgerne ville vende tilbage, når det blev alvor.

Den illusion blev brutalt flået i stykket af EU-nederlaget, hvor det gule kort blev skiftet ud med et rødt. Resultatet understregede, at den utilfredshed med SVM-regeringen, alle målinger viser, sagtens kan materialisere sig i et valgresultat.

Dét resultat tog Mette Frederiksen ned, og allerede få dage efter begyndte hun at tale om "den gamle Mette, som hun måske også selv savnede". Efter sommer kom så det overraskende pensionsudspil, og den stadig større distancering til den "mærkelige" SVM-regering, S-formanden for ikke så længe siden var udelt begejstret for.

Slog ørerne ud
Kritikere vil se kursskiftet som "endnu et udslag af Mette Frederiksens populisme", vel at mærke i negativ betydning. Men populisme kan også tolkes mere positivt, som en politiker, der lytter til bekymringen over regeringssamarbejdet med de borgerlige, ligesom hun tidligere har lyttet til bekymringen over udlændingepolitikken.

Ingen anden kunne være blevet hyldet så kort tid efter et stort nederlag, men Mette Frederiksen er den stærkeste S-formand i et halvt århundrede.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Derfor var stemningen på kongressen paradoksalt bedre end sidste år, hvor Mette Frederiksen ellers kom med et fantastisk folketingsvalg i bagagen.

Sidste efterår var kommunerne plaget af store nedskæringer, samtidig med der blev givet skattelettelser, og der var ikke synderlig begejstring over Mette Frederiksens pisk for at få danskerne til at arbejde mere - garneret med løsrevne Stauning-citater om arbejdets velsignelse.

Alt det er væk nu, og det er hævet over enhver tvivl, at Mette Frederiksen også er partiets leder i næste valgkamp. Hun har genfundet sin gamle kampgejst og har smækket sig ind på den danske scene igen, efter der i næsten halvandet år var spekulationer om diverse internationale topposter.

Uroen i folketingsgruppen og de hidsige positioneringer om arvefølgen er forbi, og de folketingsmedlemmer, der havde snuden for langt fremme i forventning om et lederskifte, er blevet belært om, at Mette Frederiksen ser loyalitet som en vigtig egenskab, når hun skal udnævne ministre.

Tabte afstemninger
Der var dog et par sten i skoen:

For det første lykkedes det ikke partiledelsen at komme igennem med et forslag om at tillade dobbeltmandater, så folketingsmedlemmer havde fået mulighed for at stille op ved kommunalvalget næste år. Forslaget fik ganske vist flertal, men der var langt til de to tredjedeles flertal, der kræves ved vedtægtsændringer.

Rent praktisk kan det få den konsekvens, at Socialdemokratiet mister det boost, det kunne have givet ved kommunalvalget, hvis man havde fået lov til at supplere spidskandidaterne med en række profiler som Ida Auken, Frederik Vad og Mette Reissmann.  

Men et stort nederlag for partiledelsen var det nu ikke.
Mette Frederiksen var ikke selv på talerstolen til debatten om dobbeltmandater, og modstanden var et isoleret organisatorisk spørgsmål uden forbindelse til den overordnede politik.

For det andet tabte partiledelsen også en afstemning om at indføre bindende kønskvoter på partiets opstillingslister. I stedet blev der vedtaget en blødere formulering om at "tilstræbe, at der ikke er mere end 60 procent af et køn."

Det var en stor skuffelse for nogle af partiets kvinder, men heller ikke den afstemning rokker ved Mette Frederiksens kontrol med partiet. Selvom hun støttede forslaget, har kønskvoter aldrig været noget, S-formanden har været voldsomt optaget af, og hun havde ikke investeret meget prestige i at få forslaget vedtaget. 

Sidder med den bedste hånd
Løfter man blikket op fra S-kongressen i Aalborg, har udviklingen rundt om socialdemokraterne styrket Mette Frederiksens position. Mens det for et års tid siden så ud til, at Lars Løkke Rasmussen ville være den, der stod med de fleste muligheder efter et valg, er kortene nu anderledes fordelt.

Konflikten om uddannelsespolitik er langt fra så strategisk farlig som den 20 år lange S-R konflikt om udlændingepolitik

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Med Inger Støjbergs (DD) harske kommentarer og Morten Messerschmidts helt ultimative afvisning af Løkke, som DF-formanden - taget for pålydende - ikke engang vil gøre til digitaliseringsminister, fortoner et blåt alternativ sig for Moderaternes opportunistiske, men taktisk begavede leder.

Tonerne fra det radikale landsmøde i weekenden var ret krigeriske over for socialdemokraterne, når det gælder uddannelsespolitik, men konflikten på det område er langt fra så strategisk farlig som den 20 år lange S-R-konflikt om udlændingepolitik. Når det gælder uddannelse er der trods alt en landingsbane, hvis viljen er til stede. 

S-formanden har meget lang vej hjem for at genvinde den tillid, hun på rekordtid tabte hos sine kernevælgere. Men hun har fundet den eneste mulige vej tilbage.

Som det ser ud lige nu, er Mette Frederiksen det bedste bud på en statsminister efter næste folketingsvalg.