Ny Carlsbergfondet har fået ny formand
Per Bang Thomsen
JournalistNy Carlsbergfondet har fået ny bestyrelsesformand.
Karsten Ohrt, der i dag er direktør for Statens Museum for Kunst, overtager 1. januar 2014 posten som formand for bestyrelsen i den indflydelsesrige kunstfond.
Karsten Ohrt overtager efter Hans Edvard Nørregård-Nielsen, som valgte at træde tilbage tidligere på efteråret efter 25 år på posten.
"Vi har med udpegningen af Karsten Ohrt valgt en person med stor kompetence, indsigt og respekt i den danske kunstverden til jobbet som formand for Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Jeg er overbevist om, at Karsten Ohrt dels vil forstå at forvalte den historiske arv, dels vil forny Ny Carlsbergfondets rolle i et samfund under konstant forandring," udtaler Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsbergfondet, i en pressemeddelelse.
Formandsposten i Ny Carlsbergfondet rummer en helt unik mulighed for at forandre og forbedre kunstens rammevilkår i Danmark de næste mange år. Den udfordring glæder jeg mig meget til.
Karsten Ohrt
Ny bestyrelsesformand for Ny Carlsbergfondet
Unik mulighed
Karsten Ohrt har i de seneste seks år været direktør for Statens Museum for Kunst, og han har blandt andet stået bag en en omfattende fornyelse af museet.
Ved siden af det har han siddet med i Ny Carlsbergfondet bestyrelse fra 1993 til 2007. Derudover har han tidligere været direktør for Kunsthallen Brandts (1988-2007), museumsinspektør på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg (1979-1988) og er uddannet mag.art. i kunsthistorie.
Karsten Ohrt skriver i pressemeddelelsen, at han forlader Statens Museum for Kunst med vemod. Museet er ved at afslutte en gennemgribende fornyelse, og han har et rigtig godt samarbejde med medarbejderne og ledergruppen, understreger han.
"Men vejet på vægten i forhold til at blive formand for Ny Carlsbergfondet, så kan jeg se meget spændende perspektiver heri. Formandsposten i Ny Carlsbergfondet rummer en helt unik mulighed for at forandre og forbedre kunstens rammevilkår i Danmark de næste mange år. Den udfordring glæder jeg mig meget til," udtaler Karsten Ohrt i pressemeddelelsen.
Det bliver nu op til Kulturministeriet at finde den nye direktør for Statens Museum for Kunst.
Baggrund:
Ny Carlsbergfondet blev stiftet i 1902 af brygger Carl Jacobsen, da han donerede sit bryggeri Ny Carlsberg til Carlsbergfondet, der blev stiftet i 1876 af brygger J. C. Jacobsen.
Ny Carlsbergfondet, der er en særlig afdeling under Carlsbergfondet, har som formål at støtte Ny Carlsberg Glyptotek og andre danske kunstmuseer samt at fremme studiet af kunst og kunstvidenskab.
Kilde: Ny Carlsbergfondet