Støjberg talte dunder mod solcelleparker på landet: “Regeringen buldrer bare derudad”

På Danmarksdemokraternes landsmøde blæste partiformand Inger Støjberg til kamp mod regeringens planer om at forvandle det danske landbrugsareal til "jernmarker". Hun gjorde det også klart, at "Israel skal have lov til at gøre arbejdet" med at udslette Hamas og Hizbollah færdigt. 

"Regeringen er ved at forvandle vores kornmarker til jernmarker," lød det fra Inger Støjberg, da hun lørdag talte ved Danmarksdemokraternes landsmøde i Herning.
"Regeringen er ved at forvandle vores kornmarker til jernmarker," lød det fra Inger Støjberg, da hun lørdag talte ved Danmarksdemokraternes landsmøde i Herning.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenSøren Dahl

Regeringens høje ambitioner for udbygningen af vedvarende energi splitter Danmark i to.

For mens planerne besluttes og vedtages i København, er det særligt jyderne, der lægger land til, når solcelleparker og vindmøller skal placeres. 

Derfor skal arbejdet med at firedoble den samlede produktion af strøm fra solceller lægges i graven. 

Sådan lød det lørdag fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg. 

Vi siger nej til jernmarker, men ja til kornmarker

Inger Støjberg
Formand for Danmarksdemokraterne

“Regeringen er ved at forvandle vores kornmarker til jernmarker. Fjerne god landbrugsjord i en tid, hvor vi taler om at være selvforsynende. Også når det gælder fødevarer,” sagde partilederen.

Budskabet stod centralt og fyldte store dele af Inger Støjbergs partiledertale for de over 700 fremmødte partimedlemmer ved Danmarksdemokraternes landsmøde i Kongrescenter Herning.

Her gik den politiske linje lige ind. 

Der blev piftet og hujet og mange rejste sig og løftede til lejligheden fabrikerede papskilte med budskaberne “Nej til jernmarker” og “Ja til kornmarker” højt over hovedet, da Inger Støjberg slog Danmarksdemokraternes syn på regeringens ambitioner om solceller fast med sit nye kampråb. 

“Vi siger nej til jernmarker, men ja til kornmarker," tordnede hun. 

Inger Støjberg varslede samtidig, at Danmarksdemokraterne vil komme med nye forslag, der kan sikre, at “den grønne omstilling ikke sker på bekostning af borgerne og landdistrikterne”.

Læs også

Israel “skal gøre arbejdet færdigt”

Det var imidlertid ikke kun CO2-afgifter og solceller, der fik lov at fylde i Inger Støjbergs partiledertale, hvor også udlændinge- og udenrigspolitikken blev berørt.

Inger Støjberg fortalte om sin rejse til Israel i begyndelsen af året, hvor hun besøgte Kfar Aza-kibbutzen, der blev ramt af Hamas terrorangreb 7. oktober 2023.

“Tiden i Kfar Aza er gået i stå. Vasketøjet hænger stadig på tørrestativerne, opvasken står på køkkenbordet. Skoletasken står i gangen. Men menneskene, der boede der, de er døde,” sagde Inger Støjberg.

Hun beskrev samtidig angrebet på Israel som “dyriske” og “barbariske”. Hun afviste alle tanker om en våbenhvile mellem parterne og gjorde klart, at Israel skal have lov til “at gøre arbejdet færdigt”.

“Jeg ønsker en total israelsk sejr og en fuldstændig nedkæmpelse af både Hamas og Hizbollah, der aldrig nogensinde kommer til at acceptere Israels eksistens,” sagde Inger Støjberg.

At have Lars Løkke Rasmussen som chef var mere begrænsende end en fodlænke

Inger Støjberg
Formand for Danmarksdemokraterne

Kan ikke bære kalot 

Under talen gentog Inger Støjberg flere gange sin støtte til jøder i Danmark.

Hun understregede behovet for at gøre mere for at bakke op om det jødiske samfund, som ifølge hende er under pres fra fundamentalistiske muslimske kræfter. 

“Det har været kendt i årevis, at en jøde ikke kan bære en kalot på Nørrebro uden at frygte for sin sikkerhed,” bemærkede Støjberg. 

“Desværre har indvandrere fra Mellemøsten taget deres islamiske fundamentalisme og jødehad med til Danmark,” lød det videre. 

Senere i talen omtalte Inger Støjberg en nylig undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jylland-Posten.

I undersøgelsen tilkendegiver 30 procent af de i alt 702 adspurgte muslimer, at de sympatiserer med Hamas. 

“Det er blot endnu en bekræftelse af, at alt for mange muslimer i Danmark slet ikke forstår frihedsværdierne i det samfund, de er kommet til,” lød det fra Støjberg under talen. 

“Jeg har aldrig forstået, hvorfor man er rejst fra Beirut eller Bagdad i første omgang, hvis de værdier man ønsker leve efter er Mellemøstens. Hvorfor så overhovedet komme til Danmark?” fortsatte hun.

Læs også

Løkke mere begrænsende end fodlænke 

Støjberg gjorde det også klart under talen, at hun og Danmarksdemokraterne på ingen måde er færdig med at lave stramninger på udlændingeområdet. 

“Da jeg selv var udlændingeminister, strammede jeg udlændingepolitikken 114 gange, så det blev endnu sværere at komme hertil og markant sværere at blive dansk statsborger,” sagde Støjberg. 

Hun henviste også til, at hun som beskæftigelses- og integrationsminister for Venstre havde sat gang i en hjemsendelsepolitik for muslimske borgere, der ifølge Støjberg var kommet til Danmark som “flygtninge, men som ikke længere havde brug for beskyttelse”. 

“Jeg ville gerne være gået endnu længere. Men at have Lars Løkke Rasmussen som chef var mere begrænsende end en fodlænke. Det ene slap jeg for efter 60 dage. Ham den anden måtte jeg trækkes med lidt længere,” konstaterede Inger Støjberg. 

Hun gjorde det klart, at politikerne ifølge hende slet ikke “var i mål med at få strammet op”.

“I de kommende år skal det ikke kun handle om at have styr på, hvor mange og hvem der kommer hertil."

“Det skal også handle om, at vi skal slå hårdt ned på islamisme, parallelsamfund og jødehad alle de steder, hvor det stikker sit grimme fjæs frem i det danske samfund,” lød det fra Inger Støjberg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024