Uffe Elbæk: Det står ikke skrevet i nogen demokrati-bog, at man er forpligtet til at tale med det yderste højre

Jeg kan kun gisne om, hvilke tanker og overvejelser, der lå bag Harris' valg. Set på efterkant var det et klogt træk.

Men det mindede mig om en situation, hvor jeg stod i det samme dilemma: Om jeg skulle give en politisk modstander, der havde et radikalt andet menneske- og samfundssyn end mit, hånden eller ej.

Den konkrete anledning var en større partilederdebat i forbindelse med valget i 2019.

Et folketingsvalg, der gjorde sig bemærket ved, at der for første gang siden Anden Verdenskrig igen var et anti-demokratisk parti på stemmesedlen. Nemlig Stram Kurs.

Og partiets leder, Rasmus Paludan, var – på lige fod med os andre partiledere - naturligvis inviteret til partilederdebat på Naturmødet i Hirtshals. 

Ikke nok med, at det var første gang, at jeg skulle deltage i en direkte debat med Paludan. Det viste sig endda, at vi skulle dele cafébord på scenen. En oplysning jeg fik, umiddelbart før vi skulle på.

Derfor havde jeg under 30 sekunder til at finde ud af, hvordan jeg skulle tackle denne, for mig, penible situation. Skulle jeg give ham høfligt hånden, eller helt ignorere ham?

(Jeg sender en tanke til vores nye landsmænd og -kvinder, som pinedød og ved lov skal give hånd for at få lov at være med i klubben. Respekt under tvang – det er jo meningsløst.)

For mit vedkommende endte det med et kompromis: Det mest kølige nik, jeg kunne finde i mig selv.

Var det et klogt valg? Det kan diskuteres. Men det føltes helt rigtigt. Var det udemokratisk? Ikke i min optik.

Det ville derimod være udemokratisk, hvis Stram Kurs ikke fik lov til at komme på stemmesedlen. Eller hvis Paludan ikke blev inviteret ind i partilederdebatten.

Men der står ikke skrevet noget sted i min demokrati-bog, at man er forpligtet til at tale med, eller for den sags skyld samarbejde med, den yderste højrefløj eller en racist og anti-demokrat som Paludan.

Det er der derimod andre, der mener, man skal. Givet også blandt læserne af Altinget.

For spørgsmålet kommer op igen og igen.

Bare se mod vores naboer: I Tyskland, hvor diskussionen er aktuel efter Alternative für Deutschlands store fremgang ved de seneste delstatsvalg. Men også i Sverige i forhold til Sverigesdemokraterne.

Derfor er det et helt legitimt spørgsmål at stille, hvor længe kan man forsvare ikke at involvere et givet parti, der har stor folkelig opbakning?

Der står ikke skrevet noget sted i min demokrati-bog, at man er forpligtet til at tale med den yderste højrefløj.

Uffe Elbæk
Fhv. minister, partileder og MF’er.

I 90’erne var det eksempelvis Socialdemokratiets holdning, at man ikke skulle samarbejde med Dansk Folkeparti.

Små 30 år senere takker Frederik Vad fra Socialdemokratiet Pia Kjærsgaard (DF) ikke bare på egne, men også på sine ufødte børns vegne, for den store rolle hun har spillet i dansk politik.

Denne overstrømmende taknemlig fra Frederik Vads side til Dansk Folkepartis tidligere leder kom i forbindelse med, at Kjærsgaard meddelte offentligheden, at hun ikke stillede op til genvalg ved det kommende folketingsvalg. 

Ikke overraskende fik Kjærsgaard mange pæne ord med på vejen fra sine borgerlige kollegaer. Men den anden fløj holdt sig så sandelig heller ikke tilbage med superlativerne.

Pelle Dragsted (EL) udtalte blandt andet: "Uanset uenigheder, så har jeg stor respekt for hende (Pia Kjærsgaard) som folkevalgt kollega."

Pia Olsen Dyhr (SF) fulgte op med et: "Pia Kjærsgaard har været en uomgængelig stemme i udlændingedebatten og for de ældre, og sat dybe aftryk."

Og Zenia Stampe (R) var endnu mere overstrømmende: "Hun er et forbillede – godt nok med diametralt modsatte holdninger end mig – men en politiker, som ikke har noget imod at være et fyrtårn."

Da jeg læste de ovennævnte citater, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Er det her fake eller ægte respekt over for en kollega på Christiansborg, der nu har valgt at gå ned fra scenen?

Det finder jeg selvfølgelig aldrig ud af.

Og jeg skal ikke her motivtolke tidligere kollegaers følelser overfor Pia Kjærsgaard som person eller den politik, hun har været eksponent for gennem de seneste mange årtier.

Jeg vil påstå, at Pia Kjærsgaard (DF) var den mindst respekterede formand for Folketinget. Nogensinde.

Uffe Elbæk
Fhv. minister, partileder og MF’er.

Men jeg kan tale om mine egne følelser og holdninger overfor en af de mest magtfulde politikere i dansk politik fra nullerne og frem.

På den ene side har jeg ikke nogen problemer med at anerkende, at Kjærsgaard har forfulgt sit politiske mål fra dag ét. Og at hun også har været en fremragende kommunikator, hvor man aldrig var i tvivl om, hvor hun stod i det politiske landskab.

Givet fordi der var 100 procent overensstemmelse mellem det, hun tænkte, det hun følte, og det hun sagde. Som politiker er det et rigtigt godt sted at tale fra. Alt det anerkender jeg til fulde. 

Men jeg har meget svært ved at stille mig op ved siden af Dragsted, Dyhr eller Stampe.

Godt nok understreger de, at de ikke er politisk enige med Kjærsgaard, men… så kommer alle de positive tillægsord.

Vel vidende, at de taler om en politiker, der aldrig undlod en chance for at sparke nedad, hvis talen var på vores muslimske medborgere.

Og hvis der ikke var nogen af dem i nærheden, var der altid en kollega fra et af de andre partier, man kunne udstille og verbalt håne.

Jeg vil påstå, at Kjærsgaard var den mindst respekterede formand for Folketinget. Nogensinde.

Ja, at der nærmest gik et lettelsens suk igennem Folketingssalen, da socialdemokratiske Henrik Dam Kristensen blev valgt som hendes efterfølger.

For selv i rollen som formand for Folketinget – og dermed tillidsmand for alle folketingsmedlemmer – var hun en splitter i stedet for en samler.

Selvfølgelig er der forskel på Stram Kurs og Dansk Folkeparti, uagtet deres fælles aversion mod vores muslimske medborgere.

Man får ikke respekt – uagtet hvor lang tid man har været folkevalgt. Man gør sig fortjent til den.

Uffe Elbæk
Fhv. minister, partileder og MF’er.

Men derfra og til at udtrykke respekt for Kjærsgaards politiske arbejde kan jeg ikke. Og det gælder for øvrigt også den anden vej, hvilket Kjærsgaard aldrig har lagt skjul på.

Så lige der er vi nok enige, Kjærsgaard og jeg.

At man ikke får respekt, uagtet hvor lang tid man har været folkevalgt. Man gør sig fortjent til den. Sagt i al høflighed. Selvfølgelig.

For selvfølgelig kræver et velfungerende demokrati et mindstemål af almindelig høflighed og pli. Også selvom man er så politisk uenige, som Kjærsgaard og jeg er.

Men når man står over for et menneske, der på forhånd selv bryder alle de formelle spilleregler, er det mere end på sin plads at droppe høflighedsfraserne og sige fra.

Og ikke mindst kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade – hvad enten den optræder i Folketingets præsidium eller som nabo ved cafébordet.