V: Hvad er der sket med Sverige?

Af Michael Aastrup Jensen (V)
Kulturordfører

Hvad er det, der er sket med Sverige?

De seneste år har budt på flere meldinger om censur hinsidan. I 2012 var det et bibliotek i Stockholm, der forsøgte at fjerne Tintin-tegneserierne på grund af påstået ”afrofobi”. I år har vi så først set fængslingen af kunstneren Dan Park for påstået racisme i sine – indrømmet – makabre værker, og nu er en børnebog med citater fra ægte børn blevet censureret, fordi "de korrekte" fandt sproget frastødende – og bogen har i øvrigt været i handlen i flere år.

Ifølge svensk logik har alle ret til at påstå sig krænket, og så må det krænkende fjernes.

Med censur af en barsk historisk eller nutidig virkelighed kommer kun uvidenhed. Man ændrer ikke på fakta ved ikke at tale om dem, men man fjerner til gengæld muligheden for, at folk kan forholde sig til dem. Sverige har efterhånden fået en censurkultur, der nærmer sig den i den skræmmende bog Fahrenheit 451, hvor man slet og ret har besluttet at brænde alle bøger, så ingen bliver fornærmet eller stødt.

Ikke kun i kunst og kultur
Men det er ikke bare i kunst og kultur, at denne meningskontrol udføres. Sverige udmærker sig ved at have et politisk debatklima, der er totalt renset for alle meninger, eliten ikke billiger. Det kalder man for meningskorridoren, og man kan komme galt af sted, hvis man bevæger sig uden for den.

Man ændrer ikke på fakta ved ikke at tale om dem, men man fjerner til gengæld muligheden for, at folk kan forholde sig til dem.

Michael Aastrup Jensen (V)
Kulturordfører

Man hænger folk ud i landsdækkende dagblade for at skrive kritiske indlæg om indvandring på nettet, og man forsøger med alverdens fiduser at holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse.

Censurkulturen avler utøj
Har denne febrilske censur så haft den ønskede effekt? Det er værd at påpege, at det nynazistiske miljø, som i Danmark af diverse observatører skønnes til at udgøre maksimalt 150-200 personer, i Sverige udgør cirka det tidobbelte. Noget kunne altså tyde på, at censurkulturen avler utøj, som i en fri debatkultur i stedet kunne modgås på en ordentlig og demokratisk måde, men som i Sverige bevæger sig i skyggerne.

Ytringsfriheden har alle dage været friheden til at skrive, sige og tegne de ting, som andre ikke vil læse, høre eller se – ellers er det jo bare friheden til at tale andre efter munden.