Dan Jørgensen bliver EU’s energi- og boligkommissær

Ursula von der Leyen lægger ansvaret for den europæiske energipolitik i hænderne på Danmark de næste fem år. Desuden skal han tage sig af de voksende boligproblemer i Europa.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Rikke AlbrechtsenThomas Lauritzen

JBRUXELLES: Den danske regering har arbejdet på det i månedsvis. Nu har kommissionsformand Ursula von der Leyen kvitteret.

Som flere kilder havde bekræftet over for Altinget, får Dan Jørgensen (S) får posten som EU’s næste energikommissær.

Det fortæller kommissionsformanden på et pressemøde, hvor hun afslører sin nye EU-Kommission.

"Hans arbejde skal hjælpe med at få energipriser ned, investere i ren energi og sikre, at vi reducerer vores afhængighed," siger von der Leyen.

Samtidig får han også rollen som kommissær med ansvar for boliger. Det er en ny post, som von der Leyen varslede, da hun i sommer fremlagde sine politiske planer for de næste fem år.

Det har været et hedt ønske fra særligt de europæiske socialdemokrater at få EU til at gå ind i de voksende problemer med boligmangel og stigende huspriser. Derfor ender posten også hos en socialdemokrat.

Et stærkt politisk signal

Som Altinget tidligere har skrevet, er den danske regering fra starten gået efter jobbet som energikommissær til Dan Jørgensen.

Det bliver en central post i den nye EU-Kommission, som kommer til at fokusere meget på industriel udvikling, konkurrencedygtighed og energimæssig uafhængighed.

Samtidig vil udnævnelsen blive set som et politisk signal, at Ursula von der Leyen lægger ansvaret for energipolitik hos et land som Danmark, der fokuserer stærkt på grøn omstilling og vedvarende energi.

Med sig tager Dan Jørgensen den erfarne diplomat og nu tidligere klimaambassadør, Tomas Anker Christensen. Han skal assistere den kommende kommissær med forberedelserne til den høring, som han og de øvrige kommissærkandidater nu skal igennem i Europa-Parlamentet, før den nye EU-Kommission kan tage fat på arbejdet for de næste fem år.

Efterfølgende skal Thomas Anker Christensen være Dan Jørgensens kabinetchef i EU-Kommissionen.

(opdateres)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024