Ny bog om Grønland under Anden Verdenskrig er spændende som en knaldroman

De to landsfogeder – den danske stats øverste repræsentanter – Aksel Svane og Eske Brun kunne via den gældende styrelseslov fungere som en slags eksilregering. Kommunikationen mellem Danmark og Grønland blev afbrudt, da USA's Monroedoktrin omfattede Grønland.

Det tysk besatte Danmark var teknisk set fjendtligt og kunne ikke udøve indflydelse på Grønland. Det gav et frirum, hvor det grønlandske samfund – og herunder det øverste politiske organ, landsrådene – kunne forholde sig anderledes til udviklingen.

Grønland som en del af riget

Kort efter 9. april 1940 blev de to landsråd samlet i Nordgrønlands daværende hovedstad Godhavn (Qeqertarsuaq), hvor rådenes medlemmer gav deres opbakning til landsfogederne.

På dette punkt kunne bogen sagtens have udfoldet forholdet mellem kolonistyret og den grønlandske befolkning. Det danske engagement i Grønland var under den ekstraordinære situation ikke givet. Danmark havde godt nok fået USA's ord for, at hele Grønland var dansk i forlængelse af salget af Dansk Vestindien i 1917.

De politiske rammer i Grønland fik et boost under krigen.

Jens Heinrich
Historiker og repræsentationschef, Grønlands Repræsentation i København

Den internationale domstol i Haag havde ligeledes afsagt dom i Danmarks favør i 1933 – efter norske forsøg på at overtage områder i Nordøstgrønland. Den grønlandske befolkning havde igennem landsrådene en stemme og en magt, som landsfogederne og dermed den danske stat ikke kunne afvise – og ikke som Harmsen skriver: "… hvor magtesløse de [den grønlandske befolkning] i grunden var." Den skrøbelige danske kontrol med Grønland hvilede således på en velvilje i den grønlandske befolkning.

Landsfogederne tilkendegav således, at deres primære opgave under krigen var at fastholde Grønland som en del af riget. Det krævede, at man undgik nød, blandt andet ved at sørge for forsyninger og ved at fastholde den grønlandske tilknytning til Danmark.

Landsfoged Eske Brun brugte den danske konge ganske ofte til at understrege tilknytningen, og en stor del af den grønlandske befolkning var positive omkring forholdet. Eksempelvis blev en indsamling initieret af grønlændere til Danmarks genopbygning, hvilket resulterede i et beløb på 180.000 kroner – et anseeligt beløb i datiden.

Nazi-armbind

Samtidigt var der nuancer i holdningerne blandt den grønlandske befolkning til det danske kolonistyre – og forklaringen, som Harmsen giver på nazisympatiske tilkendegivelser i Grønland, var den samme som Grønlands Nationalmuseum og Arkivs udstilling i 2005 om Grønland og Anden Verdenskrig gav, nemlig at det var udtryk for en kritik af det danske kolonistyre.

Undertegnede arbejdede med en kollega på udstillingen, men vi var nu ikke overrasket over at finde armbindene, som Harmsen angiver.

Tabuiseringen af emnet er dog helt korrekt, hvilket også betød, at kolonistyrets (danske) nazisympatisører i eftertiden blev beskyttet.

En af disse nazisympatisører i en magtfuld position fik forflyttet den markante politiker og underviser Augo Lynge, angiveligt på grund af Lynges store indvirkning på seminaristerne. Augo Lynge blev sidenhen en af arkitekterne bag Grønlands udvikling.

Stor betydning for Danmarks eftermæle

Det danske kolonistyre kunne igennem Grønland – via kryolitten fra minen ved Ivittuut, via de amerikanske militærbaser og via de vitale vejrmeldinger bidrage til de allieredes kamp mod aksemagterne.

Grønland havde dermed en betydning for sejrherrernes opfattelse af Danmark, da krigen sluttede, specielt på baggrund af den hurtigt overstået besættelse 9. april 1940 og samarbejdspolitikken indtil august 1943. Fra dansk side kunne man igennem Nordøstgrønlands slædepatrulje genoprette noget af den tabte ære.

Det var et helt andet grønlandsk samfund, der genoptog forbindelsen til Danmark, da krigen sluttede.

Jens Heinrich
Historiker og repræsentationschef, Grønlands Repræsentation i København

Den amerikanske militære tilstedeværelse udgjorde en ny udfordring. Den danske politik havde indtil da gået på at lukke samfundet af, da opfattelsen i koloniadministrationen var, at fremmede landes indvirkning kunne have fået fatale følger på det grønlandske samfund.

Et fraterniseringsforbud blev besluttet, men kontakt mellem den grønlandske befolkning og de amerikanske tropper var svær at undgå. USA har som bekendt siden da været tilstede i Grønland – i dag med inddragelse af Grønlands regering, Naalakkersuisut, som part.

En vigtig periode

Harmsen berører overfladisk det grønlandske samfunds udvikling under krigen og nævner, at et fåtal i den grønlandske befolkning talte dansk, men Harmsen kunne have anført, at det siden starten af 1900-tallet havde været et udtalt ønske fra fremtrædende grønlændere, at det danske sprog skulle kunne bruges af den grønlandske befolkning til at fremme udviklingen.

Selvom Styrelsesloven fra 1925 – efter viceprovst Mathias Storchs ønske – havde gjort det danske sprog til et fag i børneskolen, var den danske koloniadministration en ganske konservativ og nølende størrelse.

I mange henseende kom presset og ønskerne om at udvide mulighederne til udviklingen fra grønlænderne selv. De politiske rammer i Grønland fik et boost under krigen.

De to landsråd holdt for første gang fællesmøder, administrationen blev samlet i Godthaab (Nuuk), nye aviser og en udvidet radiotjeneste blev etableret, hvor den grønlandske befolkning kunne følge med i udviklingen i verden på grønlandsk, og passagerbefordringen blev omlagt, så kontakten mellem beboede steder i Grønland blev udvidet.

Ved det fælles landsrådsmøde i 1943, med udsigten til en allieret sejr, bad landsfoged Eske Brun medlemmerne om at forholde sig til den nyordning, der måtte komme, når krigen sluttede.

På mange planer var det et helt andet grønlandsk samfund, der genoptog forbindelsen til Danmark, da krigen sluttede i maj 1945. Et selvbevidst samfund, der forstod, at Grønland havde ressourcer og kundskaber til at fungere anderledes.

'Grønland i krig' tager fat i en vigtig periode i Grønlands (og Danmarks) historie, og bidrager til at udvide forståelsen af den historiske forbindelse mellem de to lande.