Debat

Professor: Hverken staten eller kommunerne kan løse regionernes komplekse miljøopgaver

Staten er for langt væk til at løse de mangefacetterede miljøopgaver med respekt for de regionale forskelle, og kommunerne er i mange sager for tæt på, skriver Poul Løgstrup Bjerg om Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Vi står helt konkret over for en række meget store faglige udfordringer på miljø og grundvandsområdet, skriver&nbsp;Poul Løgstrup Bjerg.<br>
Vi står helt konkret over for en række meget store faglige udfordringer på miljø og grundvandsområdet, skriver Poul Løgstrup Bjerg.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sundhedsstrukturkommissionen har som et led i deres omfattende arbejde omkring en ny struktur for sundhedsområdet anbefalet rene sundhedsregioner for at få "rettet fuldt politisk og administrativt fokus på kerneopgaven, som vil sige sundhedsopgaven".

De har også vurderet de afledte konsekvenser på regionernes andre opgaver – blandt andet kollektiv trafik, miljø, ungdomsuddannelse med videre. Grundlæggende er forslaget, at disse opgaver skal løses hos stat eller kommune.

På miljøområdet kan dette få meget store negative konsekvenser, da det er min vurdering, at hverken stat eller kommuner kan løse de komplekse opgaver på jordforureningsområdet.

Hverken stat eller kommuner kan løse de komplekse opgaver på jordforureningsområdet.

Poul Løgstrup Bjerg
Professor, DTU

Disse opgaver omfatter både sikring af drikkevandet, sund indeluft og ren jord, oprensning på forurenede grunde og afværgeforanstaltninger for generationsforureninger.

Forureningerne omfatter for eksempel de mange tusinde forureninger med PFAS (perfluor- og polyfluoralkystoffer), renserier, industrigrunde og gamle lossepladser.

Stærke fagmiljøer

Danmark har forskellige forhold med hensyn til arealanvendelse, geologi, forureninger og befolkningstæthed – og deraf pres på grundvandsressourcen. Håndtering af forurenede grunde kræver forståelse for disse forhold, samtidig med at der er en homogen administrativ håndtering og en passende armslængde til meget lokale hensyn.

Kommunerne er ofte – ikke mindst i hovedstadsområdet – for små til at opbygge fagmiljøer med specialiseret ekspertise. Staten er for langt væk til at løse de mangefacetterede opgaver med respekt for de regionale forskelle, og kommunerne er også i mange sager for tæt på. Miljøstyrelsen skal varetage de overordnede prioriteringer, men ikke håndtere sagsbehandling, risikovurdering og oprensning af specifikke forureninger.

Læs også

Opgaverne kræver høj faglig ekspertise inden for risikovurdering og oprensning af forurenede grunde, som i dag er opbygget i de fem regioner siden kommunalreformen i 2006.

Regionerne er i dag attraktive arbejdspladser med løbende udveksling af medarbejdere fra især rådgiverbranchen. Fagmiljøerne er stærke qua deres størrelse og evne til faglig udvikling. Der foregår udvikling af nye metoder til risikovurdering og oprensning på tværs af regionerne i tæt samspil med forskningsmiljøer, virksomheder og vandforsyninger. Dette kan blive smidt ud med badevandet til stor skade for miljøet.

Store faglige udfordringer

Vi står helt konkret over for en række meget store faglige udfordringer på miljø og grundvandsområdet. Det drejer sig om PFAS, klorerede opløsningsmidler, pesticider fra forskellige forureningskilder og de såkaldte generationsforureninger.

Forurening af vandløb, søer og fjorde er også påtrængende – for eksempel har udsivning af forurening til Roskilde Fjord fra det tidligere stålvalseværk i Frederiksværk skabt bekymring og et stærkt ønske om yderligere undersøgelser fra lokalområdet og politikere. Region Hovedstaden har derfor afsat 1,5 millioner kroner til undersøgelser af mulig forurening med PFAS og fenoler.

Kommunerne er ofte for små til at opbygge fagmiljøer med specialiseret ekspertise.

Poul Løgstrup Bjerg
Professor, DTU

Vi har i Danmark ti generationsforureninger fordelt på tre regioner. Det drejer sig blandt andet om tre forureningssager relateret til Grindstedværket og Danfoss i Region Syddanmark og de kæmpestore forureninger i området omkring Cheminova i Region Midtjylland.

I Region Hovedstaden drejer det sig om fire generationsforureninger: Naverland, Lundtoftevej, Vestergade i Skuldelev og Collstrop-grunden. Alle meget komplekse forureninger, hvor der gennem mange år er opbygget stor viden i de berørte regioner. Regionerne har gennemført grundige undersøgelser af disse forureninger og oprensningen er iværksat på tre af generationsforureningerne.

Der er heldigvis i de sidste år taget nye og længe ventede initiativer på jordforureningsområdet og flere er under forhandling mellem staten og regionerne.

Disse initiativer kræver faglig fokus og ikke nye administrative strukturer med deraf følgende usikkerhed, mulig medarbejderflugt og spildte økonomiske ressourcer på implementering af en på forhånd dødsdømt struktur på miljøområdet.

Sporene skræmmer

I forhold til en flytning af opgaverne væk fra de fem regioner skræmmer sporene fra kommunalreformen i 2006, hvor medarbejdere fra de gamle amter blev spredt for alle vinde.

De nu nedlagte miljøcentre kom aldrig til at fungere, da de manglede både faglighed og administrative sammenhæng med den øvrige del af reformen.

Læs også

Mit råd til regeringen og eventuelle forligspartnere er derfor, at miljøområdet indtænkes i den fremtidige struktur for sundhedsområdet.

Uanset hvilken løsning, der vælges for sundhedsområdet og regionerne, vil det være helt essentielt, at jordforureningsområdet ikke ender som den store taber.

Det har taget mange år at opbygge de stærke fagmiljøer i regionerne, sikre samarbejde med andre interessenter og arbejde for fremadrettede løsninger til gavn for drikkevand, ren jord og sund indeluft i boligområder og vandmiljøet. Smid nu ikke det hele bort for at løse de meget presserende udfordringer på sundhedsområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024