Effektmåling af boligsocialt arbejde er vanskeligt

Af Louise Glerup Aner
Adjunkt, Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Gennem det seneste årti har der været et stadigt stigende fokus på evidens og målstyring inden for det sociale område. Kort sagt har øgede krav til ansvarlig anvendelse af offentlige midler ført til det, man i daglig tale kalder evidensbølgen.

Et stadigt stigende fokus på måling og testede metoder i det sociale arbejde skal styrke sikkerheden for, at de indsatser, der sættes i gang, er de mest effektive. Denne evidensbølge har også påvirket det boligsociale område med øgede krav om dokumentation af effekter og resultater.

Øget målstyring og viden om effekter af det boligsociale arbejde er bestemt nyttige tiltag i en sektor, der ellers kan være svær at fokusere.

Jeg har selv deltaget i udarbejdelsen af en række evalueringer, målstyringsværktøjer og effektmålinger på det boligsociale område og er ikke i tvivl om, at det er nyttigt for sektoren at styrke målstyringen og evidensbaseringen. Men ofte sættes der lighedstegn mellem evidens og kvantitative effektmålinger.

Min erfaring er, at kvantitative effektmålinger sjældent kan stå alene, hvis vi vil have mere viden om, hvilke boligsociale aktiviteter, metoder og indsatstyper der virker. Det skyldes blandt andet, at det er meget vanskeligt at lave gode effektmålinger på det boligsociale felt.

Kvantitative effektmålinger kan sjældent stå alene, hvis vi vil have mere viden om, hvilke boligsociale aktiviteter, metoder og indsatstyper der virker. Det skyldes blandt andet, at det er meget vanskeligt at lave gode effektmålinger på det boligsociale felt.

Louise Glerup Aner
Adjunkt, Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

’Tamme’ og ’vilde’ problemer
Der er nogle særlige karakteristika ved de boligsociale indsatser, som har betydning for, hvilke typer af evalueringsdesign der er bedst egnede hvornår. Jeg vil nævne nogle af de vigtigste her.

I evalueringsteorien skelnes der af og til mellem ’tamme’ problemer og ’vilde’ problemer. Tamme problemer er kendetegnet ved, at det er muligt analytisk at adskille eller isolere dets betydning fra andre problemer, at målene for en indsats rettet mod et tamt problem er enkle og klare, og at konteksten har mindre betydning. Denne type problemer er egnede til effektmålinger.

De såkaldt vilde problemer er derimod karakteriseret ved, at det er vanskeligt at isolere det enkelte problem fra et andet, at effekten af en indsats er kontekstafhængig, at målene for indsatsen er uklare eller mangeartede, og at problemer er komplekse. Når denne type problemer skal analyseres, er det relevant at udføre case-studier, kombinere kvalitative og kvantitative metoder og inddrage konteksten i analyserne. Mange af de boligsociale problemer og indsatser kan karakteriseres som vilde

Anonymitet vanskeliggør effektmåling
De boligsociale problemers vilde natur kommer for det første til udtryk ved, at der ikke er én måde at udføre boligsocialt arbejde på. I de enkelte indsatser finder man de metoder, som man dér mener, er de bedst egnede. Både boligsociale medarbejdere, beboere og boligområder er forskellige, og det betyder, at der er en stor variation i tilgangene til de forskellige boligsociale problematikker landet over.

For det andet er boligområderne og beboerne i områderne påvirket af mange andre forhold end den boligsociale indsats, ligesom der ofte er flere tiltag i gang i områderne på én gang. Denne variation og kompleksitet betyder, at det til tider kan være vanskeligt at afgøre, hvad der giver effekten.

Derudover er det (i hvert fald pt) et vilkår for effektmålinger af den boligsociale indsats, at det normalt ikke opgøres, hvem der deltager i de enkelte aktiviteter. Det kan være nyttigt for relationen til beboerne, at man kan deltage i aktiviteten anonymt og uden krav om måling af progressioner. Men det stiller selvsagt effektmålingen i en vanskelig situation, i hvert fald når vi ønsker viden om effekten af enkelte aktiviteter eller typer af aktiviteter.

En nuancering af evidensbegrebet kan styrke vores viden
Inden for nogle grene af evalueringsforskningen er der en stadig større anerkendelse af, at problemfeltets karakter – tam eller vild – har betydning for, hvordan vi bedst skaber evidens – klassiske effektmålinger eller case-studier med inddragelse af kontekstuelle processer.

Inden for det boligsociale område varierer kompleksiteten i indsatserne og redskaberne. Derfor vil der være nogle indsatser, som er mere tamme, og dermed mere velegnede til klassiske effektmålinger end andre.

På det boligsociale felt skal vi fortsat forsøge at skabe viden om effekten af indsatser, men vi skal kun gennemføre effektmålinger, når det kan lade sig gøre, så det giver mening. Det kan for eksempel være målinger af effekten på boligområders beboersammensætning på et overordnet programniveau eller ved implementering af nye centrale værktøjer til regulering af beboersammensætningen.

Ønsker vi mere viden om selve metoderne i det boligsociale arbejde, må vi supplere med case-studier, hvor metoder, implementering, samarbejdsrelationer og kontekstens betydning i højere grad inddrages.

En sådan nuancering af evidensbegrebet inden for det boligsociale område, tror jeg, kan styrke vores viden om virksomme metoder inden for boligsocialt arbejde.