Forsker: Politisk løsning på fejlagtige tvangsanbringelser skræmmer

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Et afgørende spørgsmål for borgere, der er i berøring med det sociale område, er, hvorvidt de kan være sikre på, at kommunen forvalter lovgivningen på en måde, hvor deres retssikkerhed forbliver intakt.

For eksempel i forhold til at kommunen ikke træffer afgørelse om en foranstaltning, der er mere indgribende, end hvad der er nødvendigt, og generelt følger lovgivningen.

Lad mig give to eksempler fra det specialiserede børneområde, der netop aktualiserer dette dilemma.

Anbringelser uden samtykke
1. november offentliggjorte Ankestyrelsen en undersøgelse om anbringelser uden samtykke. Heri konkluderes det, at antallet af anbringelser uden samtykke er steget, og at halvdelen af de 229 sager er blevet ophævet af styrelsen.

Årsagen til stigningen er ikke videre tydelig, men der leveres forskellige bud i rapporten, for eksempel ændrede praksisgange og et skærpet fokus.

Der kan naturligvis være legitime årsager til at anbringe et barn uden forældrenes samtykke eller undlade at inddrage et barn, men kommunerne skal stadig arbejde for det.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Styrelsen fremhæver desuden, at "ulemperne ved at anbringe uden samtykke er omvendt, at det kan gøre samarbejdet med forældrene vanskeligt og i sidste ende påvirke barnet negativt".

Med andre ord: Der er en god begrundelse for, at anbringelser iværksættes med forældrenes samtykke, hvis der foreligger mulighed herfor. Ved anbringelser kan forældrene klage til Ankestyrelsen, hvis de ikke er enige i afgørelsen. Men her får halvdelen medhold.

Styrelsen peger på, at der "erfaringsmæssigt ophæves en del sager på grund af formelle mangler som eksempelvis manglende forsøg på at få samtykke". At antallet af anbringelser uden forældrenes samtykke er steget, mens antallet af anbringelser generelt er faldet, burde foranledige til selvrefleksion hos kommunerne og hos social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), idet kommunerne ikke engang forsøger at få forældrenes samtykke i flere tilfælde.

Som en reaktion herpå sagde Astrid Krag til DR, at hun var klar til at se på muligheden for at få ændret lovgivningen, så det bliver nemmere for kommunerne at tvangsanbringe. Hun mener stadig, at for mange børn anbringes for sent.

Det kan givetvis være korrekt, men den politiske reaktion på undersøgelsen er mærkværdig. Når kommunerne ikke kan forvalte lovgivningen korrekt, men forvalter på en måde, hvor det krænker borgernes retssikkerhed, så er det den instinktive løsning at ændre lovgivningen og gøre det nemmere for kommunerne at tvangsanbringe.

Krav overholdes ikke i sagsbehandling
22. november offentliggjorte Ankestyrelsen endnu en undersøgelse. Denne gang en stikprøveundersøgelse af 12 kommuners sagsbehandling på området for udsatte børn.

Her konkluderede styrelsen i henhold til kommunernes inddragelse af barnet i egen sag, at "i 44 procent (svarende til 99 sager) er kravene i § 48 ikke overholdt. Ud af de 99 sager er der 49 sager, hvor det ikke fremgår, at der er afholdt en samtale, og hvor der ikke var grundlag for at fravælge samtalen. Der er endvidere 26 sager, hvor der er afholdt en samtale, men ikke talt om den konkrete foranstaltning, og 24 sager, hvor samtalen er afholdt, efter kommunen har afgjort sagen".

Igen var indenrigs- og socialministerens svar på Facebook, at "vi skal have kulegravet alle reglerne på området og fundet ud af, hvorfor det står så grelt til. Så vi kan ændre lovgivningen, hvis det er det, der skal til. Ændre rammerne for børnesagerne lokalt, hvis svaret ligger her."