Debat

Forsker: Politisk løsning på fejlagtige tvangsanbringelser skræmmer

DEBAT: Kommuner afgør fejlagtigt i sager om tvangsanbringelser. Den instinktive politiske løsning er at ændre lovgivningen og gøre det nemmere for kommunerne at tvangsanbringe, skriver RUC-forsker.

At antallet af anbringelser uden forældrenes samtykke stiger, mens det generelle antal anbringelser falder, bør få socialminister Astrid Krag (S) til at reflektere, mener forsker.
At antallet af anbringelser uden forældrenes samtykke stiger, mens det generelle antal anbringelser falder, bør få socialminister Astrid Krag (S) til at reflektere, mener forsker.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Et afgørende spørgsmål for borgere, der er i berøring med det sociale område, er, hvorvidt de kan være sikre på, at kommunen forvalter lovgivningen på en måde, hvor deres retssikkerhed forbliver intakt.

For eksempel i forhold til at kommunen ikke træffer afgørelse om en foranstaltning, der er mere indgribende, end hvad der er nødvendigt, og generelt følger lovgivningen.

Lad mig give to eksempler fra det specialiserede børneområde, der netop aktualiserer dette dilemma.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Anbringelser uden samtykke
1. november offentliggjorte Ankestyrelsen en undersøgelse om anbringelser uden samtykke. Heri konkluderes det, at antallet af anbringelser uden samtykke er steget, og at halvdelen af de 229 sager er blevet ophævet af styrelsen.

Årsagen til stigningen er ikke videre tydelig, men der leveres forskellige bud i rapporten, for eksempel ændrede praksisgange og et skærpet fokus.

Der kan naturligvis være legitime årsager til at anbringe et barn uden forældrenes samtykke eller undlade at inddrage et barn, men kommunerne skal stadig arbejde for det.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Styrelsen fremhæver desuden, at "ulemperne ved at anbringe uden samtykke er omvendt, at det kan gøre samarbejdet med forældrene vanskeligt og i sidste ende påvirke barnet negativt".

Med andre ord: Der er en god begrundelse for, at anbringelser iværksættes med forældrenes samtykke, hvis der foreligger mulighed herfor. Ved anbringelser kan forældrene klage til Ankestyrelsen, hvis de ikke er enige i afgørelsen. Men her får halvdelen medhold.

Styrelsen peger på, at der "erfaringsmæssigt ophæves en del sager på grund af formelle mangler som eksempelvis manglende forsøg på at få samtykke". At antallet af anbringelser uden forældrenes samtykke er steget, mens antallet af anbringelser generelt er faldet, burde foranledige til selvrefleksion hos kommunerne og hos social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), idet kommunerne ikke engang forsøger at få forældrenes samtykke i flere tilfælde.

Som en reaktion herpå sagde Astrid Krag til DR, at hun var klar til at se på muligheden for at få ændret lovgivningen, så det bliver nemmere for kommunerne at tvangsanbringe. Hun mener stadig, at for mange børn anbringes for sent.

Det kan givetvis være korrekt, men den politiske reaktion på undersøgelsen er mærkværdig. Når kommunerne ikke kan forvalte lovgivningen korrekt, men forvalter på en måde, hvor det krænker borgernes retssikkerhed, så er det den instinktive løsning at ændre lovgivningen og gøre det nemmere for kommunerne at tvangsanbringe.

Krav overholdes ikke i sagsbehandling
22. november offentliggjorte Ankestyrelsen endnu en undersøgelse. Denne gang en stikprøveundersøgelse af 12 kommuners sagsbehandling på området for udsatte børn.

Her konkluderede styrelsen i henhold til kommunernes inddragelse af barnet i egen sag, at "i 44 procent (svarende til 99 sager) er kravene i § 48 ikke overholdt. Ud af de 99 sager er der 49 sager, hvor det ikke fremgår, at der er afholdt en samtale, og hvor der ikke var grundlag for at fravælge samtalen. Der er endvidere 26 sager, hvor der er afholdt en samtale, men ikke talt om den konkrete foranstaltning, og 24 sager, hvor samtalen er afholdt, efter kommunen har afgjort sagen".

Igen var indenrigs- og socialministerens svar på Facebook, at "vi skal have kulegravet alle reglerne på området og fundet ud af, hvorfor det står så grelt til. Så vi kan ændre lovgivningen, hvis det er det, der skal til. Ændre rammerne for børnesagerne lokalt, hvis svaret ligger her."

Læs også

Vi må ikke ofre retssikkerheden
Hvad kan vi egentlig lære af de to eksempler? Vi kan lære den grundsætning, at hvis kommunernes sagsbehandling er forkert eller indeholder fejl, så er det lovgivningen, der skal ændres.

Jeg er sikker på, at Astrid Krag ønsker det bedste for børn i udsatte positioner. Men vi kan ikke i kampen for at virkeliggøre vores gode intentioner ofre den retssikkerhed, der netop har til hensigt at beskytte børn mod voksnes vilkårlige reaktioner og handlinger.

Der kan naturligvis være legitime årsager til at anbringe et barn uden forældrenes samtykke eller undlade at inddrage et barn, men kommunerne skal stadig arbejde for det.

I stedet for at snakke om, at kommunerne ikke overholder den eksisterende lovgivning, så snakker vi om, at vi bare skal lave lovgivningen om. Hvis vi først starter den proces, så risikerer vi, at den gentager sig selv, hver gang Ankestyrelsen har omgjort for mange afgørelser eller finder ud af, at kommunerne ikke overholder lovgivningen. Her er mere detaljeret lovgivning ikke nødvendigvis svaret.

Adresserer ikke det virkelige problem
Det står allerede i lovgivningen, at kommunerne skal arbejde på at få et samtykke ved sager om tvangsanbringelser, og at de ved bestemte foranstaltninger skal inddrage barnet.

At der er udfordringer på det specialiserede børneområde, er ikke nyt, men det er den politiske reaktion derimod. Her er politikerne ikke nødvendigvis sat i verden for at løse borgernes udfordringer, men for at konstruere nye problemer, for eksempel ved at italesætte brud på borgerens retssikkerhed som fejl i lovgivningen.

Det virkelige problem – at kommunerne ikke følger og forvalter lovgivningen korrekt – undlader vi at adressere, kritisere eller sanktionere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Emil Søbjerg Falster

ph.d., post.doc. ved Universal Design Hub/Bevica Fonden og Aalborg Universitet.
Cand.scient.adm.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024