"Institutionen lever og har det fint"

Af Palle Lund
direkør for Servicestyrelsen

Hvordan var det nu... blev institutionsbegrebet afskaffet i 1998?
Serviceloven har 10 års jubilæum. En af de markante ændringer på handicapområdet, var dengang afskaffelsen af institutionsbegrebet i relation til voksne. Nu skulle borgere med handicap have almindelige boliger og den nødvendige service (praktisk, socialpædagogisk osv.) skulle ikke være afhængig af boligen.

Ikke bare en teknisk formalitet
Afskaffelsen af institutionsbegrebet var ikke bare en teknisk formalitet. Der var helt klare politiske ambitioner og visioner bag. Vi skulle af med institutionerne, fordi de ikke afspejlede en anstændig og ligeværdig måde at behandle medborgere med handicap på. Måske lå der også en indbygget analyse af institutioner og "deres indbyggede tendenser" bag ønsket om at komme af med dem.

Fra lovgivning til praksis
Det var næppe mange, som dengang gjorde sig forestillinger om, at institutionerne i praksis ville blive nedlagt fra den ene dag til den anden. Men lovgivningen pegede i en klar retning, og nu var det så op til amter og kommuner at følge op med konkrete udviklingsplaner på området.

Hvis man ser på de analyser og evalueringer, som er gennemført siden lovens ikrafttrædelse, efterlader det imidlertid et noget mudret billede.

Der er helt sikkert sket positive forandringer i indsatsen mange steder, men det overordnede billede er, at "institutionen lever og har det rigtig fint". Mange af særforsogens totalinstitutioner er stadig i drift - og adskillelsen af bolig og service er langtfra en realitet i praksis.

Endelig kan man overveje, om den holdningsændring, som afskaffelsen af institutionsbegrebet også var udtryk for, er slået igennem i praksis - eller om institutionen i vores hoveder også "lever og har det godt".

Kan institutionen frikendes
Det seneste år har vi via flere tv-dokumentarudsendelser fået nogle meget ubehagelige eksempler på overgreb og alvorlige omsorgssvigt i botilbud for mennesker med handicap - primært udviklingshæmmede. Man kan ikke give "institutionen" al skylden for den uværdige og krænkende behandling, som disse borgere blev udsat for - men spørgsmålet er omvendt, om man helt kan frikende den...

I Servicestyrelsen offentliggjorde vi i starten af året en ny analyse under titlen "Veje til reelt medborgerskab" om vilkårene for udviklingshæmmedes selvbestemmelse og brugerinddragelse. Den analyse tyder på, at der i praksis er en række - om end indirekte og uformelle - barrierer for netop denne borgergruppes udøvelse af deres selvbestemmelse.

Desuden savner en del udviklingshæmmede det, man kunne kalde borgerkompetencer - ikke først og fremmest på grund af deres funktionsnedsættelse, men også på grund af nogle særlige opvækst- og livsbetingelser - en tilværelse i "institutionen".

Der er behov for en bred vifte af initiativer for at afhjælpe disse problemer. Og det netop indgåede satspuljeforlig vil helt sikkert betyde en styrkelse af indsatsen på dette område. Men jeg vil nu i denne sammenhæng rette fokus et lidt andet sted hen, nemlig mod de kommunale myndigheder - og mod den lokale handicappolitiske debat.

Kommunale myndigheders samspil med praksis
Med kommunalreformen fik vi ryddet enhver tvivl om, hvem der har myndighedsansvaret, af vejen. Det åbner alle tiders mulighed for at styrke myndighedens opfølgning i relation til den enkelte borger, og derved styrke det individuelle, borgernære perspektiv som modvægt til "institutionens" mere kollektive tilgang.

En tydeligere myndighedsopfølgning i forhold til den enkelte borger kan være med til at give både med- og modspil til personale og ledelse i leverandørerne (botilbud etc.). Og konstruktivt med- og modspil skaber grundlag for positiv udvikling til gavn for borgeren.

Kommunale handicapråd med visioner
Med kommunalreformen fik vi lovpligtige kommunale handicapråd. Her kan beslutninger i kommunen komme til høring og de langsigtede visioner for udviklingen på hele handicapområdet kan formuleres.

Jeg tror de kommunale handicapråd kan blive en helt central brik i det at få sat en lokal vision for udviklingen af bo- og servicetilbud for udviklingshæmmede og for andre handicapgrupper.

I samspil med kommunalbestyrelsen kan handicaprådet sætte de langsigtede - men også konkrete - mål for, hvordan kommunen får sporet sig ind på den retning, som blev sat med servicelovens afskaffelse af institutionsbegrebet.