Ellemann: Stram op på hjælpen til sociale stofmisbrugere

MISBRUGERE: Kommunerne giver ikke den hjælp til sociale stofmisbrugere, som de selv efterspørger. Derfor vil socialminister Karen Ellemann indkalde KL til en samtale om problemet.
Kasper Frandsen
Fakta

Fakte om undersøgelsen:

Undersøgelsen, der er finansieret af Servicestyrelsen, omfatter omkring 2250 nuværende og tidligere misbrugere, cirka 300 pårørende og en række behandlingsledere, kommunale medarbejdere og visitatorer. Udover sammenfatningsrapporten udgives der på internettet seks delrapporter.


Kilde: SFI

Kommunerne skal op i gear, når det gælder behandlingen af sociale stofmisbrugere. Det mener socialminister Karen Ellemann, der vil have forbedringer i forhold til efteruddannelse af behandlere, bedre udredning af stofmisbrugere samt større udveksling af viden mellem kommunerne.

Derfor vil hun snarest muligt drøfte situationen med kommunerne.

"Det er ikke i orden, når de svageste medborgere ikke får den støtte og hjælp, de har krav på ifølge loven. Jeg vil straks drøfte undersøgelsens resultater med KL. Herunder hvordan vi kan sikre, at alle brugere tilbydes at få udarbejdet en handleplan, sådan som loven foreskriver," siger Karen Ellemann.

Flere misbrugere ønsker behandling
Det er en ny undersøgelse fra SFI, der får socialministeren til at rykke netop nu på området.

Undersøgelsen fra SFI viser blandt andet, at der er alt for mange stofmisbrugere, der ikke får udarbejdet handleplaner, de modtager ikke en tilstrækkelig social støtte, og der sker ikke en ordentlig udredning/screening af de psykiske problemstillinger. Herudover peges der i undersøgelsen på, at behandlerne mangler efteruddannelse.

Undersøgelsen viser også, at en stor del af misbrugerne har psykiske, sociale og fysiske problemer. Mange af dem oplever, at de ikke får tilstrækkelig hjælp til at håndtere problemerne. Der er fx mange med psykiske problemer, der ikke modtager psykologhjælp eller psykiatrisk behandling, selv om mange ønsker det.

Mere uddannelse
Forskerne bag undersøgelse peger på, at der er brug for bedre uddannelse af behandlingspersonalet.

"Der findes ikke i Danmark en egentlig uddannelse for personer, der arbejder med misbrugsbehandling, hvor langt de fleste er pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker. Især efteruddannelse med fokus på psykiatriske eller psykologiske aspekter ved misbrug vil styrke behandlergruppen," siger Lars Benjaminsen, der har ledet undersøgelsen.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024