Barnets reform-udspil med huller

Dokumentation
Barnets reform-udspil med huller Partierne bag satspuljen har nu indgået en politisk aftale om Barnets reform. Aftalen indeholder flere gode præciseringer i forbindelse med indsatsen over for udsatte børn og unge, siger Socialpædagogerne, men der er også store huller i aftalen. Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen siger i en kommentar til aftalen: ”Aftalen er et skridt i den rigtige retning på flere områder, men vi kunne godt have ønsket os, at de havde taget et par spadestik dybere på flere områder. For det første synes vi aftalen mangler vilje til at ændre grundlæggende på finansieringen, der kan sikre at intentionerne i reformen kan føres ud i virkeligheden. Finansieringen skal ændres, så vi sikrer, at det er fagligheden der står over økonomien. For det andet skal familieplejere sikres ordentlige ansættelsesforhold i kommunerne. For det kan ikke nytte, at man vil fokusere så stærkt på familiepleje i viften af anbringelsesmuligheder uden, at der følger en sikring af plejefamiliernes situation med. Og for det tredje ser vi i aftalen også langt efter en nødvendig prioritering af efterværn. Jeg synes det er flovt at se, at man ikke kan se nødvendigheden af at følge indsatsen helt til dørs.” ”Vi har deltaget aktivt i bestræbelserne med reformen, og er tilfredse med at se, at en del af vores anbefalinger og forslag er indarbejdet i aftalepapiret, men vi synes stadig der er et stykke vej at gå, inden Barnets reform er helt i mål,” siger Kirsten Nissen. Socialpædagogerne har i deres samlede anbefalinger til Barnets reform blandt andet peget på, at familieplejere bør ansættes i kommunerne, at finansieringen på det særlige sociale område ændres, at kommunerne opretter døgnberedskaber og at efterværn gøres til en ret for unge tidligere anbragte.   Eva Åkerman [email protected]

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024