Fortsat for meget sjusk i børnesager

Dokumentation
Fortsat for meget sjusk i børnesager Ankestyrelsen har i dag offentliggjort en praksisundersøgelse af kommunernes sagsbehandling på børne- ungeområdet. ”Hårrejsende læsning”, siger Socialpædagoger. Undersøgelsen viser blandt andet, at kommunerne ofte ikke følger alle lovkrav, når de anbringer børn og unge uden for hjemmet. Ankestyrelsen har undersøgt om alle væsentlige lovkrav er blevet overholdt i 125 sager fra 14 forskellige kommuner, når et barn eller ung bliver anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen viser blandt andet, at i 83 procent af sagerne om anbragte børn og unge, overholder kommunerne ikke en eller flere af de lovkrav, som Ankestyrelsen har undersøgt. Fx er der i 35 procent af sagerne ikke gennemført en såkaldt § 50-undersøgelse af barnet og familien. Og i 27 procent af sagerne mangler en handleplan for barnet/den unges tid på anbringelsesstedet. ”Det er jo præcis de samme konklusioner som samme undersøgelse for et år siden. Kommunernes sagsbehandling på børneområdet er præcis lige så lemfældig som for et år siden. Det er da hårrejsende! Tænk, at man skal læse, at kommunerne i mere 80 procent af sagerne ser stort på gældende lovgivning. Der er jo ikke bare tale om kedeligt sjusk med sagsbehandlingen, det er jo alvorligt hul under vandlinjen når det handler om udsatte børns retssikkerhed,” siger Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen i en kommentar til Ankestyrelsens undersøgelse. ”Jeg synes det er dybt bekymrende, at kommunerne sjusker på så alvorlige områder som den lovpligtige § 50-undersøgelse, der jo skal afdække barnets forhold inden man anbringer barnet uden for hjemmet. Igen er det jo børnene, der kommer til at betale prisen. Ligesom det også gør det meget sværere for anbringelsesstederne at gøre et ordentligt arbejde med at tage vare på de udsatte børn. Man kan håbe, at indførelsen af Barnets reform – som jo har barnets retssikkerhed som omdrejningspunkt – vil skærpe kommunernes bevidsthed på området så vi ikke fremover vil se så triste tal i Ankestyrelsens praksisundersøgelser,” siger Benny Andersen. Kontaktperson Eva Åkerman [email protected]

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024