Socialpædagoger: Kortsigtet økonomiaftale

Dokumentation
Socialpædagoger: Kortsigtet økonomiaftale Efter flere dages svære forhandlinger, har KL og regeringen indgået aftale om det kommende års økonomi. En del af knasterne imellem de to parter handlede om de stigende udgifter på det særlige sociale område, som med aftalen får tilført 800 millioner kroner allerede i år. Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen er glad for, at de to parter er nået til enighed, men finder aftalen er kortsigtet: ”Der jo udelukkende er tale om lappeløsninger her. Pengene giver ro på bagsmækken, men vi har brug for, at der for alvor bliver sat lup på finansieringen af det særlige sociale område, sådan at kommunerne fremover kan føre en ansvarlig og rigtig socialpolitik uden at være bundet på hænder og fødder.” ”KL signalerer, at de seneste års høje vækst på det særlige sociale område ikke må fortsætte, og at der skal fokusere på at styre udgifterne. Det synes jeg er et bekymrende udspil. Det er klart, man ikke skal lade udgifter løbe løbsk. Vi har derfor også længe forslået, at vi ser på alternative modeller, når vi skal se på finansieringen af området i forbindelse med Barnets Reform. Det særlige sociale område bør friholdes de stramme servicerammer, for det er uholdbart, at kommunerne hvert år skal stå med hatten i hånden, og bede om hjælp til at lappe hullerne. Det ville give bedre mening at lægge det særlige sociale område ind under budgetgarantien, så kommunerne ikke bliver straffet for deres indsats overfor de udsatte grupper,” siger Kirsten Nissen. Socialpædagogerne har for nyligt i en større undersøgelse dokumenteret et efterslæb på 1,1 milliarder kroner i anlægsinvesteringer på det særlige sociale område. Kirsten Nissen forventer derfor, at en del af kommunernes frigivne anlægsmidler vil blive brugt på at renovere og bygge nyt på fx bostedsområdet. KL og regeringens aftale indebærer, at kommunerne næste år kan øge deres anlægsbudgetter med 5 milliarder kroner ekstra. Samtidig får kommunerne 400 millioner kroner til den omstridte madordning, der skal etableres for børneinstitutionerne. Og endelig bliver det specialiserede socialområde tilført 800 millioner kroner ekstra i 2009, og de får lov at beholde de 1,4 milliarder kroner, de har fået fra refusionsordningen i 2009 for de dyre enkeltpladser. Eva Åkerman [email protected]

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024