Danmark har nordisk rekord i institutionsanbringelser

Dokumentation
Danmark har nordisk rekord i institutionsanbringelser Danske børn og unge bliver i højere grad anbragt på døgninstitutioner end i vores nordiske nabolande. Det viser en ny undersøgelse fra SFI. Seks ud af ti anbringelser uden for hjemmet sker på en døgninstitution i Danmark. Det er en markant større andel end i Sverige og Norge, hvor henholdsvis 26 og 31 procent anbringes på en døgninstitution, viser undersøgelsen. Det er noget skidt, påpeger en del fagfolk. Undersøgelser viser, at unge, der har været på døgninstitution, har en overrisiko i forhold til at have prøvet hårde stoffer og kriminalitet sammenlignet med unge anbragt i plejefamilier. Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen peger på, at en af forklaringerne på den store forskel mellem de nordiske landede, er, at den tidlige indsats er nærmest ikke-eksisterende her i landet: ”Der bliver alt for ofte handlet for sent og for lidt over for de her børn og unge. Vi lader de udsatte børn sejle i egen sø alt for længe, og griber først ind, når de er blevet store udadreagerende teenage-unger. Tal fra Ankestyrelsen viser, at 70 procent af de, der bliver anbragt, er unge mellem 12 og 17 år. Dét tal taler jo sit eget helt tydelige sprog om manglen på politisk vilje til at tage fat om nældens rod og gøre intention til handling, når det drejer sig om tidlig indsats. Og det kan ærlig talt godt gøre mig temmelig vred.” Benny Andersen understreger, at institutionsanbringelser ikke nødvendigvis er bedre eller dårligere end en anbringelse hos en plejefamilie: ”Det er mere nuanceret end som så. Institutioner kan i mange tilfælde løse nogle opgaver, som familiepleje ikke kan. Fx i kraft af, at man her har flere fagligheder samlet på et sted. Og samtidig må man jo konstatere, at familiepleje har en masse andet at tilbyde, end en institution. Fx den familiære og trygge verden, som kan være løsningen for mange anbragte børn. Ideelt set bør vi derfor råde over begge muligheder, så hvert enkelt barn bliver visiteret til lige præcis den anbringelsesform, der giver mest mening. Og frem for alt så skal vi sætte handling bag intentionerne om tidlig indsats,” siger Benny Andersen. Rapporten fra SFI, Institutionsanbringelse af unge i Norden, er en sammenligning mellem de seks nordiske lande – Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige – og deres anbringelsespolitik. Kontaktperson: Eva Åkerman [email protected]

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024