Lisbeth Knudsen: Vi kører 200 kilometer i timen mod muren for vores velfærdsidealer

{{image:id:POSTION}}Kommentaren er bragt første gang 10. juni 2022.

-----

Hvornår indtræder der et reelt tillidsbrud hos borgerne i forhold til, hvad det danske velfærdssamfund kan forventes at levere af service, på grund af manglen på arbejdskraft? Det er faktisk kun et spørgsmål om kort tid, hvis man lytter til, hvad der foregår i regioner og kommuner.

Samtidig råber – ja nærmest skriger - mange virksomheder på arbejdskraft og har gjort det længe. De virksomheder hvis produktion, vi skal leve af, og som holder vores velfærd kørende.

Der er en skærende kontrast til dybden af den virkelighed, der indtræder, hvis vi kommer til at opleve et tillidsbrud i forhold til vores velfærdsidealer, og så den politiske handlekraft. På tværs af røde, blå, lilla og alle mulige andre farver af politiske opfattelser, så har vi som danskere nogle grænser for anstændighed i forhold til pasningen af vores børn, behandlingen af ældre, syge og sårbare. Vi har en forventning til, at vi alle er helt specielle og må kunne regne med den fornødne hjælp, uanset hvor regningen havner.

Imellem ser vi de situationer, hvor service-kvaliteten ikke lever op til vores velfærdsidealer, og helvede bryder løs over politikernes og forvaltningernes hoveder. Vi kommer til at se flere af den type eksempler.

Danmark kører direkte mod muren på sundhedsområdet, lyder det fra et overraskende parløb af Danske Regioners formand, Anders Kühnau, og den administrerende direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, i Berlingske torsdag i denne uge. De har sat sig sammen for at gøre noget. Etablere en stor teknologifond, der skal sikre massive digitale investeringer i sundhedsområdet, som kan afhjælpe noget af arbejdskraftmanglen. Hatten af for det initiativ. Det er så velkomment.

Jeg er helt sikker på, at samme fornemmelse af at være på vej mod muren med 200 kilometer i timen rumsterer i den kommunale sektor. Jeg har her i første halvdel af året været rundt i mange kommuner for at drøfte de næste fire års udfordringer med de nye byråd og direktionerne. Arbejdskraftmanglen står allerede højt på dagsordenen alle steder.

Udfordringen er dermed krystalklar. Der skal handles og findes løsninger. Og der skal handles nu. 

Lisbeth Knudsen

Problemerne med at skaffe ansatte til plejehjem og ældreomsorg nærmer sig smertegrænsen for anstændigt serviceniveau mange steder. På det specialiserede socialområde og i psykiatrien tårner udfordringerne sig også op, og daginstitutionerne kan ikke indfri forventningerne til mere uddannet personale.

Godt 40 procent af alle forsøg på at rekruttere social- og sundhedsmedarbejdere og sygeplejersker ender med, at stillingen ikke besættes, eller at stillingen besættes med en medarbejder, der ikke har de efterspurgte kvalifikationer. Behovet for medarbejdere i ældreplejen forventes at stige i takt med, at der kommer markant flere ældre i de kommende år, men udsigten til at få de fornødne antal medarbejdere er ikke lovende.

Finansministeriets tal peger på, at der alene i den offentlige sektor forventes en øget efterspørgsel på 36.000 jobs i 2030. Derudover vil der være et ekstra arbejdskraftsbehov på 40.000 i det private og til den grønne omstilling. Den forventede stigning i arbejdsstyrken fra 2022 frem mod 2030 er på samlet 25.000 personer. Det efterlader altså et gab på cirka 50.000 personer i 2030. Manglen vil være støt stigende i de kommende år frem mod 2030.

På det private arbejdsmarked ser situationen ikke meget anderledes ud. I april 2022 var der 70.000 ledige eller 2,4 procent af arbejdsstyrken. Man skal gå næsten 50 år tilbage i tiden for at finde en lavere ledighed end det nuværende niveau. Danmark ville ifølge Dansk Industri have haft den højeste vækst i 27 år, hvis det ikke havde været for manglen på arbejdskraft. Danske virksomheder kunne tilsammen have haft 32.000 flere medarbejdere, hvis ikke det var for problemet med mangel på arbejdskraft.

Danmark ville ifølge Dansk Industri have haft den højeste vækst i 27 år, hvis det ikke havde været for manglen på arbejdskraft.

Lisbeth Knudsen

Udfordringen er dermed krystalklar. Der skal handles og findes løsninger. Og der skal handles nu. For problemet går ikke væk. Den grønne og digitale omstilling har fart på. I de kommende år frem til 2030 bliver der færre unge, som rykker ind på arbejdsmarkedet. Vores velfærdsudfordring er ikke længere kun pengene. Det er i høj grad hænderne, hvis der også skal være tilstrækkelig plads til at den private sektor kan vokse.

Og hvad er så de politiske svar?

• En sundhedsreform med nedsættelse af en kommission, der skal se på, hvordan man kan skabe en mandskabsmæssig mere robust sundhedssektor. Det kan jo være udmærket men hjælper ikke meget på de fødeafdelinger, de øvrige hospitalsafdelinger og de psykiatriske afdelinger, hvor personalemanglen kører på kanten af et sammenbrud, fordi ledige stillinger ikke kan besættes.
• Sent onsdag aften faldt årets budgetforhandlinger mellem Finansministeren og Kommunernes Landsforening på plads for 2024. I budgetaftalen hedder det blandt andet om udfordringen med at skaffe arbejdskraft:
  
  ”Udfordringerne skaber behov for at nytænke velfærden gennem innovation og frisættelse af kommunerne og skaber samtidig behov for, at alle tager ansvar for udfordringerne, så velfærdssamfundet fortsat kan videreudvikles. Det er regeringens ambition, at alle landets kommuner sættes fri på dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet. Med velfærdsaftalerne sikres større frihed til at tilrettelægge velfærden i kommunerne på baggrund af bred inddragelse og dialog med borgere og medarbejdere.
• Og videre:” Målet er at skabe bedre velfærd for borgerne og få mest muligt ud af de tilgængelige ressourcer. Det skal bl.a. ske ved at styrke arbejdsglæden og frigøre tid til kerneopgaven hos ledere og medarbejdere.  Regeringen og KL er på den baggrund enige om at indgå et forpligtende samarbejde om at sætte en ny retning for udviklingen af den offentlige sektor kendetegnet ved større faglig frihed, nærhed og god kvalitet for borgerne.”

Sådan. Så er det jo helt klart, hvordan tingene skal gribes an. Regeringen og KL er i øvrigt blevet enige om, at der foruden udbredelsen af de frisatte velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet også etableres velfærdsaftaler med større frihedsgrader for et antal kommuner på beskæftigelsesområdet, som er kendetegnet ved en omfangsrig regulering og komplekse procesregler.

• Og så kom der lige et ekspertudvalg mere. For det specialiserede socialområde fik ikke flere penge i kommuneaftalen for 2024.
  
  ”Ekspertudvalget skal bl.a. bidrage med viden om, hvad der driver udviklingen i udgifterne og borgernes indsatser, herunder på botilbuddene.  Anbefalingerne skal understøtte, at den fortsatte udvikling på området sker inden for den afsatte ramme på en måde, hvor der sikres bedst muligt anvendelse af de 50 mia. kr., kommunerne årligt bruger på området, til gavn for borgerne.”
• På ældreområdet sidder der nu også en arbejdsgruppe og nogle ekspertpaneler og drøfter en ny ældrelov.
• Og endnu et ekspertarbejde. Denne gang i vikaranalyse:
  
  ”Regeringen, KL og Danske Regioner vil igangsætte et fælles analysearbejde, som skal undersøge, hvordan kommuner og regioner i dag anvender vikarer på de store velfærdsområder. Formålet er at analysere omfanget af forbruget af vikarer, hvad der driver brugen af vikarer, konsekvenser for ressourceforbrug og kvalitet samt mulige alternativer.”
   
• Og så følger vi udviklingen på daginstitutionsområdet:

Der er brug for, at flere tør tage tværgående sektorinitiativer, som det Dansk Industri og Danske Regioner har taget på sundhedsområdet med massive investeringer i teknologi, der kan frigøre hænder og hoveder til andre opgaver.

Lisbeth Knudsen

”Som opfølgning på aftalen om minimumsnormeringer af 5. december 2020 er regeringen og KL enige om at følge udviklingen i normeringer og udviklingen i andelen af pædagoger og andelen af pædagogiske assistenter frem mod 2024, hvor lovkravet om minimumsnormeringer træder i kraft.

• Og vi skal have en 10 års plan for automatisering og digitalisering:
  
  ”Regeringen, KL og Danske Regioner er derfor enige om at igangsætte en 10-årsplan for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor, der skal bidrage til at afhjælpe den forventede mangel på arbejdskraft til blandt andet den borgernære velfærd. Parterne har som fælles ambition at frigøre ressourcer svarende til 10.000 årsværk over 10 år.”
• Og her kommer det sidste og afgørende løfte i kommuneaftalen:

”Regeringen og KL vil i efteråret 2022 drøfte udfordringer og konkrete løsningsspor i forhold til at håndtere såvel de aktuelle som de fremadrettede rekrutteringsudfordringer.”

Her kommer en efterlysning. En form for samlet overblik over, hvad vi kan gøre af konkrete initiativer for at sikre vore velfærdsidealer og værdier, mens vi har travlt med den nye tungtvejende sikkerhedspolitiske dagsorden (flere soldater), klimadagsordenen (flere grønne job), omlægningen af vores energiforsyning, den digitale omstilling, flere ældre og flere børn. Hvordan gør vi det med betydeligt færre hænder og hoveder til rådighed?

Der etableres med kommuneaftalen og bestræbelserne på at frisætte kommunerne fra snærende bureaukrati og regler – enten indført af kommunerne selv eller af staten – et paradigmeskifte. Et skifte til fordel for en forvaltning tættere på borgerne og deres individuelle behov. Men der flyttes også et lang tungere prioriteringsansvar over på politikerne i kommuner og regioner i de kommende år. Et ansvar, som kan give voldsomme konsekvenser, når skurkerollen ikke længere kan sendes videre til dem inde på Christiansborg, og råderummet til mere velfærd er blevet mindre.

Der er brug for, at flere tør tage tværgående sektorinitiativer, som det Dansk Industri og Danske Regioner har taget på sundhedsområdet med massive investeringer i teknologi, der kan frigøre hænder og hoveder til andre opgaver. Der er brug for at lytte til Reformkommissionens dristige forslag på uddannelsesområdet. Der er brug for at partierne finder hinanden i forhold til rammerne for udenlandsk arbejdskraft, sådan som de økonomiske vismænd kraftigt har anbefalet. Ingen af de fremlagte forslag har kunnet samle flertal, og det hele er nu ramlet på gulvet hvad angår striden om beløbsgrænser.

Der er i det hele taget brug for, at vi på flere områder tør tænke nye veje. Ekspertgrupper, kommissioner og nye analyser fejler jo ikke noget. Men de tager tid. Og spørger man rundt omkring i kommuner og regioner, så ved de godt, hvor skoen trykker, og den trykker allerede nu. Vi mangler i den grad den politiske handlekraft.