Aktører: En fattig finanslov for udsatte

FINANSLOV: Et kraftigt indhug i satspuljen for 2013 hiver tæppet væk under en række indsatser for udsatte grupper, påpeger flere aktører, der ikke forventer nogen redning fra ny reservepulje. Enhedslisten kræver flere penge til udsatte og hjælp til folk, der rammes af fleksjobreformen.
Foto: colourbox
Kasper Frandsen

Regeringen oplister alle de emner, man kan forestille sig, men det er i virkeligheden en måde at skåne sig selv for kritik på. Der er enorm trængsel i forhold til at stoppe huller på de to reservationspuljer.

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte
Fakta

Der står der om satspuljen i regeringens finanslovforslag:

"Satspuljen forventes at udgøre 265 mio. kr. i 2013. Regeringen foreslår at sætte fokus på bl.a. udsatte børn og unge, sundhed for udsatte grupper, integrationsindsatsen og en styrket indsats for førtidspensionister og fleksjobbere."


Kilde: Finansministeriet

Det var et finanslovforslag uden den store hjælp til de svageste grupper i samfundet, som finansminister Bjarne Corydon (S) mandag præsenterede endeligt for offentligheden.

Sådan er vurderingen fra en række aktører på det sociale område.

Satspuljen, der hvert år uddeler millioner af kroner til projekter for udsatte grupper som misbrugere, prostituerede, hjemløse m.fl., får på grund af de lave lønstigninger på arbejdsmarkedet ingen nye penge tilført. De 265 mio. kr., som satspuljen trods alt har til rådighed, kommer fra tidligere års satspuljepenge, der ikke er udmøntet.

Formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, ser med stor alvor på den svindende satspulje, som han karakteriserer som "nul og niks i år".

"I forhold til de udsatte grupper bliver der mildest talt ikke meget at gøre godt med. Mange af de små tilbud, som bliver finansieret gennem satspuljen, risikerer at blive nødlidende eller helt lukket," siger han til Altinget | Social & Forebyggelse.

Den dårlige økonomi, som er årsag til den lave satspulje, er også årsag til, at der f.eks. kommer flere og flere misbrugere og hjemløse, påpeger han. Blandt andet er antallet af helt unge hjemløse steget voldsomt de seneste år under finanskrisen.

Sker ikke
I regeringens finanslovforslag har den reserveret to puljer på 500 og 400 mio. kr. til henholdsvis "velfærdsforbedringer" og "nye initiativer". Herunder fremhæver regeringen i sit udspil, at pengene blandt andet kan gå til udsatte grupper og handicappede, men også grønne initiativer, uddannelse og erhvervsinitiativer nævnes som mulige modtagerområder.

Den slags reserver fandtes også under den borgerlige regering. Erfaringen er, at de ikke kommer de udsatte grupper til gavn, påpeger Jann Sjursen.

"Regeringen oplister alle de emner, man kan forestille sig, men det er i virkeligheden en måde at skåne sig selv for kritik på. Der er enorm trængsel i forhold til at stoppe huller på de to reservationspuljer. Dagpenge og jobskabelse er regeringens to store slagnumre. Derfor forestiller jeg mig, at der vil gå meget til de to områder," siger han og slutter:

"Det bliver formentlig en fattig finanslov for udsatte grupper i samfundet."

Husk psykiatrien
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, er også kritisk over for konsekvenserne af få penge til satspuljen.

"De 265 mio. kr. i puljen efterlader ikke meget for de udsatte grupper, og de ekstra penge i reservepuljen bliver en ren lykkepose, hvor pengene ofte går til dem, der har de bedste kommunikationsevner og kontakter," siger hun.

Hun påpeger dog, at regeringen kommer til at bruge en masse penge på førtids- og fleksjobreformen til at understøtte ressourceforløb og rehabiliteringsteams.

"Hvis tankesættet skal holdes i reformen, vil det delvist kompensere for manglende penge i satspuljen, fordi man hjælper socialt udsatte," siger hun.

I den forbindelse er hun dog kritisk over for, at regeringen i forbindelse med finanslovforslaget kun har afsat 200 mio. kr. til psykiatrien.

"Det forslår ikke. Mange af de personer, der havner på en førtidspension, har en psykisk sygdom. Derfor spiller det ikke sammen," siger hun.

EL: Projekter skal reddes
Det bliver formentlig Enhedslisten, der skal lægge de afgørende stemmer til regeringens finanslov for 2013. Og partiets socialordfører ser med stor alvor på, at en markant mindre satspulje trækker tæppet væk under en række projekter og indsatser over for udsatte grupper.

"Det lægger et yderligere pres på finanslovsforhandlingerne. For hvis vi ikke finder løsninger til en lang række af de gode projekter, som satspuljen finansierer, vil vi se store negative konsekvenser," siger Finn Sørensen, der er Enhedslistens socialordfører, til Altinget | Social & Forebyggelse.

Enhedslisten er ellers som det eneste parti i Folketinget ikke en del af satspuljekredsen, der hvert år fordeler pengene.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024