Debat

Boligorganisationer kan ikke løfte opgaven alene

DEBAT: Boligorganisationer kan noget, det offentlige ikke kan. Men hvis udviklingen af udsatte områder skal vendes, skal den kommunale kernedrift fungere, og erhvervsfrekvensen skal op. Det skriver Flemming Strøm, konstitueret direktør i KAB.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Flemming Strøm
Konstitueret administrerende direktør, KAB

I landets udsatte boligområder bor mange af samfundets socialt svageste borgere. Boligerne er som regel gode og sunde, men boligområder præget af stor koncentration af sociale problemer og en ensidig beboersammensætning er aldrig nogen god ide.

Siden 1994 har først den daværende regerings byudvalg og siden en lang række puljer, støtteordninger, private fonde og ikke mindst Landsbyggefonden bevilget millioner af kroner til arbejdet i de udsatte boligområder.

Virker det? Ja, det virker! Men det kan gøres bedre, hvis flere spiller med.

Fakta

Fra 29. november og en måned frem sætter Socialdebatten fokus på udsatte boligområder. 

Mød denne måneds debatpanel.

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Det kræver en bred indsats
I de almene boligorganisationer er vi optagede af at give vores beboere et godt sted at bo, og derfor har vi gennem årerne vægtet indsatsen i de udsatte boligområder højt.

I KAB har vi et væld af boligsociale aktiviteter. Vi har indsatser over for kriminalitetstruede børn og unge, unge mødre, etniske grupper, udsatte og sårbare beboere og meget andet. Alt sammen tiltag, der er med til at gøre de udsatte boligområder til bedre steder at bo, og som er med til at højne livskvaliteten for den enkelte beboer og den enkelte familie. Men vi kan ikke løfte opgaven alene!

Vi vil gerne hjælpe med det, vi er gode til, men det skal ske i tæt samarbejde med samfundets øvrige aktører, og det virker faktisk.

Flemming Strøm
Konstitueret administrerende direktør, KAB

Hvis vi for alvor skal løfte områderne, så skal beboerne i arbejde, børnene skal lære at læse og regne i den danske folkeskole, de skal hjælpes til at få en uddannelse, og beboerne skal integreres, ikke bare med hinanden i de udsatte områder, men også med det omkringliggende samfund. Hvis udviklingen i de udsatte områder skal vendes, skal den kommunale kernedrift fungere, og erhvervsfrekvensen skal op.

Reoler fulde af evalueringer og udredninger om indsatsen viser, at velfungerende skoler, klubber, institutioner og en kommunal forvaltning, der er i stand til at koordinere indsatsen og yde den individuelt, er en afgørende forudsætning. Det arbejde, som den almene sektor udfører, kan ikke erstatte den kommunale indsats, men supplere den på de punkter, hvor vi som repræsentanter for civilsamfundet er bedre til at løfte opgaverne!

Fritidsjobkonsulenter hjælper unge i job
I KAB har vi rigtige gode erfaringer med for eksempel Fritidsjobkonsulenter. De har i udsatte boligområder på Nørrebro, i Kgs. Enghave, Sjælør og Tåstrup hjulpet hundredevis af unge til at få et fritidsjob. Et job, som de unge af forskellige grunde har svært ved selv at skaffe sig.

Fritidsjobkonsulenterne har ved en håndholdt indsats i boligområder, som de kender virkelig godt, haft succes med at give nogle unge en chance – i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv og kommunale aktører.  De unge har både fået et fritidsjob og altså penge på lommen og – måske endnu vigtigere – en mulighed for at gøre sig nogle erfaringer på arbejdsmarkedet, der forhåbentlig kan gøre det nemmere for dem en dag at finde fast fodfæste der.

Fritidsjobkonsulenternes arbejde og deres resultater er en indsats, vi i KAB er stolte af, og vi fortsætter gerne det gode arbejde – både her og andre steder, hvor vi måske netop fordi vi ikke er kommunen, og ikke har en myndighedsrolle i forhold til beboerne, kan noget, det offentlige ikke kan!

Det offentlige skal tage del i indsatsen
Men samtidig vil vi gerne appellere til, at det offentlige tager deres rolle på sig! KAB og naboerne til de socialt mest udsatte kan nemlig ikke sørge for, at beboernes børn passer deres skole, at der er gode skoler med tilstrækkelig lærerkapacitet til at sikre, at alle elever lærer nok, at der er personlig jobvejledning, før de unge forlader skolen, at der er gode uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder osv.

Vi kan derimod noget andet, når vi arbejder i de udsatte boligområder: Vi kan komme tæt på beboerne og skabe den nødvendige tillid, der giver mulighed for at arbejde med både bolig- og sociale forhold. Det er der brug for i de områder, hvor mange beboere slås med meget komplekse problemstillinger. Vi vil gerne hjælpe med det, vi er gode til, men det skal ske i tæt samarbejde med samfundets øvrige aktører, og det virker faktisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Strøm

direktør Else og Erik Jørgensens Familiefond
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1985)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024