Overlæge, speciallæge og sundhedsøkonom: Børne- og ungdomspsykiatrien er så presset, at den snart ikke eksisterer længere

Vi er nødt til at gribe massivt ind, hvis ikke vi bliver nødt til helt at afvikle den offentlige børne- og ungdomspsykiatri, skriver Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg.

Ofte afslutter forløbet vi før barnet er færdigbehandlet, fordi nye børn og unge er endnu mere syge, skriver Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg om børne- og ungdomspsykiatriens tilstand. Arkivfoto.<br> — Ofte afslutter forløbet vi før barnet er færdigbehandlet, fordi nye børn og unge er endnu mere syge, skriver Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg om børne- og ungdomspsykiatriens tilstand. Arkivfoto.
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Der er en stemning af afmagt og faglig opgivenhed i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark. Man skammer sig over, hvor lidt man kan gøre for de familier, som søger hjælp.”

En ny undersøgelse fra Overlægeforeningen dokumenterer, at tre ud af fire børne- og ungdomspsykiatere under 45 år i dag arbejder i det private. Den offentlige børne- og ungdomspsykiatri er kort sagt under afvikling.

To af os repræsenterer børne- og ungdomspsykiaterne i hele landet. Vi kan bekræfte tallene og genkender udsagnene, for vi hører dagligt om kolleger, der enten er søgt væk eller er på vej væk fra den offentlige børne- og ungdomspsykiatri. Sammen Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi, har vi længe fulgt udviklingen med bekymring.

Flere søger mod det private

”Jeg har opsagt mit job som ledende overlæge og skal arbejde på privathospital. Jeg vil gerne blive i regionspsykiatrien, men når jeg påpeger overfor mit ledelseslag de problemer, som vi står med, bliver jeg mødt med hvorfor skaber du så dårlig stemning,” fortæller en kollega i nævnte undersøgelse.

Vi er bekymrede for, hvornår børne- og ungdomspsykiatrien reelt bliver et privat ansvar
Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg
Hhv. formand og næstformand, BUP og sundhedsøkonom, Vive

Hver fjerde børne- og ungdomspsykiater i den arbejdsdygtige alder arbejder nu uden for den offentlige psykiatri. For cirka ti år siden var det hver tiende. Samtidig er der flere ubesatte lægestillinger i den offentlige børne- og ungdomspsykiatri.

Krisen ville være af mindre betydning, hvis der var rigtig mange børne- og ungdomspsykiatere til de mange tusinde børn og unge, der hvert år har brug for hjælp. Men i Danmark er der blot 373 speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Til sammenligning er der ifølge autorisationsregistret, 1761 voksenpsykiatere og i alt over 14.000 psykologer i Danmark. Vi taler altså om et meget lille fagspeciale, og når en enkelt kollega søger væk, kan det mærkes.

Flugt fra en synkende psykiatri

Godt nok uddannes der flere nu end tidligere, men stigningen svarer slet ikke til stigningen i patienter.

I Region Syd burde der eksempelvis være 23 speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri. Ifølge de sidste officielle tal var der ti ubesatte stillinger, og på blot to år er otte speciallæger stoppet. Samme billede ser vi i de øvrige regioner.

”Gennem de senere år har jeg set flere af mine gode kollegaer blive stressede eller ændre sig personlighedsmæssigt på grund af stress, ligesom jeg har set konsekvenserne deraf for deres familier. Et par dygtige psykiatere midt i 40’erne har helt mistet deres arbejdsevne eller er i flexjob. Det gør mig bekymret for at miste min egen arbejdsevne, og derfor er jeg kommet til den erkendelse, at mit eget velbefindende og helbred er vigtigere end den indsats, jeg kan gøre for at "redde" en synkende regionspsykiatri,” siger en anden kollega.

Udredningsret skaber flaskehalse

Udrednings- og behandlingsretten (UBR) blev indført, fordi ventetiderne til behandling var for lange. Men når børne- og ungdomspsykiatrien er underdimensioneret og man samtidig har en udrednings- og behandlingsret, opstår alvorlige problemer.

Vores kollegaer tvinges til at afvise syge børn og unge. Det svarer til at fortælle et barn med et brækket ben, at det måske heler af sig selv
Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg
Hhv. formand og næstformand, BUP og sundhedsøkonom, Vive

Manglen på kolleger betyder i praksis, at den offentlige børne- og ungdomspsykiatri afviser børn og unge, som faktisk har behov for hjælp, men ikke er blandt de mest syge, fordi vi kun kan tage et lille antal en, når vi ikke er flere ansatte.

Når de endelig kommer ind, er de så syge, at behandlingen er svær og tager meget lang tid. Ofte afslutter vi før barnet er færdigbehandlet, fordi nye børn og unge er endnu mere syge. I det lys er det måske ikke så underligt, at mange af vores kolleger brænder ud og søger væk fra børne- og ungdomspsykiatrien.

Vores kolleger tvinges simpelthen til at afvise syge børn og unge. Det svarer til, at vores kolleger i somatikken fortæller et barn med et brækket ben, at det måske heler af sig selv, og hvis ikke, så kom tilbage senere.

En anden kollega skrev i undersøgelsen: ”Som fagperson bliver man udbrændt med tiden, fordi det er så håbløst at de eneste muligheder man har er: Afvis henvisningen – eller gør henvisning meget utilgængelig. Giv en diagnose og send barnet/familien til det kommunale system, som ikke aner, hvad de skal stille op.”

Dette er også et samfundsøkonomisk problem, for det gør forældrene uarbejdsdygtige, når deres børn ikke trives og er syge. Når et barn eller ung rammes af psykisk sygdom, rammes hele familien.

Nogle familier har en forsikring, og så kan de få privat hjælp. Andre har ikke den mulighed. Lige nu stiger uligheden i sundhed, som politikerne ellers har talt imod i årevis.

Læs også

I foråret blev Heunicke spurgt til prisen for psykiatriplanen. Et halvt år senere venter partierne fortsat på svar

Børn og unge får ikke lov til at blive undersøgt, når forældrene ser de første tegn på mistrivsel, men først når de har været syge i lang tid, og sygdommen har ødelagt en stor del af deres og deres families tilværelse. Jo mere alvorligt, en psykisk sygdom har udviklet sig, jo sværere bliver det at helbrede, det kræver mere tid og flere ressourcer. Det er en ond spiral.

Der er skabt nogle arbejdsforhold, der får mange til at søge væk. Samtidig står et privat arbejdsmarked med åbne arme og tilbyder gode arbejdsvilkår, hvor den enkelte psykiater rent faktisk kan opleve, at de gør en forskel for patienterne. Den offentlige psykiatri bliver drænet helt, hvis denne udvikling fortsætter.

Ønsker politikerne, at børne- og ungdomspsykiatrien overlever?

Vi er bekymrede for, hvornår børne- og ungdomspsykiatrien reelt bliver et privat ansvar, hvor borgere med forsikringer får adgang til behandling, mens det offentlige skal behandle de allersværeste syge og de uden forsikringer.

Udviklingen bliver meget svær at rulle tilbage. For der bliver færre og færre tilbage til at uddanne fremtidens speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien. Det betyder ringere kvalitet i den lægelige uddannelse og dermed ringere udredning og behandling.

Politikerne skal derfor beslutte om der kun skal være en privat børne- og ungdomspsykiatri. Hvis de ønsker en offentlig børne- og ungdomspsykiatri, har vi nogle bud på, hvad det vil kræve.

Det kan vi gøre

For det første skal kommunerne yde lettere behandling med konsulentstøtte fra Børne- og Ungdomspsykiatrien. Det vil forebygge megen psykisk sygdom i at udvikle sig til alvorlig psykisk sygdom.

Den offentlige børne- og ungdomspsykiatri er kort sagt under afvikling
Nina Tejs Jørring, Erik Døssing og Jakob Kjellberg
Hhv. formand og næstformand, BUP og sundhedsøkonom, Vive

For det andet er det vigtigt, at forældres bekymringer tages seriøst første gang de søger hjælp. Det kan ske ved etablering af en ensartet indgang til hjælp i alle kommuner, der sætter tidligt ind og følger familier til barnet er i trivsel.

For det tredje tager Børne- og Ungdomspsykiatrien imod alle de børn og unge, der bliver henvist fra PPR og praktiserende læger. Enten gennem konsulentbistand eller modtage patienten til udredning og behandling. Samtidig må vi løfte ambitionsniveauet, så Børne- og Ungdomspsykiatrien yder den rette psykiatriske behandling, ikke kun udreder, mens kommunerne tager sig af de kommunale opgaver.

For det femte: Ingen snak om overgange, skift til samtidige indsatser og ansvar. Så familierne oplever at kommune og region samarbejder om at løse problemer og for at familier kan opnå et godt liv. For det sjette skal al ikke-medicinsk behandling, sociale og uddannelsesmæssige indsatser, får samme status som medicinsk behandling, så den ikke kan spares væk, eller ændres til en anden slags af lavere kvalitet, som det ofte sker i dag.

Og til syvende og sidst er vi nødt til at begynde at måle ledelserne på fastholdelse af personale og på, om familierne får det bedre.

Det vil kræve mange penge, både til den regionale børne- og ungdomspsykiatri og til kommunerne. Det kan synes umuligt at øge det faglige ambitionsniveau i en tid, hvor man ikke kan tiltrække personale.

Men når personalet flygter fordi ambitionsniveauet er for lavt, er det den eneste rigtige vej at gå, hvis man altså ikke bare ønsker at afvikle den offentlige børne-og ungdomspsykiatri.

Læs også