Dagens overblik: Partier vil indføre turistskat i København
En turistskat i København, Joe Bidens udtalelser til Nato-topmøde og så går et folketingsmedlem i rette med partifælles forslag. Velkommen til dagens overblik.
Jonas Wiinblad Overgaard
JournalistVelkommen til dagens overblik.
I dag skal vi kigge nærmere på en historie om, at Rud Pedersen har sikret sovepladser til Finansministeriets særlige rådgivere under Folkemødet. Og så vil tre partier indføre en turistskat i København.
Lad os hoppe ud i det.
Partier sender modeller for turistskat til erhvervsminister Morten Bødskov
Flere partier i den københavnske borgerrepræsentation vil indføre en turistskat i København.
Tidligere har erhvervsminister Morten Bødskov (S) afvist forslaget. Men nu har partierne SF, Alternativet og Enhedslisten sendt fire modeller for en potentiel turistskat til Erhvervsministeriet og bedt ministeren forholde sig til dem.
Det skriver Politiken.
"Der er pres på Indre By, og vi har brug for penge til at holde byen ren, lave flere toiletter, bedre cykelstier og andet, der gavner både turister og lokalbefolkningen," siger Rasmus Steenberger, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF, til avisen.
Morten Bødskov har ikke forhold sig til modellerne endnu, på grund af at han holder sommerferie.
Wammens medarbejdere boede hos Rud Pedersen under Folkemødet
Finansminister Nicolai Wammens (S) særlige rådgivere og ministersekretær fik en seng at sove i med hjælp fra lobbyvirksomheden Rud Pedersen under Folkemødet på Bornholm.
"Man kan mistænke, at det bliver brugt aktivt i relationsarbejdet med ministerierne. Når noget bliver den her type af gaveøkonomi, så kan man også opbygge relationer, der er problematiske," siger Christoph Ellersgaard, der forsker i magt og netværk ved CBS, til mediet.
Joe Biden introducerede Zelenskyj som Putin
Nato-topmødet sluttede natten til fredag dansk tid, og sent i går aftes var den amerikanske præsident Joe Biden på talerstolen.
Da han skulle præsentere den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, sagde han ifølge TV 2:
"Jeg vil give ordet til præsidenten af Ukraine, som har så meget mod, som han har beslutsomhed. Mine damer og herrer: præsident Putin."
Han kom senere også til at kalde vicepræsident Kamala Harris for "vicepræsident Trump".
Jeppe Søe går i rette med partifælle
Onsdag gav folketingsmedlem for Moderaterne Rasmus Lund-Nielsen et interview til Berlingske.
I interviewet advokerede han for, at man skulle udvide folketingsåret med to måneder for at lette arbejdspresset ved at give folketingsmedlemmerne mere tid til de mange opgaver.
Det kommer i kølvandet på de seneste års høje arbejdspres, der har haft konsekvenser for flere folketingsmedlemmer. Senest blev Jeppe Søe ramt af et blackout.
Men nu går Jeppe Søe i rette med sin partifælle.
"Det har ingen gang på jorden," siger Jeppe Søe om forslaget til TV 2.
Flere og flere mænd tager barsel
Det er nu næsten to år siden, at de nye regler for øremærket barsel til mænd trådte i kraft.
Og det har haft en mærkbar effekt.
Siden februar 2022 er antallet af mænd på barsel steget med 44 procent, samtidig er antallet af kvinder på barsel faldet med 14 procent i samme periode.
Det skriver Ritzau ifølge Politiken.
"Mere barsel til mænd er godt nyt for den økonomiske ligestilling for eksempel på pensionsområdet," siger Anne-Louise Lindkvist, kunderådgivningschef i Sampension, til Ritzau.