Debat: Hjælp og støtte skal sikre handicappede børn et normalt liv
DEBAT: Hvis handicappede børn skal sikres et normalt barndoms- og ungdomsliv, så kræver det politisk vilje, skriver Emil Søbjerg Falster, der er ph.d.-stipendiat fra Roskilde Universitet.
Birgitte Søe
RedaktionsassistentAf Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet
26. april udgav Børne- og Socialministeriet en opgørelse over antallet af børn med handicap, der modtog hjælp og støtte efter serviceloven i 2016.
Det er den første og umiddelbart eneste opgørelse i nyere tid og må isoleret set betragtes som et stort skridt på vejen.
I en lang årrække har Danmark ellers ikke haft statistisk information om gruppens antal, men en ny undersøgelse fra ministeriet anslår nu, at i omegnen af 30.000-35.000 børn med handicap modtog hjælp og støtte efter serviceloven i 2016.
Samme år modtog omkring 170.000 personer hjælp og støtte efter samme lov samlet set.
Behov for hjælp og støtte stiger med alderen
Gruppen udgør derfor en antalsmæssig stor gruppe sammenlignet med det samlede antal.
Det kræver i høj grad både lands- og kommunalpolitisk vilje til at prioritere børnehandicapområdet.
Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet
Det skal samtidig ses i lyset af, at der i opgørelsen ikke indgår særlige dag- og klubtilbud (servicelovens § 32 og 36), hvorfor opgørelsen er et såkaldt "underkantskøn".
Det betyder, at antallet af børn og unge med handicap sandsynligvis er endnu større, men at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at fastslå, præcis hvor meget.
Ministeriet konkluderer desuden, at antallet af børn med behov for hjælp og støtte stiger med alderen.
Opgørelsen er vigtig, fordi børn med handicap også mennesker.
Derfor bør vi alle sammen interessere os for, hvilket liv de lever, og hvad der begrænser dem i at tilegne sig et godt liv.
De er med andre ord en del af den sociale struktur, hvorfor sociale, politiske og økonomiske ændringer i samfundet også påvirker gruppens liv og levevilkår.
Rettigheder på lige fod med andre børn
Med opgørelsen bliver det eksempelvis muligt at se, hvorvidt iværksættelsen af velfærdsreformer, lovændringer eller økonomiske besparelser påvirker antallet af børn med handicap, der får hjælp og støtte efter serviceloven.
Desuden kan tallene måske være startskuddet på en begyndende indsigt i, hvorvidt vi overholder handicapkonventionen.
Denne fastslår, at deltagerstaterne inklusiv Danmark skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at børn med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre børn – hvilket i mange tilfælde forudsætter kompensation eksempelvis gennem bevillingen af merudgifter.
Et markant fald i antallet af børn, der får hjælp og støtte efter serviceloven, kan derfor indikere, om gruppen ikke modtager hjælp og støtte til at virkeliggøre de rettigheder, som de ellers sikres gennem konventionen.
Det kræver politisk vilje
Men tallet mangler at blive nuanceret med endnu mere viden om, hvilket liv børn med handicap lever, og hvorvidt de får den hjælp og støtte, som de har behov for.
Det kræver i høj grad både lands- og kommunalpolitisk vilje til at prioritere børnehandicapområdet.
Politikerne skal sikre, at kommunernes registreringer er korrekte, således at ministeriet kan udarbejde fyldestgørende opgørelser af, præcis hvor mange børn med handicap der får hjælp og støtte efter serviceloven, hvilke ydelser de modtager, og hvorvidt de virker.
Hertil er det ikke for meget at forlange, at KL giver en hånd med og understøtter arbejdet på tværs af kommunerne.
Et acceptabelt barndoms- og ungdomsliv
På nuværende tidspunkt er børn med handicap stadig usynliggjort.
Vi er som samfund nødsaget til at vide, hvorvidt børn med handicap har forudsætningerne for at leve et selvstændigt og uafhængigt liv, eller om de kun tilkendes hjælp og støtte på et niveau, hvor det ikke er muligt at leve et acceptabelt barndoms- og ungdomsliv.
Det skylder vi både børnene og deres forældre.
Det ville på mange måder være et brud med handicapkonventionen og landets egne handicappolitiske principper, hvis vi vedbliver med at lukke øjnene for børn med handicap og for, hvorvidt deres levevilkår er forsvarlige.