Det Etiske Råd får ny formand
Forhenværende direktør for Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen, bliver formand for Det Etiske Råd.
Cindy Shummontien Green
ResearcherLeif Vestergaard Pedersen er ny formand for Det Etisk Råd. Det står klart efter sundhedsminister Magnus Heunicke 12. januar udpegede den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse og Region Midtjylland til formand for rådet.
Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Den nyudvalgte formand har været menigt medlem af Det Etiske Råd siden 2019, men skal nu afløse Anne-Marie Gerdes på formandsposten, da hendes beskikkelsesperiode udløber.
"Rådet spiller en værdifuld rolle ved at sikre en god offentlig debat og give os alle en større indsigt i en lang række etiske dilemmaer. Jeg vil gerne byde varmt velkommen til den nye formand og de tre nye medlemmer til rådet. Samtidig skal de afgående medlemmer – både formanden og de to øvrige medlemmer – have en kæmpestor tak for deres indsats gennem årene – ikke mindst under covid-19-pandemien," udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke.
Det Etiske Råd tilføjer desuden tre nye medlemmer, som består af psykologiprofessor Svend Brinkmann, læge Ida Donkin og specialansvarlig overlæge Anette Hygum. Professor Jacob Giehm Mikkelsen, som har været medlem af Det Etiske Råd siden 2009, er også blevet genbeskikket.
Desuden må Det Etiske Råd også afskedige journalist og pressechef Bolette Marie Kjær Jørgensen og professor Eske Willerslev som menige medlemmer fra rådet.
Det Etiske Råd består af i alt 17 medlemmer, der har til opgave at rådgive Folketinget, ministre og andre offentlige myndigheder om etiske spørgsmål.