DF: Kommunerne skal mande sig op

I dagens Danmark er der kontrol med stort set alt, og kommunerne ved generelt meget om borgerne, men på handicapområdet er der i Københavns Kommune så åbenlyse svigt med hensyn til blandt andet tilsyn og kvalitetssikring, at man ikke kan andet end at være dybt bekymret

Karin Nødgaard
MF og socialordfører for Dansk Folkeparti

Af Karin Nødgaard
Folketingsmedlem og socialordfører for Dansk Folkeparti

I mit første debatindlæg om det specialiserede område indledte jeg med ordene ”det er vigtigt, at udsatte og handicappede sikres de bedst tænkelige levevilkår”.

Det mener jeg fortsat, og det håber jeg sandelig også, at kommunerne kan skrive under på, men jeg må indrømme, at jeg er meget bekymret, efter at det er kommet frem, at Københavns Kommune ikke har været bekendt med 39 svært handicappede medborgeres eksistens, og at der ikke var tilsyn med deres opholdssteder. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan være en del af virkeligheden i Danmark i år 2013. 

Jeg er foruroliget over, at mennesker, der har handicap, og som kan betegnes som værende nogle af de mest udsatte borgere i vores samfund, igennem flere år kan være glemt af de fleste i et kommunalt system, som burde være opmærksom på, at en af de fornemste pligter er at beskytte disse udsatte medborgere og sikre dem værdighed.

Hvordan kan man have borgere bosiddende på opholdssteder, der ikke er godkendt og som ikke udsættes for tilsyn? Hvor er den kommunale ledelse henne?

Mennesker af kød og blod
Hvert individ skal behandles som et individ og derfor er det som udgangspunkt ligegyldigt, om der er tale om én person eller 39 personer, der er glemt, men alligevel er det utroligt, at der ikke er nogen på ledelsesniveau, der har opdaget, at der er borgere, der er forsvundet, når antallet er så højt.

I dagens Danmark er der kontrol med stort set alt, og kommunerne ved generelt meget om borgerne, men på handicapområdet er der i Københavns Kommune så åbenlyse svigt med hensyn til blandt andet tilsyn og kvalitetssikring, at man ikke kan andet end at være dybt bekymret.

Det drejer sig jo ikke om, om det er sundt at spise den ene eller den anden fødevare, eller om vi skal dyrke mere motion eller ej. Det drejer sig om mennesker af kød og blod, som for de flestes vedkommende helt forståeligt ikke har de fornødne evner og menneskelige ressourcer til at gennemskue egen sag. Og med hensyn til de pårørende kan det også være vanskeligt for disse at vide, hvad der skal iværksættes overfor et nært familiemedlem.

Egentlig burde kommunerne, og vel især landets største, kunne magte denne opgave, men der er gennem de seneste år dukket flere og flere eksempler på svigt op, som forstærker min holdning til, at det er vigtigt, at vi fra landspolitisk side har grebet ind, og at vi nu om kort tid får vedtaget en tilsynsreform, hvor det fremover bliver fem tilsynscentre, der skal stå for tilsynet i Danmark.

Leve op til velfærdssamfundets værdier
Det skal være ønsket, at det kommer til at opkvalificere området, men dermed ikke sagt, at vi er nået i mål. Dansk Folkeparti vil følge disse centres arbejde med at leve op til deres tilsynsforpligtelser. Det skylder vi klart de mest udsatte borgere i vores samfund.

Vi skal leve op til, at Danmark er kendetegnet som værende et velfærdssamfund, hvor alle med hver deres personlige forudsætninger har mulighed for et godt liv med kvalitet, og hvor de svage beskyttes.

Det er meget vigtigt, at kommunerne ikke med den nye tilsynsreform fralægger sig sit ansvar, men faktisk mander sig op og tager ved lære, lytter, sætter tiltag i værk og hele tiden er opmærksomme på, om kommunens handicappede borgere trives og har en god tilværelse, uanset om de er bosiddende i kommunen eller opholder sig udenfor kommunegrænsen på et godkendt opholdssted.