Analyse: En finanslov med opbakning fra Enhedslisten til DI

Denne gang var smilene ægte.

Mens der ofte er både tabere og vinderne efter en armlægning om finansloven, var tilfredsheden betydelig både hos finansminister Nicolai Wammen (S) og støttepartierne, Radikale, SF og Enhedslisten. Ganske som sidste år kom Alternativet med i aftalen som det tynde øl, dog i en endnu svagere aftapning, fordi Alternativet nu kun består af et enkelt folketingsmedlem.

Ironisk nok har både corona og minkskandale gjort finanslovsforhandlingerne lettere end ventet. Forklaringen er den coronakrigskasse på 9,2 milliarder kroner, som Nicolai Wammen kastede ind i puljen.

Krigskassen skal stimulere erhvervslivet under krisen, men begrebet økonomisk stimulans er en fleksibel størrelse, der kan bruges til at dække mange forskellige ønsker. Når man dertil lægger EU-penge med samme formål, blev den slunkne kasse lige pludselig anderledes velspækket.

Den runde Wammen har bevaret en favnende og imødekommende stil fra tiden som borgmester, og det har indtil videre været en succes.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Ingen dramaqueens
Minkskandalen har mod forventning ikke ført regeringen i defensiven. Den meget bastante borgerlige offensiv har snarere kittet regeringen og støttepartierne mere sammen.

Tilmed har forhandlingerne om finansloven for en gangs skyld kunnet foregå i ubemærkethed, fordi næsten alle medier havde kastet opmærksomheden over på mink. I år var der simpelthen ikke tilskuere til de traditionelle finanslovsdramaer.

Indholdsmæssigt kan SF og Enhedslisten glæde sig over flere velfærdsforbedringer. De fremrykkede normeringer i daginstitutionerne er SF’s mærkesag, mens især Enhedslisten har satset mere på flere ansatte i ældreplejen. For Radikale er løftet af hele kulturområdet og annullering af besparelser i DR en imødekommelse af en vigtig mærkesag.

For samtlige støttepartier ses finansloven samtidig som et led i den grønne omstilling, og finansloven forstærker dermed det fælles grundlag, som Mette Frederiksen (S) fik tilslutning til at danne sin regering på: En forstærket klimaindsats i forlængelse af klimavalget i 2019.

Naturen får også sit denne gang, og der er ligefrem mulighed for, at danskerne opdager, at Lea Wermelin (S) er miljøminister.

Guf for støttepartier
I grel modsætning til sidste år, hvor valgtrusler føg gennem luften, har der i år været enighed om tegningen til finansloven et stykke tid. Men støttepartierne ville gerne se aftaler om velfærd og grøn omstilling materialisere sig, før de skrev endeligt under på finansloven.

Det er gået helt efter den planlagte koreografi: Først faldt en aftale om udbetaling af de to sidste ugers feriepenge på plads, som var en bred aftale, hvor flere blå partier også var med.

Dernæst kom aftalen om naturparker, som er guf for alle støttepartierne. Så var det tid til aftalen om elbiler, hvor regeringen kom støttepartierne i møde, og lørdag kom aftalen om velfærdsforbedringer for børn og ældre og flere penge til ungdomsuddannelser, hvor især erhvervsuddannelserne har været nødlidende.

Efter der således var givet airtime til forskellige delaftaler, kunne den samlede finanslov helt efter planen præsenteres søndag eftermiddag.

Alt andet end en bisse
Alle forhandlingerne har været centreret hos finansminister Nicolai Wammen, der fik demonstreret, at han kan jonglere med flere bolde på en gang.

Wammen blev finansminister på afbud, da Henrik Sass Larsen (S) på grund af sygdom ikke fik posten, og det var et helt åbent spørgsmål, hvordan det ville gå med Wammen på posten.

Mange finansministre har været politiske bisser, fra de senere år kan bare nævnes Thor Pedersen (V), Claus Hjort Frederiksen (V) og Bjarne Corydon (S). Wammen hørte bestemt ikke til i bisseklassen.

Men den runde Wammen har bevaret den favnende og imødekommende stil fra tiden som borgmester, og det har indtil videre været en succes. Selv hos de tidligere så krigeriske Radikale hører man pæne ord om finansministeren.

Wammen har dog også været heldig i år. Finansministeren blev indirekte begunstiget af, at den tidligere radikale leder, Morten Østergaard – ud af det blå – blev ramt af MeToo-tsunamien, for da den nye radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, fik tjekket de efterfølgende meningsmålinger, blev lysten til konfrontation drastisk formindsket.

Afdæmpet kritik
I den blå lejr er kritikken af finanslovsaftalen ret afdæmpet. Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen erklærede sig nogenlunde tilfreds med aftalen, selvom Venstre slet ikke har været med i forhandlingerne. Det er ret usædvanligt, men Ellemann har ikke de store valgmuligheder. 

Det styrker ikke de blå partiers mulighed for kritik, at erhvervslivets helt store interesseorganisation, DI, lynhurtigt var fremme med en ros til finanslovsaftalen. Også Dansk Erhverv med den tidligere konservative toppolitiker Brian Mikkelsen i spidsen var positive.

Det er næppe set før, at den samme aftale får ros af både DI og Enhedslisten.

Vælgerbestikkelse
Et enkelt element i finanslovsaftalen har dog ført til bred kritik. Det er det håndværkerfradrag, som man nu har besluttet at udvide. Økonomisk giver det god mening at udvide ordningen til serviceområdet, der kan være trængt af coronakrisen.

Men det er nærmest umuligt at opdrive en økonom, der kan se meningen i et øget fradrag til selve håndværkerområdet, der i forvejen er rødglødende. Det har dog været en mærkesag for regeringen af nøjagtig samme grund, som det var for tidligere borgerlige regeringer: der er vælgere i det.

Grøn skattereform
Efter finansloven samler opmærksomheden sig om forhandlingerne om den grønne skattereform, der forventes at falde på plads inden jul. I modsætning til finansloven er der betydelig usikkerhed om, hvilken forligskreds der kommer til at bære en grøn skattereform igennem.

Der knytter sig især spænding til, om Konservative vil være med i en aftale – selv hvis Venstre ikke er med.

Det er langt fra utænkeligt. Der er ingen musketered mellem de to gamle borgerlige partier, og Konservatives bagland i erhvervslivet ser meget gerne, at partiet er med.

S-regeringen er måske nok svækket af minkskandalen, men den fortsætter, som om intet var hændt – og dens manøvredygtighed er stadig betydelig.