ExitCirklen: Afstanden mellem Borgen og gaden vokser

Af Khaterah Parwani
Næstformand og juridisk rådgiver i ExitCirklen

Der er langt mellem Borgen og gaden.

Der bliver lyttet mindre og mindre, og debatter om integration kører ensporet, som om landets politikere har en diskussion udelukkende med hinanden i et lukket rum. Signalpolitik som råber: ”SMID DEM UD!”, ”SPÆR DEM INDE”, ”LUK DEM NED” gentages, og det er udtryk for en stigende afmagt, som skyldes den voksende afstand mellem virkeligheden udenfor Borgen og inde i Borgen.

Et godt eksempel på afstanden er, hvor vi vælger at placere vores fokus, når vi taler om radikaliserede grupperinger i vores samfund. Hver gang landets politikere og meningsdannere nærmest fodrer Hizb ut-Tahrir popularitet, så sukker de virkelighedsnære tiltag, fordi det er en udmelding om stilstand i oplysning. Det er bekymrende, at Hizb ut-Tahrir den dag i dag står øverst på politikeres liste, når de skal placere skylden. Senest blev så Grimhøjmoskeen tilføjet.

Afstanden vokser, fordi vores politikere er bagud i at oplyse dem selv. Afstanden mellem evidensbaseret politik og signalpolitik vokser dermed. Denne afstand er farlig, fordi den flytter fokus fra de grupper, hvor der er kort afstand mellem holdning og handling, til Hizb ut-Tahrir, som rent faktisk er en aktiv del af debatkulturen i Danmark.

Håndteringen af deres holdninger har været udemokratiske, og hver gang står vores Grundlov i vejen. Det illustrerer fint, hvor problematisk det er, at fokus placeres et sted, hvor vores egen grundnorm værner om Hizb ut-Tahrir og Grimhøj-moskeen.

Den manglende oplysning og viden skaber en dæmoniserende og polariserende debat om muslimer, og det skader mere end det gavner.

Khaterah Parwani
Næstformand og juridisk rådgiver i ExitCirklen

Alt imens går der mindre grupper rundt, som velnok består af få antal sympatisører, men hvor holdningers afstand til handlinger er potentielt kortere. Dermed opfordrer jeg ikke til, at man skal ignorere, at Hizb ut-Tahrir er stadiet under de mere voldsparate organisationer som Kaldet til Islam, Milatu Ibrahim eller øvrige løsgængergrupper.

Gadeplansarbejdere skal nok klæde sig selv på som problemknusere, men det burde være en selvfølge, at de stemmer, som rækker helt ud til udkantsdanmark, også er klædt på til at repræsentere problemknusernes viden og egentlig sende et signal til de radikaliserede grupper om, at vi ikke går i blindhed.

Gør op med myterne
Det er også vigtigt, at vi får gjort op med en række myter. Når vi italesætter radikalisering, så fastholder vi det til noget, der er kønsbestemt. Unge piger og kvinder er mere eller mindre usynlige i debatten og de tiltag, vi ønsker at rejse mod radikalisering i samfundet. Dernæst fastholder vi et billede af, at de tiltrukne enten har haft en kriminel løbebane, eller at de fortsat har det.

Virkeligheden fortæller os bare noget andet, nemlig at der også findes sympatisører/medlemmer, som tager eller har taget en uddannelse, og en gruppe med fast arbejde. For at kunne blive klogere på årsager og løsninger, skal man inddrage denne gruppe og ikke forsimple billedet. Det er netop de veletablerede, som behersker et retorisk snit til at forplante denne forandring hos unge.

Vi skal have gjort op med myten om, at imamer ikke længere findes i anti-radikaliseringsarbejdet. Blot fordi man tror, at antiradikalisering er til politisk forhandling, hvor man trækker imamerne ud af den udsendte plan, så betyder det ikke, at de aktive tiltag ikke samarbejder med imamerne. Det er spinpolitik, hvis man på den ene side placerer skylden på Islam, men samtidig trækker imamerne ud af planen. Den religiøse overbevisning eller praksis ophører jo ikke, fordi man vælger at forlade de radikaliserede grupper.

Hvis der er noget, som er gennemgående hos de fleste medlemmer/sympatisører, så er det netop, at der er en alvorlig mangel på oplysning. De fleste har ikke en religiøs opvækst, og netop derfor markerer de deres skift for at sende et signal til deres omverden om, at de nu har ændret kurs.

Klæd befolkningen på
Borgerne har adgang til at melde mistænkelig adfærd til kommunerne, og derfor er det vigtigt, at befolkningen klædes på med grundlæggende viden og kendskab. Der er et stort behov for oplysning, og det oplever jeg i den grad, når jeg går ud og holder oplæg.

Den manglende oplysning og viden skaber en dæmoniserende og polariserende debat om muslimer, og det skader mere end det gavner. Denne vedvarende unuancerede debat gavner udelukkende de radikaliserede grupper, som bruger tonen og retorikken som argument for en fastholdelse af os og dem. Eksklusionsfølelsen er utvivlsomt gennemgående hos alle medlemmer/sympatisører, fordi langt før mødet med de radikaliserede miljøer har de unge følt sig misrepræsenteret og dæmoniseret på den politiske platform.

Det er derfor vigtigt, at debatten ikke er flydende, men at vi sørger for, at der er mindre afstand mellem signalpolitik og evidensbaseret politik. Det er vigtigt, at landets politikere stopper med at sende et signal til de radikaliserede miljøer, som ekskluderer dem yderligere og skubber flere deres vej.

Landets politikere skal derfor klæde sig selv på først og fremmest, så antiradikaliserings-tiltagene ikke misrepræsenteres og dæmoniseres hos mange unge muslimer, som så skader vores forsøg på en kontakt.