Fællesskabsforståelse og etniske foreninger

Af Nur Beier,
næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter (REM)

Rambølls undersøgelse for Jyllands-Posten viser, at 36 procent af muslimske indvandrere og 26 procent af deres efterkommere føler sig mest knyttet til oprindelseslandet. Der er tale om et langsomt og bekymrende fald, hvis vi husker, at en generation dækker over 30 år.

Dansk Folkeparti understreger, at det er utroligt vigtigt at være loyal over for det land, man nu engang bor i, og frygter femtekolonne-aktivitet, mens integrationsministeren påpeger en bedre tilknytning til Danmark, hvis man har haft en lang opvækst i Danmark, og relaterer tilhørsforholdet til arbejdsmarkedstilknytning.

I erfaringernes lys er det vigtigt at se nærmere på, om etniske foreninger egner sig som udvalgte sparringspartnere i en aktiv integrations-/dialogindsats.

36 procent af muslimske indvandrere og 26 procent af deres efterkommere føler sig mest knyttet til oprindelseslandet. Der er tale om et langsomt og bekymrende fald

Nur Beier
Næstformand for Rådet for Etniske Minoriteter

Organisationskulturens dilemmaer
Ud fra en pædagogisk og organisatorisk vinkel er foreninger lærende arbejdsgrupper med hver sin organisationskultur. Gruppen gennemfører egne projekter ud fra denne kultur. Som i enhver arbejdsgruppe opstår der i foreningsarbejdet et dilemma i tilpasningssituationen i mødet mellem gruppen og omgivelserne, og i overgangsfasen fra gruppe- til samfundsarbejde/interesser eller omvendt. 

Dilemmaet har en forklaring i organisationskulturen. Her gælder det om indre grænser, der skabes gennem struktureringen af de forskellige kulturer dannet i grupperne omkring løsning af de forskellige opgaver, hvor der opstår en række isolerede miljøer med hver sin historie, opgaver og tilknytning.

Gruppen vogter selv på grænserne og opfatter sig som en kernefamilie med tykke mure til sikring af privatlivets fred. Man ønsker ingen indblanding fra andre grupper.                                                                              

Som i enhver organisationskultur er det i grænsen mellem gruppen og den ydre verden, at muligheden for at overskride grænserne ligger - derved også dilemmaet!

Jo mere overgangen i grænserne er presset, jo færre forventninger eller ønsker har man om dette. Det føles trygt at blive i sit sikre indelukke, hvilket forstærker referencebilledet til tidligere tilegnet viden og holdninger. Der opstår en tilbøjelighed til at se og handle på særlige måder.

Viljen til ændring
Forestillinger om at give slip på det gamle, kendte - og tilknytte loyaliteter til de nye ukendte og uvante kendte, vækker uro, tvivl og modargumentation i gruppen, og presser derved grænserne mellem gruppe og plenum, hvor en modstandsfyldt dialog mellem gruppen og omgivelserne opstår. 

Modstanden kan opleves, når tredje parter træder ind i kontaktrummet og forsøger dialog, fordi dialogens kontekst og formål ikke forstås som tilegnelse, men som ændring - fordi vi rammes nemmest på vores selvbillede.

Den indre logik er, når jeg skal lære noget - det vil sige ændre mig - må det jo være, fordi det, jeg kan, ikke er godt nok. Enten kan jeg indrømme, jeg ikke er god nok og muligvis føle mig underlegen og underkaste mig, eller synes, jeg er god nok og derfor ikke har behov for at ændre mig.

Men tilegnelsesprocessen består i at acceptere opgaven. Disse positioner gør sig mere bemærkede, hvis gruppen udelukkende består af medlemmer med en særlig medbragt lærdom. Jo mere på samme tid ensartet og fremmed denne lærdom er, jo mere er grænsedragningen, der bliver selvstyrkende i sin anderledeshed.

Integrationsperspektivet 
I denne optik er det vigtigt at se nærmere, om fællesskabet i etniske foreninger og deres gruppepsykologi virker integrerende, hvor udfordringen både ud fra integrations- og sikkerhedsperspektiv bør være at udvikle strategier for at knække grænsedragningsprocessen mellem disse fællesskaber og samfundet.

Udfordringen bør dernæst være at hæfte sig ved etniske foreningers repræsentativitetsværdi både i forhold til de mærkesager og den etniske gruppe, de angiver at stå for. Og så bør man heller ikke overse tidens udfordring i, hvor meget vi bør vige fra den trend, der ligger i tidens individualisme, at vi er imod institutionel udøvelse.