Forsker: Er arbejdet så sundt, at vi skal give det til de syge?
Arbejde gavner mennesker med kroniske sygdomme i en grad, der får fagfolk til at anbefale, at arbejde bør være en essentiel del af behandlingen, skriver Morten Høgh.
Morten Høgh
Lektor, phd, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg UniversitetJa, der er meget, der tyder på det.
Jeg taler ikke om, hvorvidt arbejdet er godt for samfundet og økonomien, men at det gavner mennesker med kroniske sygdomme i en grad, der får fagfolk til at anbefale, at arbejde bør være en essentiel del af behandlingen.
Konklusion er ikke ny, men den er blevet højaktuelt i lyset af de nye anbefalinger fra "Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats".
Disse anbefalinger fremhæver blandt andet bedre mulighed for individualiserede tilbud og en værdig beskæftigelsesindsats, hvor den enkelte borger får større grad af indflydelse på sit forløb.
I Danmark er kroniske smerter årsag til flere førtidspensioner, sygedage og kontakter til sundhedsvæsenet end nogen anden lidelse.
Dét problem løser vi sandsynligvis ikke med individualiserede tilbud og medindflydelse alene, selvom det er korrekt, at ansvaret for at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet ligger hos den syge.
Kroniske syge knækkes af stigmatisering
Der er behov for et mere holistisk menneskesyn, hvor vi ikke gør smerteramte til ofre ved at kalde dem ”skrøbelige”, ”sårbare” eller ”udsatte”, alene fordi de ikke passer ind i samfundets normer.
Der er behov for et mere holistisk menneskesyn, hvor vi ikke gør smerteramte til ofre
Morten Høgh
Lektor, Aalborg Universitet
Mennesker med kroniske smerter er – under de rette omstændigheder – lige så ressourcefulde, kompetente og ambitiøse, som alle andre. Men de balancerer ”det normale ydre” med en hverdag præget af smerter og heraf følgende begrænsninger.
Men dét, der ofte knækker dem, er den stigmatisering, mobning og skyld, de bliver mødt med på arbejdspladsen, i sagsbehandlingen og ikke mindst i sundhedsvæsenet.
Jeg vil tillade mig at påstå, at når kroniske smerter leder til fyring, pension og heraf følgende negative konsekvenser for individ, pårørende og samfundet, så skyldes det i højere grad, at vi – de professionelle, kollegerne, lederne og familie/venner – ikke har forstået, hvor vigtigt det er, at vi hjælper med at fjerne barrierer, end det er mangel på vilje, evner eller kompetencer hos den enkelte.
Pointen er, at vi alle sammen kan bidrage til at skabe rammerne omkring de smerteramte, så de bliver i stand til tage ansvar og opleve kontrol over deres liv.
Der findes ingen simple løsninger på komplekse problemer, men jeg ser tre tiltag, der vil bringe os tættere på et arbejdsmarked, der bliver en del af løsningen:
1. Arbejde som indsats, ikke mål
Arbejde er en vej til identitet, sociale relationer, økonomisk stabilitet og mange andre elementer, der spiller ind i livskvaliteten hos smerteramte.
Derfor bør arbejdet være en del af den rehabiliterende indsats og ikke målet for den.
2. Opdateret viden om kroniske smerter og andre usynlige lidelser
Forståelse for usynlige lidelser, herunder kroniske smerter, er afgørende for god håndtering overalt i indsatsen.
Men der mangler viden i samfundet generelt og specifikt hos social- og sundhedsprofessionelle omkring kroniske smerter.
Manglende viden kobles direkte til øget stigmatisering og uhensigtsmæssig brug af sundhedsydelser (overdiagnostik, overbehandling og fejlbehandlinger).
3. Dynamisk indsats på arbejdspladsen
Der er en uudnyttet ressource af kompetent arbejdskraft gemt blandt gruppen af smerteramte.
Men det kræver en ledelsesmæssig indsats, og muligvis kulturændring, at have en medarbejder, der leverer sin arbejdskraft på en anden måde, end vi er vant til.
Ledelsesmæssig prioritering af opgaver i perioder med flere smerter, fleksible arbejdstider og åben, systematisk dialog mellem smerteramt medarbejder, leder og kolleger er nogle af de løsninger, der har god sandsynlighed for at hjælpe.
Der er en uudnyttet ressource af kompetent arbejdskraft gemt blandt gruppen af smerteramte.
Morten Høgh
Lektor, Aalborg Universitet
Indsatsen for at holde smerteramte på arbejdet er en del af ledelsesopgaven og skal derfor være dynamisk over tid.
Derfor bør arbejdsmarkedet i højere grad tilbyde fleksibilitet og innovative løsninger end one-size-fits-all-løsninger i form af for eksempel ergonomiske tiltag.
Problemerne er ikke større, end at vi kan løse dem, men det kræver, at politikerne og alle os andre påtager os den del af ansvaret for det fælles projekt, vi kalder ”velfærdsstaten”.
Den gode nyhed er, at hvis vi løser ”problemet” med at få flere smerteramte til at bevare kontakten til arbejdsmarkedet, så kan løsningerne formentligt overføres til mange andre grupper, der har brug for hjælp for at være den bedste udgave af sig selv.