Forsker: Tiden er moden til flere tvangsadoptioner

Af Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef, Børn og Familie, SFI

Anbringelser koster for meget. Så hvorfor ikke bare bortadoptere ungerne i stedet for? Dette noget provokerende spørgsmål stillede lokalpolitikere og forskere sig i Chicago før årtusindeskiftet. Årsagen var, at omfanget af socialt udsatte børn, der havde behov for at komme væk fra deres hjemmemiljø, nu var så stort, at det var ved at lænse kommunekassen.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og Chicago fik i den grad spundet en ny ende på en gammel fortælling. Lidt firkantet sagt besluttede man at bortadoptere markant flere socialt udsatte børn i stedet for at anbringe så mange. Og det var ikke 5 børn, vi snakkede om. Ikke 50. Ikke 500. Nej, det var tusinder af børn og unge. Dette socialpolitiske (og på det tidspunkt ikke kontrollerede) eksperiment formidlede dr. Robert Goerge fra forskningscenteret Chapin Hall at Chicago University til danske fagfolk for ti år siden. Men er det en strategi, vi kan bruge i Danmark?

Servicelovens børneregler er ændret flere gange de seneste 10-15 år. Det har været et specifikt politisk ønske for både den tidligere og den nuværende regering at øge omfanget af det, jeg vil kalde ”sociale bortadoptioner”. I 2009 blev det besluttet at lette betingelserne for, at børn under 1 år kan bortadopteres uden forældrenes samtykke. Det kræver blandt andet, at myndighederne vurderer, at forældrene varigt ikke vil være i stand til at give barnet den nødvendige omsorg.

Det biologiske paradigme
Nogle frygtede en eksplosion af bortadoptioner, og at der kunne komme til at ske en alvorlig knægtelse af udsatte forældres rettigheder – og ikke mindst af barnets rettighed til at kende sit biologiske ophav. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. Siden 2009 har der i Danmark kun været ca. 10 bortadoptioner mod forældrenes vilje – et forsvindende lille antal.

Man kan spørge, hvorfor vi ikke bruger tvangsbortadoption noget mere. Og buddene på forklaringer står i kø: Gør vi det rigtige, og hvornår bliver barnet lykkeligst, er blot nogle af de spørgsmål, der melder sig. Og hvad med ”the best interest of the child– princippet fra FN’s Børnekonvention, som vi har forpligtet os til at følge”? "Vi ved ikke altid, hvornår forældrene varigt vil være ude af stand til at tage vare på omsorgen for børnene”,” vi er i tvivl om, hvorvidt undersøgelsesprocessen giver os den tilstrækkelige viden om barnet og forældrene” og ”et barn har altid ret til sine biologiske forældre”, er nogle af de argumenter, man kan fremføre mod tvangsbortadoption.

Det er altså ikke tommetykke rapporter om, at adoption ikke lykkes, der holder os tilbage. Tværtimod. 

Anne-Dorthe Hestbæk
Afdelingschef Børn og Familie, SFI

Især det sidste argument har måske større betydning, end vi går og tror. Forskning fra SFI har tidligere vist, at vi i Danmark ofte læner os op af det, man kan kalde det biologiske paradigme. Ifølge dette er relationen til de biologiske forældre uerstattelig, og den bør i videst muligt omfang opretholdes. Som modsvar til det er der det psykologiske paradigme, som siger, at det er det psykologiske forældreskab, der er afgørende, og at et (lille) barn kan godt skifte forældre i psykologisk forstand, uden barnet efterlades med varige traumer. Men hvad ved vi egentlig om dette?

Tiden er moden
Der er gennemført en række undersøgelser i udlandet. Her har man sammenlignet udvikling og trivsel hos børn, der blev adopteret, med deres søskende eller andre jævnaldrende, der forblev anbragt på institution eller i plejefamilie. Mogens Christoffersen fra SFI har sammenfattet disse undersøgelser. Over en bred kam peger de på, at de børn, der blev adopteret, på lang sigt klarede sig bedre. De havde bedre psykisk sundhed, de fik en markant højere IQ og klarede sig bedre i skolen, og de udviklede i langt mindre udstrækning adfærdsproblemer. Vi har dog ikke samme niveau af viden om adoptioner i Danmark.

Det er altså ikke tommetykke rapporter om, at adoption ikke lykkes, der holder os tilbage. Tværtimod. Det er i langt større udstrækning værdier om tilknytningen til blodsbånds-familien og barnets ret til sit biologiske ophav, der holder os tilbage. Så måske er det på tide at få prøvet det mere af i stedet for kun at argumentere på den ene side og spørge: Kan vi tillade os at fjerne barnet fra forældrene? Vi bliver også nødt til at spørge: Kan vi tillade os at lade være, hvis vi med stor sandsynlighed kan sige, at det vil give barnet meget større trivsel og bedre livschancer?

Der er ikke et enkelt svar på spørgsmålet ovenfor. Jeg tror ikke, at vi vil komme til samme punkt og bortadoptere mange flere børn, som man har gjort i Chicago. Men jeg mener, at tiden er moden til, at vi prøver tvangsadoption af i lidt større omfang, også med al den smerte, det må medføre for de berørte børn og forældre, så længe man vurderer, at det er til barnets bedste. Og måske skulle vi udvikle adoptionsmodellen yderligere, så vi afprøver ideen om åben adoption, som også er udbredt i USA. Det vil sige, at biologiske forældre og adoptivforældre kender hinanden, med det formål at barnet kan opretholde en langvarig relation til biologiske forældre og søskende, men juridisk set hører til i adoptivfamilien. Til barnets bedste?