Debattører om Barnets Lov: Fattige børn flyver under regeringens radar

Børns fattigdom er kommet i centrum efter offentliggørelsen af Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem.

Det er godt, at børnefattigdom nu er på dagsordenen, men det er også blevet klart, at Ydelseskommissionens forslag kun i begrænset omfang reducerer og på ingen måde udrydder børnefattigdom.

Derfor er det dybt problematisk, at fattigdom ikke nævnes som en trussel mod børns trivsel og udvikling i den historisk brede politiske aftale om Barnets lov. Ingen indsatser i aftalen om Barnets Lov tager højde for de materielle forholds betydning. Børnesynet er først og fremmest præget af myten om den sociale arv. Tankegangen er, at det er forældrene, der er skyld i børnenes problemer.

Ikke et ord om de materielle forhold
I forbindelse med aftalen om en ny Barnets Lov har Astrid Krag udtalt, at aftalen skal sikre, at "udsatte børn ikke flyver under radaren".

Næsten 60 procent af det ekstra afsatte beløb i loven bruges til børnefaglige undersøgelser af anbragtes søskende og indsatser til disse søskende, herunder anbringelser, selvom netop disse søskende til anbragte børn har svært ved at flyve under radaren, fordi socialrådgiverne jo allerede har et indgående kendskab til familien.

Socialrådgiverne har selvfølgelig fokus på familier med ét anbragt barn, men de er til gengæld afmægtige over for børnefattigdom.

Mere end 20.000 børn har været fattige i tre år eller mere. Vi ved, at fattigdom betyder, at børnene ikke har de samme goder og ikke kan deltage i de samme aktiviteter som andre børn. Forskningen viser, at bare et års fattigdom i børns opvækst kan betyde dårligere uddannelse og en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ingen indsatser i aftalen om Barnets Lov tager højde for de materielle forholds betydning

Adam Johansen og Morten Ejrnæs
Forhenværende lektor ved Socialrådgiveruddannelsen i København og lektor emeritus ved Aalborg Universitet

Næsten 60.000 børn er fattige i mindst et år. På den baggrund er det dybt problematisk, at børns udsathed og trivsel i aftalen udelukkende er gjort til et spørgsmål om forældrenes personlige egenskaber, relationer og omsorg for deres børn.

Ikke et ord om betydningen af økonomi, boligforhold eller andre strukturelle forholds betydning for både forældrenes muligheder for at udvise omsorg, og for om børnenes hverdagsliv er præget af deltagelse eller eksklusion.

Ressourcer og præstationer
Fattigdom fører ikke automatisk til omsorgssvigt og børns mistrivsel. Men fattigdom er altid en alvorlig belastning, der kan forværre og måske endda udløse omsorgssvigt og mistrivsel.

Forbrug er nemlig en uadskillelig del af at være børn og forældre i et i øvrigt velstående samfund. Materielle ressourcer har betydning for næsten alle relationer, både internt i familien og eksternt i forhold til venner og et socialt liv. Ikke mindst for børn.

Når et barn for eksempel vil invitere venner på besøg hjemme, vil det for de fleste børn betyde meget, om de har deres eget værelse, om det er møbleret som jævnaldrendes børneværelser – om der eksempelvis er noget at sidde på, om der er legetøj, og om barnet kan byde på en snack eller et glas juice. Det er eksempler på materielle forhold, som kan have stor betydning for børns trivsel og relationer til jævnaldrende.

Hvis børnefattigdommen virkelig skal reduceres, skal kontanthjælpssystemet tilføres penge

Adam Johansen og Morten Ejrnæs
Forhenværende lektor ved Socialrådgiveruddannelsen i København og lektor emeritus ved Aalborg Universitet

Når børn er fattige, er det sådanne ting, som de må undvære, ligesom de må undvære udflugter og fritidsaktiviteter. Fattige børn må affinde sig med en række afsavn, der begrænser deres livsudfoldelse. Børn døjer ikke kun med det, som de selv må undvære på grund af familiens økonomi. De er bekymrede for hele familien.

Som en pige fra ottende klasse har udtalt til Børnerådet: "Man tænker så meget over det, at det ligesom koger over inde i hovedet. Man ligger og tænker på det, når man skal sove".

Det er imidlertid ikke bare eget værelse, tøj som vennerne og penge til udflugter, der er et problem i de fattige børnefamilier. Tusindvis af medlemmer af for eksempel facebooknetværket Næstehjælperne søger – også i starten af måneden – om hjælp til det mest basale, også til mad.

Nogle familier er i konstant alarmberedskab for at få det hele til at hænge sammen. Ituslåede briller, et defekt køleskab eller sygdom kan vælte familiens budget. Lægeordineret medicin og behandling bliver ofte valgt fra.

Kontanthjælpsloft og 225 timers-regel
Kontanthjælpsmodtagere, der ikke skønnes at have andre alvorlige problemer end ledighed, skal skaffe sig 225 timers arbejde hvert år for ikke at blive skåret i deres ydelse. Når forældre ikke kan opfylde kravet om 225 timers beskæftigelse, reduceres ydelsen kraftigt.

Kontanthjælpsloftet har samme virkning. Boligsikring og boligstøtte efter paragraf 34 blev i sin tid indført for at kunne forebygge, at familier skulle flytte på grund af en socialbegivenhed. Loftet har betydet, at børnefamilier har måttet fraflytte almennyttige lejeboliger.

Mødrehjælpen har i 2019 vist, at børnefamilier har været nødt til at flytte flere gange inden for få år, fordi de ikke har kunnet betale huslejen. Disse boligskift medfører ofte utryghed for børnene, specielt ved institutions- og skoleskift.

De kan miste venner og netværk. Partierne bag Barnets Lov har ikke tænkt på de konsekvenser, som 225-timersregel og kontanthjælpsloftet har for børns livsudfoldelse.

Ydelseskomissionen anbefaler, at både 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet afskaffes, hvilket vil gavne nogle børnefamiliers situation, og det vil et fritidstillæg målrettet børnene også; men på den anden side betyder Ydelseskomissionens forslag kun en reduktion i antallet af fattige børn på 4.000 til 6.000.

En kontanthjælpsreform efter Ydelseskommissionens anbefalinger vil altså ikke kunne forhindre, at mange børn vokser op i fattigdom. Hvis børnefattigdommen virkelig skal reduceres, skal kontanthjælpssystemet tilføres penge, og da regeringen ikke umiddelbart synes indstillet på det, er der desværre udsigt til, at fattigdom fortsat vil være en realitet for mange børn.

Anbringelse ved fattigdom
Diskussionen mellem aftalepartierne bag Barnets Lov har i høj grad drejet sig om barnets ret. Men barnets ret til et liv uden fattigdom er overhovedet ikke nævnt i aftalen.

Partierne har hverken lyttet til de fattige børns ønsker om et liv uden fattigdom eller til de sagsbehandlere, der i afmagt over for børns vedvarende fattigdom har tilkendegivet, at deres eneste mulighed er at anbringe børnene uden for hjemmet.

Sociallovgivningen udelukker andre løsninger på fattigdom end anbringelse. men anbringelse er selvfølgelig ikke den rigtige indsats, når der i øvrigt ikke er problemer med forældre og børns relationer til hinanden, og heller ikke, når børn mistrives på grund af familiens dårlige økonomi. Barnets Lov vil bidrage til at stigmatisere forældre som "omsorgssvigtere," selvom problemerne i familien i mange tilfælde også skyldes fattigdom.

Aftalepartierne har negligeret børns ret til et liv uden fattigdom

Adam Johansen og Morten Ejrnæs
Forhenværende lektor ved Socialrådgiveruddannelsen i København og lektor emeritus ved Aalborg Universitet

Aftalepartierne har negligeret børns ret til et liv uden fattigdom. Børn og forældres velbefindende, deres følelser, begavelse og kreativitet, deres relationer og sociale liv forstås i aftalen om Barnets Lov totalt løsrevet fra materielle vilkår og materiel formåen.

Ydelseskommissionens forslag har samtidig tydeliggjort, at dens forslag ikke reducerer børnefattigdommen væsentligt. Danmark står derfor stadig med et stort uløst fattigdomsproblem.

Kontanthjælpssystemet skal dels tilføres flere penge, og dernæst må der ved implementeringen af aftalen om Barnets Lov tages højde for fattigdoms betydning for både forældrenes mulighed for at udvise omsorg for deres børn og familiens trivsel.

Ellers står Danmark efter Barnets Lov og en kontanthjælpsreform endnu dårligere i forhold til at leve op til FN's første verdensmål om bekæmpelse af fattigdom, hvor det hedder, at der skal skabes politiske rammer "baseret på udviklingsstrategier med særlig fokus på de fattige og på ligestilling".