Forsorgsforening: Straf af 12-årige reducerer ikke ungdomskriminalitet

Af John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Regeringens udspil ’Alle handlinger har konsekvenser' vedrørende unge kriminelle indeholder en række initiativer, der har til formål at forebygge, at unge ender i den lille hårde kerne af unge kriminelle.

Regeringen skriver, at den vil sikre en mærkbar og hurtig konsekvens, når de unge forbryder sig mod samfundets regler. Med udspillet vil regeringen ansvarliggøre de unge, der er på vej ud i en kriminel løbebane og dermed forebygge, at de ender som en del af den hårde kerne.

Spørgsmålet er bare, om det er ønsketænkning, eller om det rent faktisk kan lade sig gøre?

For vælger man at indføre en ungelavalder på 12 år og etablere ungdomskriminalitetsnævn, vil der blive tale om en tidligere ’retliggørelse’ af barnets problemer.

Straf og sanktioner
På overfladen kan det virke, som om barnet får en øget retssikkerhed, men i virkeligheden vil der blive tale om en forestilling, hvor barnet har vanskeligt ved at forsvare sig, for den unge skal forklare sig over for trænede myndighedspersoner. Det er politiet, der har indstillet en sag til nævnet, hvor de selv har sæde sammen med en dommer og en kommunal sagsbehandler.

Der kan godt være politisk motiverede årsager til, at man ønsker en ungelavalder på 12 år, men fagligt set er der ikke meget – om overhovedet noget – der peger i retning af, at det vil reducere ungdomskriminaliteten.

John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Det hele bliver lidt kafkask, for ungdomskriminalitetsnævnet vil ikke skulle tage stilling til, om den unge er skyldig i at have begået en bestemt strafbar handling. Nævnet vil heller ikke – som domstolene – kunne idømme unge sanktioner såsom betingede eller ubetingede fængselsstraffe.

Nej, ungdomskriminalitetsnævnet vil på baggrund af en samlet vurdering af den unges situation træffe afgørelse om iværksættelse af reaktioner, der skal bidrage til at sikre, at den unge ikke ender i en kriminel løbebane.

Her kunne man i al stilfærdighed godt ønske sig en redegørelse over forskellen på straf og iværksættelse af sanktioner. For selvom der ikke tages stilling til skyldsspørgsmålet, så ’idømmes’ den unge uanset hvad en sanktion.

Den fornødne intellektuelle modenhed
I dag er den kriminelle lavalder på 15 år baseret på det grundlæggende synspunkt, at der kun bør være adgang til at pålægge børn og unge strafansvar fra den alder, hvor de i almindelighed antages at have opnået den fornødne modenhed til, at det må anses for forsvarligt at anvende strafferetlige sanktioner.

I den forbindelse vil jeg gerne se den udviklingspsykologiske forskning, der understøtter forestillingen om, at unge i dag er mere modne end tidligere, og at det skulle kunne retfærdiggøre indførelsen af en ungelavalder. Det kan godt være, at ungdommen kommer tidligere i puberteten i dag, end det var tilfældet for generationer siden, men det forhold plejer man normalt ikke at forveksle med den ’fornødne intellektuelle modenhed’.

Argumentationen er også kun anvendt i spørgsmål om kriminalitet og straf. Den seksuelle lavalder, valgretsalderen, hvor gammel, man skal være for at køre på knallert, eller for den sags skyld købe cigaretter eller alkohol, har på intet tidspunkt været en reel del af debatten om, hvornår børn og unge besidder den fornødne modenhed. En del kan derfor tyde på, at argumentationen er tilpasset en given aktuel politisk dagsorden.

Der kan således godt være politisk motiverede årsager til, at man ønsker en ungelavalder på 12 år, men fagligt set er der ikke meget – om overhovedet noget – der peger i retning af, at det vil reducere ungdomskriminaliteten.

Endelig vil jeg ikke undlade at nævne, at forskningen ret entydigt peger på, at jo tidligere man stemples som kriminel, jo større er sandsynligheden også for, at man forbliver kriminel.